|
En '''filibuster''' er en organiseret forhindring, typisk i form af en meget lang tale (evt. flere) eller fastholden af procedurespørgsmål, med det overordnede hovedformål at forhindre vedtagelsen af et lovforslag i et besluttende organ eller forsamling, eksempelvis et nationalt [[parlament]]. Udtrykket stammer fra [[USA]]'s [[Senatet (USA)|Senat]], hvor [[forretningsorden]]en ikke giver mulighed for at tage ordet fra en senator, der bliver ved med at tale.
Den hidtil længste filibuster-tale i USA's Senat blev holdt af [[Strom Thurmond]] (på den tid [[Demokratiske parti (USA)|demokratisk]] senator) i [[1957]], da han talte mod den foreslåede [[borgerrettigheder|borgerrettighedslovgivning]] i 24 timer og 18 minutter. Forslaget blev alligevel vedtaget.
Filibusteraktiviteter i større tilbagevendende omfang kendes fortrinsvis fra [[USA]] samt fra [[Canada]], [[Storbritannien]] og [[Frankrig]], men fænomenet er ikke ukendt i forbindelse med beslutningsprocesser, der foregår inden for rammerne af [[blokpolitik]], dvs. med to eller flere meget store blokke, der står politisk relativt stejlt over for hinanden.
== Baggrund ==
Udtrykket filibuster flev første gang brugt i [[1851]]. Ordet stammer fra det spanske ord ''[[filibustero]]'' som betyder ''[[pirat]]'' eller ''[[fribytter]]''. Denne vending af ordet udspringer af det franske ord ''[[flibustier]]'', som igen stammer fra det hollandske ''[[vrijbuiter]]''. Dette ord blev brugt af datidens amerikanske eventyrer fortrinsvis fra de sydlige stater, som forsøgte at vælte regeringerne fra de midt-amerikanske stater og blev overført til brugerne af ''filibuster'', som en tatik til at forlænge, sabotere eller kapre en debat.
Formålet med en filibuster er som regel at vinde tid til at forhindre vedtagelsen af et lovforslag eller forhandle om væsentlige ændringer. Gennem en lang diskussion bliver ikke kun beslutningen om det aktuelle forslag udskudt, men alle andre punkter på dagsordenen bliver blokeret og kan ikke komme til afstemning, før filibusteren er afsluttet. En filibuster er således et effektivt middel, hvorved et betydende mindretal i parlamentet kan forsøge at påvirke beslutningsprocessen.
Filibuster som forhalingsmiddel er ikke en opfindelse fra USA. Allerede i det gamle [[Romerriget|Rom]] var der marathontaler. Således beklagede [[Julius Cæsar]] sig i sin bog ''De Bello Civili'' over, at han ærkefjende [[Cato den Yngre|Cato]] talte hele dagen i senatet.
== Filibuster i USA' senat ==
Filibuster kendes i dag særligt fra [[Senatet (USA)|senatet]] i den [[Kongressen (USA)|amerikanske kongres]]. Indtil [[1917]] fandtes der ingen regler for, hvor længe den enkelte senator måtte tale i Senatet. Imidlertid indførte man i Senatet en forordning om, at trefemtedele af Senatets medlemmer kan stemme om, at få afbrudt en debat. Imidlertid skal en anmodning om en sådan afstemning indgives to dage får afstemningen kan finde sted, og i tilfælde af at forslaget bliver vedtaget, kan debatten altid fortsætte yderligere 30 timer (hvilket er længere end den hidtil præsterede filibuster i Senatet). En filibuster er således forsat et effektivit redskab i Senatet til at vinde tid i forbindelse med et lovforslag.
Fra 1917 til [[1949]] gjaldt der en regel om, at debatten kunne afsluttes med totredjedeles flertal af de afgivne stemmer. I 1959 blev reglen imidlertid skærpet, så det kun var totredjedele af samtlige senatorer, der kunne beslutte dette. Siden gik man tilbage til den oprindelige regel for endelig i [[1975]] at indføre den nuværende trefemtedeles regel. Med de nuværende 100 senatorer i Senatet betyder det, at der skal være mindst 60 stemmer for, før man kan afbryde en filibuster.
