Skolastik: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
m Bot: Kosmetiske ændringer |
||
Linje 58:
=== Thomas af Aquinas ===
I denne virksomhed kom ''[[Thomas Aquinas|Thomas af Aquinas]]'' (ca. 1225-1274) til at indtage en hovedrolle. Han samordnede den aristoteliske tankeverden med den bibelske i ''Summa theologica'', skolastikkens hovedværk. Desuden udarbejdede han det uafsluttede skrift ''De regimine principum'', hvori han udviklede sin statsopfattelse.<ref>Christensen (1976), s. 205</ref>
Ifølge Thomas havde mennesket en uforanderlig samfundsdannende evne, der uden egentlig guddommelig indgriben og alene i kraft af en naturen medfødt drift udviste en vilje til at gøre det gode og det rette. Al samfundslivs mål er at stræbe hen imod den himmelske salighed, hvorfor den teleologiske verdensorden sættes højest. Derunder følger den uforanderlige naturret som samfundslivets faste norm, den guddommelige lov åbenbaret i Gamle og Nye Testamente og sidst den borgerlige lov, der er ufuldkommen, og som menneskene selv kan forandre efter behov.<ref>Christensen (1976), s. 206</ref>
Linje 70:
=== Johannes af Paris ===
Fra samme tid stammer ''[[Johannes af Paris]]'', der skrev ''Tractatus de potestate regia et papali'' (ca. 1302/1303) mod pavens krav om et øverste verdsligt herredømme. Han videreførte samtidig Aegidius monarkiske nationalstat som ideal, idet han udtrykkeligt frakendte et universelt imperium berettigelse. Men samtidig var han afgjort modstander af det absolutistiske arverige: kongen har sin magt fra Gud og fra folket, som har valgt ham eller hans dynasti. Det er således folket, der i sidste ende besidder statens suveræne magt og giver lovene, der også binder fyrsten. Han foretrækker derfor det lovbundne monarki, ''principatus politicus'', og genoplivede fra de gammelromerske (ciceronianske) folkeretsforestillinger kontraktteorien inden for naturrettens statsteori. Staten er, ifølge hans lære, resultatet af to kontrakter, dels samfundskontrakten (fra naturretten), dels herskerkontrakten mellem folket og fyrsten (fra romerretten).<ref>Christensen (1976), s. 209</ref>
== Økonomiske synspunkter ==
Linje 80:
Gennem middelalderen havde det markante træk i økonomisk tænkning sin baggrund i, at Bibelens relativt klare fordømmelse af rente (åger), profit og kapitalvækst måtte forenes med tidens langsomt fremvoksende handel, håndværks- og industrivirksomhed. Skolastikken havde sin blomstringstid i [[1200-tallet]], da [[Thomas Aquinas]] (1225–74) forenede Aristoteles' lære med kirkens teologi. Som de fleste andre skolastikere var han teolog, og højmiddelalderens debat samlede sig om tre hovedemner:
* ''Retfærdig pris'' var det dominerende moralske tema, og her rettede skolastikerne opmærksomheden mod producentens omkostninger. Men deres begreb om retfærdig pris var uklart, og enkelte historikere hævder, at teorierne til enhver tid sigtede mod at forhindre den type kapitalvækst og strukturændringer, som kunne true feudalismen. I udgangspunktet anerkendte de, at en markedspris opstod i stærk konkurrence, og hvor ingen lurede eller truede andre, ville være retfærdig. Men det var producenten og sælgernes omkostninger, som var afgørende, dersom varen af omkostningsmæssige årsager åbenbart måtte sælges til en højere pris, efterspørgernes betalingsvilje havde ingen plads i fastsættelsen af en retfærdig pris. Den britiske fransiskanermunken [[John Duns Scotus]] formulerede den omkostningsbaserede værdi- og pristeorien omkring [[1295]]. Også Thomas Aquinas mente, at en pris, som væsentligt oversteg omkostnningerne, repræsenterede åger, sælgeren solgte i et sådant tilfælde en ekstraværdi, som ikke tilhørte ham.
* ''Rente'' blev betragtet i lys af tankerne om en retfærdig pris, og skolastikerne videreførte stort set Aristoteles' og kirkefædrenes modstand mod rente. Penge var et byttemiddel, og det blev anset som unaturligt og umoralsk at forsøge at få dem til at formere sig uden gennem gensidigt og retfærdigt bytte. Men der fandtes undtagelser, mange tænkere godtog forsinkelsesrenter når lånetageren ikke gjorde betalte i tide, og enkelte tænkere godtod rente, dersom udlåner kunne henvise til kapitalomkostninger eller at udlånet førte til, at udlåner måtte fra afstå fra en anden gevinst. Forbuddet mod rente blev således gradvist udvandet i løbet af middelalderen.
* ''Naturretten'' og de naturlige love var et andet vigtigt emne. Lige som Aristoteles mente også skolastikerne at der kunne udledes en ''naturlig'' rets- og samfundstilstand i overensstemmelse med menneskets ''natur''. Den tidlige kirke mente, at privat ejendomsret var unaturlig, og at urkirkens kommunale ejendomsforhold samstemte med naturtilstanden. Thomas Aquinas genopdagede Aristoteles' forsvar for privat ejendomsret og skabte kirkelig godkendelse af den private ejendomsret som en videreudvikling af naturtilstanden, men tilføjede, at fattigdom og kommunal ejendom fortsat var det rigtigste for fromme kristne. Disse tanker fik varig indflydelse, både gennem [[1600-tallet]]s [[folkeret]]stænkning og langt senere hos [[Adam Smith]] som byggede meget af sin tænking på forestillinger om menneskets ''naturlige tilbøjeligheder'' til bytte, handel, og overholdelse af aftaler.
Helt frem til 1500- og 1600-tallet blev det ikke udviklet nogen økonomisk videnskab, som gjorde forsøg på at adskille moralske fra økonomiske spørgsmål. Analyser af afkastning og ulige former for udbyttemaksimering fandt ikke vej til læreanstalterne, men fandtes i det skjulte blandt handelsmænd. Etiske og teologiske debatter om økonomiske spørgsmål blev domineret af drøftelser af hvornår, og i hvilken grad, økonomisk aktivitet var i strid med Guds vilje. Først med opdagelserne og renæssancen fra 1500-tallet begyndte den økonomiske udvikling at komme så åbenlyst i strid med kirkeretten, at den gamle lære ikke lod sig opretholde. De nye, stærke nationalstater og deres støtter indenfor håndværk, industri og handel tog et opgør med skolastikken og udviklede et helhedssyn kaldt [[merkantilisme]].
Linje 101:
:"Hvis den menneskelige kløgt og ånd skal arbejde med materien, indretter den sit arbejde efter stoffet og begrænses deraf. Men hvis den arbejder på sig selv som edderkoppen når den spinder sit væv, så er den uendelig og frembringer edderkoppespind af lærdom, som man må beundre på grund af den fine tråd og det fine arbejde, men som er uden substans eller nytte."
Denne kritik til trods skulle det vise sig, at skolastikken efterlod sig en vedvarende arv i form af de emner, der blev underkastet fremtidig tænkning, men ikke eller i hvert fald i langt mindre grad de fremgangsmåder, denne tænkning gjorde brug af.
== Genopblomstring ==
Linje 187:
[[io:Skolastikismo]]
[[is:Skólaspeki]]
[[it:
[[ja:スコラ学]]
[[ka:სქოლასტიკა]]
| |||