Versionen fra 16. sep. 2012, 20:18 redigér Ptbotgourou (diskussion \| bidrag) 13.749 edits m r2.7.2) (Robot tilføjer oc:Actes de paraula ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 28. sep. 2012, 01:56 redigér fjern redigering Shabdoo (diskussion \| bidrag) 270 edits No edit summary Gå til næste forskel →
Linje 1: En '''talehandling''' (engelsk: ''speech act'') er et sprogligt udsagn der udfører en ''[[handling (virke)\|handling]]'' med ikke -sproglige konsekvenser. Talehandlingsteorien udvikledes af [[sprogfilosofi\|sprogfilosoffen]] [[J. L. Austin]] midt i det tyvende århundrede. Han definerede talehandlinger som former for udsagn der ikke blot refererer til virkeligheden men som skaber virkelighed, eller som handlinger der udføres blot ved at sige noget. Eksempler på sådanne handlinger er at love noget, at navngive noget, at erklære nogen for ægtefolk og så videre. Fælles for talehandlinger er at de ikke kan beskrives som sande eller falsk, men kun vurderes i forhold til om de formår at udføre den tilsigtede handling. I store dele af [[lingvistik]]kens og [[sprogfilosofi]]ens historie har [[sprog]] primært været set på som en måde at referere til [[kendsgerning (videnskab)\|kendsgerning]]er, "fakta", og der har været en tendens til at ignorere andre måder at bruge sproget på. Men [[J.L. Austin]]s (1911–1960) arbejde førte til at [[filosof]]fer begyndte at blive mere opmærksomme på hvordan sproget bruges i dagligdags aktiviteter. Hans student [[John Searle]] (født 1932) videreudviklede denne tilnærmelse. Det første systematiske arbejde med talehandlinger blev dog gjort længe før, af den tyske [[fænomenologi\|fænomenolog]] [[Adolf Reinach]] i [[1913]].

Talehandling: Forskelle mellem versioner