Teoretisk kunne Senatet ændre den generelle taletid gennem en ændring af forretningsordenen, men det er imidlertid ikke aktuelt. Begge partier i Senatet har i forskellige sammenhænge benyttet filibuster som strategi, og den ubegrænsede debatret anses som en del af Senatets væsen. Det hænger sammen med, at i forbindelse med [[USA's forfatning|forfatningen]] blev Senatet etableret som et modstykke til [[Repræsentanternes Hus]], hvor lovforslagene drøftes og afstemmes efter noget mere regulerede forhold. Den amerikanske kongres arbejder efter et såkaldt ''checks-and-balances''-princip, hvor Senatet har en særlig rolle i at sikre, at lovgivning samt [[USA's præsident|præsidentens]] embedsførelse sker i overensstemmelse med forfatningens grundprincipper. Derfor anser man også en grundig debat af lovene som en ret og forpligtelse for Senatet. Derfor accepteres det også, at Senatet kan have en længere beslutningsproces, og filibuster anses som et vigtigt led i sikring af forfatningskonformiteten.
Da Senatet under en filibuster ikke kan behandle andre spørgsmål, og da en filibuster er opslidende for alle parter, forsøger man at undgå overhovedet at sætte forslag på dagsordenen, hvor mindst 41 senatorer truer med en filibuster. Derfor kommer det sjældent til en filibuster i Senatet.
Den første filibuster i Senatet skete i [[1841]] da det daværende [[Whigpartiet (USA)|Whig-parti]] havde flertal i såvel Repræsentanternes Hus og Senatet. I forbindelse med behandlingen af et lovforslag om en reform af bankvæsenet benyttede demokraterne sig for første gang af muligheden for ubegrænset taletid. Filibusteren varede fra [[18. februar]] til [[11. marts]], men det lykkedes ikke demokraterne at forhindre lovvedtagelsen.<ref>[http://arbejderen.dk/artikel/2009-02-18/18-februar-1841-filibuster-langtrukkent-politisk-teater 18. februar 1841 - Filibuster - Langtrukkent politisk teater], Arbejderen, 18. februar 2009</ref>
=== Længste taler ===
Den længste tale i Senatet varede 24 timer og 18 minutter og blev holdt af senator [[Strom Thurmond]] fra [[South Carolina]] den [[28. august|28.]] og [[29. september]] [[1957]] for at forhindre vedtagelsen af [[Civil Rights Act (1964)|borgerretsloven fra 1964]] som skulle lette [[afroamerikaner]]nes valgdeltagelse. Han citerede blandt andet [[USA's uafhængighedserklæring]], [[Bill of Rights (USA)|Bill of Rights]] og valglovene i samtlige delstater. I talen refererede han sågar også til kageopskrifter fra hans bedstemor. Thurmond havde på forhånd gjort opmærksom på sin filibuster, og han havde forberedt sig godt. Således havde havde han været i [[sauna]] inden talen for at undgå at skulle på toilettet. Skulle det imidlertid ske, stod en medarbejder klar i et rum ved siden med en spand, så han kunne forrette sin nødtørft fortsat med det ene ben i Senatet. Også senatskollegaerne havde forberedt sig og havde taget tæpper med. Til sidst blev hans tale utydelig og monoton. New York Times skrev om begivenheden, at Thurmond lige så godt kunne have læst op af en telefonbog. I alt varede forhandlingerne om loven 57 dage, hvor Senatet ikke kunne behandle andre sager. Thurmonds indsats var imidlertid spildt, idet loven kort efter hans tale blev vedtaget. Både denne tale og hans næsten 50 års medlemskab af Senatet har gjort ham til en legende.<ref>[http://www.swr.de/swr2/programm/sendungen/zeitwort/-/id=5102128/property=download/nid=660694/1rv2yfr/swr2-zeitwort-20090828.pdf SWR2 Zeitwort fra 28. august 2009] {{de sprog}}</ref>
Rekorden før Thurmond indehaves af [[Wayne Morse]], der holdt en 22 timer lang tale den [[24. april|24.]] og [[25. april]] [[1953]]. Berømt er også [[Huey Pierce Long]]s 15 timer lange tale den [[12. juni|12.]] og [[13. juni]] [[1935]], hvor han bl.a. fortalte om hans opskrift på stegte [[østers]].<ref>[http://topics.nytimes.com/top/reference/timestopics/subjects/f/filibusters_and_debate_curbs/index.html?inline=nyt-classifier Filibusters and Debate Curbs The New York Times 30. April 2009] {{en sprog}}</ref>. [[Robert Byrd]] holdt den [[9. juni|9.]] og [[10. juni]] en 14 timer lang tale mod borgerretsloven. Den første lange filibuster siden indførelsen af live-udsendelse fra Senatet blev holdt af [[Alofone D'Amati]] den [[5. oktober]] [[1992]] med en 15 timers tale og sang, for at forhindre en skrivemaskinefabrik at flytte fra hans hjemstat [[New York]].
