Senmiddelalder: Forskelle mellem versioner

'''Senmiddelalder''' er den sidste del af [[middelalderen]]: i [[Danmark]] ca. [[1350]]-[[1536]], i[[Europa|europæisk]] ca. [[1300]]-[[1500]]. Hos os( mellem [[pest]]epidemien, [[den sorte død]], og [[reformationen]]).

Omkring år [[1300]] blevbegyndte en århundredelang europæisk blomstring, både kulturelt og befolkningsmæssigt, kun afbrudt af en række tilbageslag med [[Den store hungersnød]] og [[den sorte død]]. De halverede vissebefolkningen flere steder befolkningen. De skyldtes delvis afdels klimaforandringer forårsaget afved afslutningen på [[Middelalderlige varmeperiode|den varme periode i middelalderen]] og begyndelsen på [[den lille istid]], og delvis afdels en [[Thomas Malthus|Malthus]]-katastrofe forårsaget af [[overbefolkning]]. Dertil kom også social uro og krig. I[[Frankrig]] og [[England]] ramtes af flere store bondeoprør og [[hundredeårskrigen]]. Den [[Katolicisme|katolske]] kirke blev delt af ''[[Det store skisma]]'' mellem [[1378]] og [[1414]].

På den anden side havdeMen 1300-tallet ogsåhavde stor fremgang inden for kunst og videnskab. Genopdagelsen af de [[Oldtidens Grækenland|antikke græske]] og [[Romerriget|romerske]] tekster førte til [[renæssancen]] - genfødelsen. Den var allerede begyndt ved kontakten med [[Arabere|araberne]] under [[korstog]]ene, men var i ro efter [[Konstantinopel]]s fald til [[Tyrkiet|tyrkerne]], da flere [[Østromerske Kejserdømme|byzantinske]] lærde måtte søge tilflugt i vest, specielt i [[Italien]]. Opfindelsen af [[bogtryk]]kerkunsten havde stor effekt på det europæiske samfund. Den øgede spredningen af det skrevne ord, demokratiserede uddannelserne og reducerede den katolske kirkes magt. Resultatet var den [[Protestantisme|protestantiske]] [[reformationen|reformation]]. Væksten i [[Osmanniske Rige|Det Osmanniske Rige]] kulminerede med [[Konstantinopels fald]] i [[1453]] – som også var det år Hundredeårskrigen blev afsluttet – og forhindrede al handel med østen. Men [[Christoffer Columbus]]' opdagelse af [[Amerika]] i [[1492]] og [[Vasco da Gama]]s rejse til [[Indien]] (syd om Afrika) i [[1498]], åbnede nye handelsruter og forstærkede økonomien og de europæiske nationers magt.

Denne udvikling gør det nærliggende at tale om afslutningen af [[middelalderen]] og begyndelsen på den moderne tid. Delingen mellem middelalder og [[nyere tid]] vil væreer en konstrueret skillelinje, da antik lærdom aldrig var helt fjernt for det europæiske samfund. Historikere i Italien ser 1300-tallets renæssance som en direkte overgang til [[Tidlig moderne tid|den moderne tid]].

[[Slaget ved Bannockburn]] i [[1314]] markerede afslutningen på Englands stræben efter at få kontrol over [[Skotland]], og skotterne blev derefter en stærk stat under [[Huset Stuart|Stuarterne]]. Fra [[1337]] blev Englands opmærksomhed rettet over Kanalen mod Frankrig i [[hundredeårskrigen]]. [[Henrik 5. af England|Henrik VsV's]] sejr i [[slaget ved Agincourt]] i [[1415]] forede to kongedømmer, men hans søn, [[Henrik 6. af England|Henrik 6.]], afskaroverskar snart alle de tidligere bånd. Umiddelbart efter krigens afslutning i [[1453]] begyndte dynastiske stridigheder: i [[Rosekrigene]] ([[1455]]-[[1485]]). De endte med [[Henrik 7. af England|Henrik 7.s]] tiltrædelsesejr og et stærkt, centraliseret [[Tudordynastiet|Tudor]]-monarki. Mens Englands opmærksomhed blev rettet andre steder hen, lykkedes det [[Irland]] at få uafhængighed under engelsk overherredømme.

