Karl Popper: Forskelle mellem versioner

Videnskabsteoretisk grundlagde Popper [[falsifikationisme]]n. Modsat de [[logisk positivisme|logiske positivister]], der hævdede, at en videnskabelig teori skulle være [[verifikationisme|verificerbar]] - dvs. at den skulle kunne bekræftes gennem observation - forsvarede Popper et falsifikationistisk standpunkt. Han hævdede, at en videnskabelig teori skal være formuleret således, at den kan modsiges af nogle mulige iagttagelser. Den skal med andre ord være en dristig hypotese, der løber den risiko at blive modbevist. Dette synspunkt blev til dels udarbejdet på basis af Poppers beundring for [[Albert Einstein|Einstein]], hvis teorier havde ekstremt præcise forudsigelser, og hans foragt for [[psykoanalyse]]n. Psykoanalysen var, ifølge Popper, således udarbejdet, at en hvilken som helst tænkelig menneskelig adfærd kunne forklares ud fra denne, og således kunne den ikke falsificeres.▼

Popper kaldte sit synspunkt [[kritisk rationalisme]]. Den menneskelige erkendelse og videnskab gør fremskridt derved, at teorier forsøges kritiseret gennem observation og ved fornuftens hjælp. Enhver videnskab bør for Popper kunne forbedres, og enhver teori potentielt kunne modbevises. Dette kaldes også [[fallibilisme]]. En god teori må være sådan konstrueret, at den udsætter sig for faren for at blive gendrevet. God videnskab er at fremlægge hypoteser, for så at stille sig åben for kritisk prøvning. Hvis det ikke sker, er der kun tale om [[myte]]r eller [[metafysik]]. Marxismen hører under de kategorier, idet den - ligesom psykolanalysen og senere [[creationisme]]n - er et selvimmuniserende tankesystem, dvs ikke åbner sig for kritik udefra. Tværtimod neutraliserer marxismen al kritik, ved at tilpasse den til sine færdigt opsatte tankebaner, eller affejer dem, der fremsætter kritikken, med at de må tilhøre [[klassefjenden]]. Marxismens forudsigelser slog jo heller ikke til: I stedet for en øgende afstand mellem rige og fattige, skete der i Poppers levetid en almen velstandsøgning i Vesten. Han advarede allerede i 1945 i ''The Open Society'' om, at den sovjetiske centralplanlægning var en opskrift for egen undergang. Og ganske rigtigt var de eneste områder, hvor Sovjetunionen overgik Vesten, teoretiske discipliner som matematik og fysik, fordi informationsfriheden dér var uden grænser. Ligesom [[Bertrand Russell]], som Popper så op til, mente Popper at kunne forudsige kommunismens fald af videnskabsteoretiske årsager; en centralstyret økonomi har ikke tilstrækkelig adgang til nødvendig information om alle dele af sin økonomi til at kunne fungere. Popper mente, at [[demokrati]]et havde sejret i [[den kolde krig]], fordi demokrati er den eneste styreform med en indebygget evne til forandring og kritik af den styrende magt. <ref>Bernt Hagtveit: ''Ideologienes århundre'' (s. 166-7)</ref> ▼

Popper udarbejdede i sin sene karriere også en metafysisk teori, som er et løsningsforslag til sjæl-legeme problemer. Under dette arbejdede han tæt sammen med [[John Eccles]], nobelpristager og hjerneforsker. Ifølge Popper er verden delt i tre sfærer: Verden 1 (fysiske ting), verden 2 (bevidstheder) og verden 3 (logiske relationer). Teorien har således både elementer fra [[Descartes]]' [[dualisme]] og Platons idélære, men fik ikke megen gennemslagskraft.▼