=== Filibustersikkert flertal ===
Et flertal på 60 senatorer kan afbryde en filibuster. Et så stort flertal er imidlertid sjældent at opnå, bl.a. fordi gruppedisciplinen i partierne sjældent er så stærk.
Ved indførelsen af reglen i 1975 om trefemtedeles flertal var der præcis et sådan filibustersikkert flertal. Den 94. kongres, som sammentrådte den [[3. januar]] 1975, havde et [[Demokratiske parti (USA)|demokratisk]] flertal på 60 pladser - en overgang endda 61 pladser. I den 95. kongres, der sad i perioden [[1977]] til [[1979]] var der også et flertal på 61 mandater, der dog den [[8. november]] [[1978]] med valget af [[David Durenberger]] blev reduceret til 60 pladser. Flertallet blev tabt den [[30. december]] 1978, da [[Republikanske parti (USA)|republikaneren]] [[Thad Cochran]] blev valgt ind i Senatet.
Fra [[7. juli]] [[2009]] til [[25. august]] 2009 blev flertallet nået igen, da demokraten [[Al Franken]] blev taget i ed. Han havde vundet valget den [[4. november]] [[2008]] med et forspring på kun 312 stemmer foran modstanderen [[Norm Coleman]]. Men først efter flere omtællinger og en lang retssag blev hans sejr kundgjort af den højeste retsinstans i delstaten [[Minnesota]] den [[30. juni]] 2009.<ref>[http://www.kleinezeitung.at/nachrichten/politik/2055234/index.do Kleine Zeitung: US-Demokraten eroberten 60. Sitz im Senat] {{de sprog}}</ref> Flertallen gik imidlertid tabt igen den 25. august 2009 med [[Edward Kennedy]]s død.
Fra [[24. september]] 2009 til [[4. februar]] [[2010]] opstod flertallet igen, efter at [[Paul G. Kirk]] blev udnævnt som Kennedys efterfølger. Han opstillede imidertid ikke til valget, og posten gik til republikaneren [[Scott Brown]], der blev taget i ed den 4. februar. Dermed sluttede denne anden korte periode med filibsutersikkert flertal i det amerikanske Senat.<ref>[http://www.upi.com/Top_News/US/2010/02/04/Brown-sworn-in-to-fill-Kennedy-Senate-seat/UPI-82741265303270 upi.com] {{en sprog}}</ref>
== Andre lande ==
=== Danmark ===
I det [[Danmark|danske]] [[Folketing]] er en filibuster ikke mulig, idet Folketingets forretningsorden har et meget detaljeret sæt taletidsregler. Af Forretningsordenens bilag 1 fremgår disse regler. I forbindelse med fremsættelse af lovforslag har ordføreren for forslagsstillerne generelt 10 minutter i 1. runde og 5 minutters taletid i 2. runde i lovforslagets 3 grundlovspligtige behandlinger. Almindelige medlemmer har mellem 3 og 5 minutters taletid, mens minstrene generelt har 10 minutters taletid (dog 30 minutter 1. gang under 2. behandlingen af lovforslaget).
Formanden kan giver medlemmer mulighed for at fremkomme med korte bemærkninger på op til 1 minuts varighed, og under særlige omstændigheder op til 3 minutter.
