The Stranglers: Forskelle mellem versioner

The Stranglers (Kvælerne) opnåede popularitet under den engelske [[punk]]bølge, som de blev associeret med, selvom de aldrig blev anset for ren punk af flere årsager: Dels var de ældre end medlemmerne af de øvrige punkbands, dels var The Stranglers teknisk dygtigere, og mere melodiske musikalsk. Teksterne var mere intellektuelle og handlede eksempelvis om præstestyret i Iran, australsk indenrigspolitik eller genetisk manipulation, krydret med skæv humor. Navnet "The Stranglers" opstod i bandets tidlige år, da bassist JJ Burnel efter endnu en upopulær optræden stormede ud i backstageområdet og rasende udbrød (med henvisning til publikums negative reaktion på bandet): -"Well, the stranglers have done it again!" (løst oversat: Nå, så kvalte de os igen!")

 

Bandets 3 første plader, hvoraf den første er '[[Rattus Norvegicus]]' fra 1977, blev udgivet i en periode på 18 måneder, hvilket gav dem et kraftigt afsæt og en dedikeret fanskare.

 

Musikalsk var de første plader drevet af bassist Jean-Jacques Burnels melodier og Cornwells tekster, men især fra 3. plade begyndte keyboardspiller Dave Greenfield at sætte sit præg på melodierne, og er også skaber af bandets største hit 'Golden Brown' fra 1982. Greenfields stil mindede om Ray Manzereks, keyboardspiller i [[The Doors]], men Greenfield siger i David Buckleys biografi om The Stranglers, ''No Mercy'', at han ikke kendte til The Doors før et stykke inde i karrieren. Hugh Cornwell gentager dette i biografien ''Hugh Cornwell - The Stranglers Song By Song''.

 

 

Efter Hugh Cornwells afsked rekrutterede bandet guitarist Paul Ellis og sanger Paul Roberts, som begge blev med bandet i en række år, før guitarist Baz Warne optog rollerne som både guitarist og sanger.

 

 

The Stranglers turnerer stadig som kvartet og har udgivet det 17. studiealbum "Giants" i foråret 2012.