[[Fil:Joan of arc miniature graded.jpg|thumb|[[Jeanne d'Arc]]<br />maleri fra tiden mellem 1450 og 1500]]

I Tyskland blev [[Tysk-romerske rige|Det tysk-romerske rige]] overført til [[Huset Habsburg|habsburgerne]] i [[1438]],; hvordet beholdt magten forblev til rigets opløsning i [[1806]]. Efter habsburgerneNu deltes riget, og megen magt og indflydelse gik til finansielle institutioner som [[Hanseforbundet|hanseaterne]] og familien [[Fugger]].

[[Østromerske Kejserdømme|Det Byzantinske Rige]] havde en lang tidlænge domineret de sydlige dele af [[Østeuropa]] politisk og kulturelt. Ved rigets fald i [[1453]] stod det i skattegæld til [[Osmanniske Rige|Det Osmanniske Rige]], som lå omkring [[Konstantinopel]] og nogle få enklaver i [[Grækenland]]. Fra 1453 var det østeuropæiske område under tyrkisk kontrol til [[slaget ved Wien]] i [[1683]].

Omkring 1300 sluttede [[Middelalderlige varmeperiode|den varme periode i middelalderen]] og blev fulgt af [[den lille istid]]. Det kolde [[klima]] gav reduceretødelagde [[landbrug]], og skabte hungersnød, [[pest]] og krig. Det farligste var [[Den store hungersnød]] mellem [[1315]] og [[1317]], [[den sorte død]] og [[Hundredeårskrigen]]. Da befolkningen i Europa var decimeret, blev der mere jord til de overlevende, og arbejdskraften blev dyrere. Forsøg fra jordejerne på at reducere arbejdslønnen som den engelske 'Vedtægt for Arbejdere' af [[1351]] ("Statute of Labourers") var dømt til at mislykkes. Resultatet var afslutningen på [[livegenskabetLivegenskabet]] ophørte i store dele af Vesteuropa. I Østeuropa var der få store byer med et [[borgerskab]], som fungerede som en modvægt mod de store godsejere, og borgerne undertrykte almuen endnu mere. <!-- pine?. -->

[[Italien]] blev ramt af pesten i [[1347]], og den spredte sig via handelsveje til andre dele af Europa, det [[Nordafrika|nordlige Afrika]] og [[Mellemøsten]] i 1348. Videre spredtes den til [[Mesopotamien]], Sydspanien, [[Nordeuropa]] (bl.a. Island og Norge) og til sidst Rusland i 1351. [[Polen]] lukkede grænserne og blev skånet for pesten. [[Island]] blev delvis skånet, da mandskabet på skibne dertil stort set døde før de kom frem. CircaCa. en tredjedel af befolkningen døde.

Pesten kom til [[Bergen]] i sommeren 1349 med et skib med korn fra England. Mindst halvdelen af befolkningen i Norge og måske 60% af befolkningen i Europa døde,: 50 af 80 millioner. På verdensbasis omkom omkring 75 millioner mennesker omkom i epidemien. Tallene er usikre.

DetDer har måske været et udbrud efteråret 1348, men det blev stoppet af vinterkulden. Det sidste offer for den sorte død i Norge var stavangerbispen som døde 7. januar 1350.<!-- kilder ? -->

[[Slaget ved Bannockburn|Bannockburn]] ([[1314]]) og [[Slaget ved Grandson|Grandson]] i [[1476]] viste, at den store militære æra for [[Feudalisme|feudal]]-[[kavaleri]]et var forbi, og den blev erstattet med et godt udstyret [[infanteri]]. Englænderne vandt over franskmændene i hundredeårskrigen på grund af de meget effektive engelske [[langbue]]r, en opfindelse fra [[Wales]]<!-- Man havde vel haft langbuer før ? -->. I det lange løb bidrog den militære udvikling, sammen medog økonomiske og politiske hensyn, til at [[lejesoldat]]er var at foretrække frem for de feudale tropper. [[Schweizergarden]] var for eksempel meget eftertragtet.

Opfindelsen af [[krudt]]et forandrede krigførelsen betydeligt. Ikke vedsom håndvåben, men som belejringsvåben. [[Kanon (våben)|Kanonerne]] skulle vise sig at være yderst effektive til at ødelægge slotsmure. Det betød, at den feudale godsherres magt ikke længere var absolut.