Endvidere fastsætter formanden for Folketinget de nærmere retningslinjer for den enkelte debat, ligesom formanden har mulighed at tillade afvigelse fra taletidsreglerne, "når omfanget af en sag gør dette påkrævet".<ref>[http://www.ft.dk/Dokumenter/Publikationer/Folketinget/Forretningsorden_for_Folketinget/BILAG%201%20_%20Taletidsregler%20m,-d-,v.aspx Folketingets taletidsregler].</ref> Formanden har således ganske vide beføjelser for at styre taletiden i Folketinget.
=== Tyskland ===
I [[Tyskland]] er det umuligt at gøre anvendelse af filibuster. I [[Forbundsdagen|den tyske Forbundsdag]] er taletiden normalt begrænset til 15 minutter for de delegerede. Partikonstellationerne i Forbundsdagen deler endvidere taletiden efter en bestemt fordelingsnøgle, den såkaldte ''Berliner Stunde''. Det giver [[CDU]]/[[CSU]] og [[SPD]] en taletid på hver 19 minutter, [[FDP]] har 8 minutter og [[Bündnis 90/Die Grünen]] har 7 minutters taletid. Denne regulering gør en filibuster umulig.
I Tysklands [[tokammersystem|andetkammer]] [[Forbundsrådet (Tyskland)|Forbundsrådet]] er der normalt ingen taletidsbegrænsninger, men heller ikke her er filibuster ikke normalt.
Historisk har man imidlertid anvendt filibuster i tysk parlamentarisme. Omkring år 1900 benyttede Socialdemokraterne metoden i [[Reichstag|Rigsdagen]] som obstruktion. Grunden til dette var, at selvom Socialdemokraterne havde fået 27 % af stemmerne, havde de på grund af store forskelle i valgkredsstørrelserne kun fået 14 % af mandaterne. De benyttede derfor alle parlamentariske metoder for at forhindre hurtige beslutninger af det konservative flertal. Den længste tale blev i den sammenhæng holdt af cigaretfabrikant og SPD-medlem [[Otto Friedrich Antrick]], der den [[13. december]] [[1902]] holdt en 8 timer lang tale i Rigsdagen.<ref>Stenographische Berichte über die Verhandlungen des Reichstages. X. Legislaturperiode. II. Session 1900/1903. Band 8 (d.i. Bd. 185 Gesamtreihe), Berlin 1903, S. 7181–7225. [http://daten.digitale-sammlungen.de/~db/bsb00003567/images/index.html?id=00003567&seite=610 Scan] {{de sprog}}</ref> Han skulle tale om toldtarifloven, men dybest set handlede det om at trække afstemningen om forhøjelse af korntolden ud.<ref>[http://www1.wdr.de/themen/archiv/stichtag/stichtag2452.html Stichtag 13. Dezember 2007: „Acht-Stunden-Rede im Reichstag“], Ralf Gödde, på [[WDR 2]] og andre programmer på [[ARD]], 13. december 2007 (Audio: [http://medien.wdr.de/m/1197023975/radio/stichtag/WDR2_Stichtag_20071213_1230.mp3])</ref><ref>[http://www.wdr5.de/index.phtml?beitrag=1021941 ZeitZeichen 13. Dezember 2007: „Otto Friedrich Antrick redet acht Stunden lang im Reichstag“], Ralf Gödde, på [[WDR5]] og andre programmer på [[ARD]], 13. december 2007 {{de sprog}}</ref> Hans fremgangsmåde var at gå hver eneste paragraf i lovforslaget igennem og derefter tale en halv time om hver bestemmelses indflydelse på erhvervslivet. 20 år senere indførte man i december [[1922]] en taletidsbegrænsning på en time i Rigsdagen.
=== Frankrig ===
I [[Frankrig]] benytter man oftest en massiv fremsættelse af lovforslag som forhalingsteknik. Bemærkelsesværdige rekorder ligger her på 13.000 lovforslag fra [[Union pour la Démocratie Française|UDF]] i forbindelse med den europæiske regionalreform i februar [[2003]]. Dette blev kort efter overgået af koalitionen med [[Parti communiste français|det franske kommunistparti]] og [[Parti Socialiste|socialistpartiet]] i forbindelse med fusionen af energiforsyningskoncernen [[GDF Suez]], hvor koalitionen fremsatte 137.537 forslag. Det endte imidlertid med, at koalitionen trak forslagene tilbage.
