Konstitutionelt monarki: Forskelle mellem versioner

* For at et lovforslag kan vedtages, skal begge kamre godkende det. Det er svært, da der i Folketinget er flertal af bønder, mens der i Landstinget er flertal af nationale liberale borgere og godsejere.

* 1848 – Slesvig-holstenerne kræver en fri forfatning for Slesvig og Holsten og sender en delegation til Frederik d. 7. Kongen (i praksis det nyudnævnte martsministerium) afviser deres krav om, at Slesvig og Holsten skal have en fælles fri forfatning, og at Slesvig, der i modsætning til Holsten ikke er medlem af Det Tyske Forbund, skal have lov til at indtræde i dette. Det er regeringens hensigt, at den fri forfatning, der skal sættes i kraft, både skal gælde for Kongeriget og Slesvig, medens holstenerne selv må bestemme, hvordan deres forfatning og tilknytning til Det Danske Monarki skal være.

* Det aftales, at Slesvig-Holsten forbliver under den danske konge, og at Slesvig ikke må knyttes tættere til Kongeriget end Holsten.

* Kongen ønsker at fuldføre "helstaten", Danmark, Slesvig og Holsten, under ét. Andre er fortalere for [[Ejderpolitikken]], som går ud på at inkorporere Slesvig i Kongeriget og lade Holsten selv afgøre, om det fortsat vil være en del af Det Danske Monarki. I de regeringer, der efterfølger Martsministeriet, er der dog også fortalere for en deling af Slesvig (kultusminister N.J. Madvig og minister uden portefølge teologen H.N. Clausen), således at den sydlige helt overvejende tyske del af Slesvig sammen med Holsten udskilles af Monarkiet. Disse tanker bliver dog ikke realiseret, blandt andet fordi der hverken er tilslutning til dem i Slesvig og Holsten eller blandt udenlandske magter som Østrig, Preussen og Rusland, hvortil kommer, at mange danske politikere som de konservative helstatspolitikere og en del nationalliberale heller ikke går ind for dem. Også kongen Frederik 7. er imod delingstanken.