Gladiator: Forskelle mellem versioner

Gladiatorkampene kom til romerne i 264 f.Kr gennem [[etruskerne]], der havde afholdt mand-til-mand-kampe som en del af ritualet ved [[begravelse]]r. Udgydt [[blod]] eller et liv, der gik tabt, regnedes som et offer. Lidt af det religiøse aspekt blev bevaret ved at gladiatorkampe altid indledtes med et religiøst optog, og man stadig ofrede på det lille [[alter]] for gudinden [[Nemesis]], der altid befandt sig ved gladiatorernes indgang til [[arena]]en. <ref>Peter Ørsted: ''Romerne - dagligliv i det romerske imperium'' (s. 125), forlaget Gyldendal, København 1991, ISBN 87-01-72010-4</ref> Fra 105 f.Kr blev kampene offentlige, indtil [[kejser]] [[Honorius]] ([[395]]-[[423]]) i år [[404]] forbød skikken. På trods af forbudetforbuddet, ser det ud til at romerne fortsatte med at afholde gladiatorkampe, når traditionelle værdier skulle demonstreres. De [[Kristendommen|kristne]] havde selv været arena-ofre, men arrangerede ikke desto mindre kampe. Mindst én af Roms [[biskop]]per, den senere [[helgen]] Sankt Damasus, ansatte gladiatorer som sine [[livvagt]]er. I [[Nordafrika]] var det indvandrede [[germaner]]e, der bragte skikken til ophør. Under [[vandaler]]styret fortsatte man med at køre om kap med [[stridsvogn]]e i det romerske ''circus''; men gladiatorkampene var forbudt. <ref>Terry Jones: ''Barbarene'' (s. 273-6), forlaget Lille Måne, Oslo 2009, ISBN 978-82-92605-35-6</ref>