Den franske forfatning giver regeringen nogen særlige muligheder for at forhindre en dødvande-situation, hvor parlamentet bliver handlingslammet. Artikel 49,3 giver regeringen mulighed for at vedtage et lovforslag uden afstemning medmindre et flertal fremsætter en mistilligserklæring mod regeringen. I 2008 blev denne mulighed dog begrænset til kun af kunne anvendes på budgetlove samt én gang i hver parlamentssamling (oktober til juni). En anden mulighed er anvendelsen af artikel 44,3, hvor regeringen kan gennemtrumfe, at alle lovforslag regeringen ikke har godkendt eller fremsat selv skal gennem en samlet afstemning. Denne regel har dog en mere begrænset effekt, fordi den kun undgår de mange afstemninger, men ikke selve debatten om forslagene.
=== Canada ===
I [[Canada]] kan en filibuster gennemføres ved at fremsætte et stort antal ændringsforslag til et lovforslag eller ved at udnytte taletidsreglerne i parlamentet. I [[2011]] skete der en sådan filibuster i [[Underhuset (Canada)|Canadas underhus]]. I et forsøg på at forhindre vedtagelsen af et lovforslag, der ville tvinge [[lockout]]ede medarbejdere i Canadas postvæsen til at returnere til arbejdet. [[New Democratic Party|NPD]] stod i spidsen for en filibuster, der stod på i perioden [[23. juni]] til [[25. juni]]. Partiet mente at lovforslaget undergravede den kollektive forhandlingsret.
Underhuset skulle gå på sommerferie den 23. juni, men måtte holde længere åbent på grund af filibusteren. De 103 medlemmer af NDP skiftedes til at tale i de tilladte 20 minutter plus 10 minutters spørgsmål og kommentarer for at forsinke vedtagelsen. Parlamentsmedlemmerne har taleret hver gang der skal finde en afstemning sted, og loven krævede mange afstemninger. Lovforslaget gik imidlertid igennem, da det konservative parti havde flertal i parlamentet.
=== Storbritannien ===
I [[det britiske parlament]] findes begrebet, at et lovforslag bliver ''talked out''. I [[Underhuset|det britiske underhus]] må en tale gerne gå i detaljer, sålænge den holder sig til emnet. Rekorden for en uafbrudt tale er på seks timer holdt af [[Henry Brougham]] i [[1828]]. [[John Golding]] holdt i [[1983]] en tale, der inklusiv flere pauser varede 11 timer om en reform af [[British Telecom]].
I [[1874]] begyndte [[Joseph Gillis Biggar]] at holde lange taler i Underhuset for at forsinke vedtagelsen af love under ''Irish coercion acts''. [[Charles Steweart Parnell]], der var en ung [[Irland|irsk]] nationalist i Underhuset, der i [[1880]] blev leder af ''Irish Parliamentary Party'', deltog i handlingen for at få de liberale og konservative til at forhandle med ham og sit parti. Taktikken skulle vise sig at være effektiv, og det lykkedes Parnell for en tid at få parlamentet til at tage det irske spørgsmål seriøst.
En særlig taktik blev udnyttet af [[Andrew Dismore]] fra [[Labour Party]] den [[2. december]] [[2005]]. I forbindelse med behandlingen af et lovforslag om ændring af ejendomsrettens beskyttelse lod han sig afbryde af indsigelser fra parlamentsmedlemmer. Han kommenterede deres indsigelser, for derefter at vende tilbage til sin oprindelige tale. Dermed kunne han tale i 3 timer og 17 minutter. Dermed kunne han trække en tale om et forholdsvis lille emne i langdrag.
