Valutacentralen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
C960657 (diskussion | bidrag) m link |
||
Linje 2:
==Den første valutacentral==
Formålet for den første valutacentral var at styrke den danske krones internationale værdi. Den blev oprettet ved lov [[29. marts]] [[1924]] og ophørte med at fungere ved udgangen af [[1926]]. [[Handelsministeriet]] og Nationalbanken udpegede en bestyrelse med tre medlemmer til at overvåge størrelsen på private valutabeholdninger og -tilgodehavender og godkende brugen af fremmed valuta ved [[import]]. Også [[valutahandel]] blev overvåget og kontrolleret af bestyrelsen.
==Baggrunden for den anden valutacentral==
[[England]] valgte [[21. september]] [[1931]] at forlade guld[[møntfod]]en, det vil sige ikke længere lod seddeludstedelsens størrelse være knyttet til landets [[guldreserve]]r. I første omgang tøvede den danske regering med at følge England og fritage Nationalbanken for dens forpligtelser til at udlevere guld mod indlevering af sedler.
Det blev dog hurtigt klart, at man ikke kunne bevare kronen i [[pari]], det vil sige bevare fuld omvekslelighed mellem sedler og guld. 57% af den danske [[eksport]] gik til England. Med den engelske [[devaluering]], man måtte forvente, ville eksportindtægterne uværgeligt falde, da danske varer ville blive dyrere målt i [[Engelsk pund (møntenhed)|engelske pund]]. Samtidig var der ikke udsigt til, at importudgifterne ville falde, da det hovedsageligt var [[Tyskland]], [[USA]] og andre guldfodslande, der leverede Danmarks import. Derfor måtte man forudse et pres på [[betalingsbalance]]n, der ville blive yderligere forværret af, at importørerne ville forsøge at fremskynde deres betalinger, fordi en eventuel dansk devaluering ville betyde større udgifter for importørerne målt i danske kroner.
[[29. september]] [[1931]] blev Nationalbanken ved lov løst fra forpligtelsen til at veksle sedler til guld. En årsag var protester fra [[landbrug]]et over den nedgang i eksportindtægterne, som ville blive en følge af at fastholde guldfoden. Det var også af betydning, at [[Norge]] og [[Sverige]] [[27. september]] om aftenen havde meddelt, at de ville forlade guldet. Endelig havde Nationalbanken svært ved at holde kontrol med valutakurserne uden at tage voldsomme [[diskonto]]forhøjelser og [[kredit]]indskrænkninger i brug.
Ved et møde i Nationalbanken [[5. oktober]] [[1931]], hvor handelsminister [[C.N. Hauge]] og hovedbankerne deltog, besluttede man, at der skulle ske en frivilig [[rationering]] af kreditten til importører, mens de indenlandske producenter ikke skulle være underlagt kreditrationeringen. Denne frivilige rationering skulle beskytte Danmarks [[valutareserve]]r, der ikke længere kunne hjælpes ved långivning fra udlandet, da denne hørte op. Importen af nødvendigheder og [[råvare]]r til landbrug og industri skulle sikres på bekostning af forbrugsvarer.
Den frivilige kreditrationering havde imidlertid ikke den ønskede effekt. Nationalbankens valutareserver faldt fra godt 50 millioner kroner i slutningen af oktober til cirka 20 millioner kroner i midten af november 1931. Derfor blev ''Lov om foranstaltninger til værn for den danske valuta'' vedtaget [[18. november]] 1931.
Valutaproblemerne fortsatte imidlertid også herefter. I slutningen af november måtte Nationalbanken eksportere for cirka 20 millioner kroner guld for at styrke valutabeholdningen. Og senere blev det nødvendigt med yderligere guldsalg. Selvom problemerne blev mindre mod årets slutning, var det klart, at den eksisterende valutakontrol ikke var tilstrækkelig til at løse problemerne med valutabeholdningen.
==Vedtagelsen af Valutacentralen==
[[30. januar]] 1932 blev der vedtaget en ny ''Lov om foranstaltninger til værn for den danske valuta'' til erstatning for loven af 18. november 1931. Den nye lov indeholdt blandt oprettelsen af Valutacentralen.
Anledningen var ikke en akut valutakrise, men en forhøjelse af den tyske smørtold. Man forventede, at den fordobling af tolden, der blev meddelt [[19. januar]], ville nedbringe den danske smøreksport til Tyskland fra over 30.000 tons til 5.000 tons, der var den mængde, man kunne indføre til en lavere toldsats.
Partiet [[Venstre]], der traditionelt repræsenterede landbrugets interesser og gik ind for en liberal handelspolitik, blev så foruroliget ved udsigten til den voldsomme reduktion i smøreksporten til Tyskland, at partilederen [[Thomas Madsen-Mygdal]] fandt det nødvendigt at sikre den danske eksport ved handelspolitiske indgreb, der enten kunne være told eller importregulering. Af de to muligheder mente man, at reguleringen var mest effektiv.
Reguleringsloven skulle være midlertidig og fik derfor i første omgang en gyldighedsperiode på to måneder. Loven blev uden problemer forlænget med yderligere to måneder, men derefter var Venstre og [[de Konservative]] ikke længere varm på ideen. [[Ministeriet Thorvald Stauning II|Den socialdemokratiske regering]] fastholdt imidlertid, at Valutacentralen var den bedste løsning og udskrev [[Folketingsvalg 1932|valg i efteråret 1932]] på valutaloven. Resultatet blev en sejr til den siddende regering og dermed en videreførelse af den eksisterende valutalovgivning. Et lignende forløb gentog sig
==Valutacentralens formål==
| |||