=== Østrig ===
I Østrigs nyere historie har bl.a. [[Die Grünen (Østrig)|De Grønne]] forsøgt sig med filibuster. Det kendteste forsøg stammer fra den [[11. marts]] [[1993]], hvor partiet i forbindelse med et forslag om at afskaffe mærkning af tropetræ holdt mange og lange taler. Samlingen varede 38 timer. Med 10 timer og 35 minutter den [[11. marts|11.]] og [[12. marts]] havde Madeleine Petrovic i 17 år rekorden for den længste tale i [[Nationalrådet (Østrig)|Nationalrådet]].<ref>[http://www.parlinkom.gv.at/PG/DE/XVIII/NRSITZ/NRSITZ_00107/imfname_142170.pdf Stenographisches Protokoll der 107. Sitzung der XVIII. Gesetzgebungsperiode (10. bis 12. März 1993)] {{de sprog}}</ref> Som efterspil blev der i [[1996]] besluttet en ny forretningsorden, som begrænsede taletiden ved plenarsamlinger til 20 minutter.<ref>[http://www.parlinkom.gv.at/portal/page?_pageid=908,3938640&_dad=portal&_schema=PORTAL Parlamentskorrespondenz/09/12.03.2007/Nr. 156], Die lange Nacht im Hohen Haus {{de sprog}}</ref>
Det forhindrede imidlertid ikke nationalrådsmedlemmet Werner Kogler fra De Grønne i forbindelse med en debat i Finansudvalget om finansloven for 2011 den [[16. december|16.]] og [[17. december]] [[2010]] at trække vedtagelsen ud med en lang tale. Talen begyndte kl. 13.18 og varede 12 timer og 42 minutter til præcis kl. 2.00 om natten, og han sørgerde derfor for en ny rekord.<ref>[http://www.krone.at/Nachrichten/Werner_Kogler_blockiert_Budget_mit_Rekord-Dauerrede-Knapp_13_Stunden-Story-236033 "Werner Kogler blockiert Budget mit Rekord-Dauerrede"], [[Kronen Zeitung]], 17. december 2010</ref>
=== Australien ===
I repræsentanternes hus<ref>[http://www.aph.gov.au/About_Parliament/House_of_Representatives/Powers_practice_and_procedure/Standing_Orders House of Representatives Standing and Sessional Orders]</ref> i [[Australien]] og i Senatet <ref>[http://www.aph.gov.au/About_Parliament/Senate/Powers_practice_n_procedures/standingorders Standing Orders and other orders of the Senate]</ref> er taletiden strengt reguleret, og det er ikke muligt at benytte sig af filibuster.
=== Japan ===
I [[Japan]] benytter man sig af en særlig teknik, der går ud på at trække tiden i forbindelse med stemmeafgivelse ud. Der er ikke tale om en filibuster i egentlig forstand, men om en obstruktion i forbindelse med afstemningen. Ved afstemning kaldes det enkelte parlamentsmedlem til stemmeurnen. I den forbindelse rejser det enkelte medlem sig meget langsomt op, og går med demonstrativt små skridt hen til stemmeurnen. Hvor regeringspartierne kan afgive deres stemmer inden for 15 minutter, bruger oppositionen i forbindelse med obstruktionen omkring 1½ time. Denne adfærd kaldes på [[japansk (sprog)|japansk]] at "indlægge ko-gang" (牛歩, ushi aruki eller gyūho).<ref>[http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,875022,00.html Time Magazine], 5. juli 1963</ref>
== Litteratur ==
* Laura Cohen Bell: ''Filibustering in the U.S. Senate''. Cambria Press, Amherst 2011. ISBN 978-1-604-97734-9 {{en sprog}}
* Gregory Koger: ''Filibustering: a political history of obstruction in the House and Senate''. University of Chicago Press, Chicago 2010. ISBN 978-0-226-44965-4 {{en sprog}}
* Gregory J. Wawro, Eric Schickler: ''Filibuster: obstruction and lawmaking in the U.S. Senate''. Princeton University Press 2006. ISBN 978-0-691-12509-1 {{en sprog}}
== Noter ==
{{reflist}}
[[Kategori:Storbritanniens politik]]
[[Kategori:USA's kongres]]
{{Link FA|he}}
[[ar:مماطلة سياسية]]
[[ca:Filibusterisme]]
[[cs:Filibustering]]
[[de:Filibuster]]
[[en:Filibuster]]
[[eo:Obstrukco]]
[[es:Filibusterismo]]
[[fi:Jarrutuskeskustelu]]
[[fr:Obstruction parlementaire]]
[[he:פיליבסטר]]
[[hu:Obstrukció]]
[[id:Filibuster]]
[[is:Málþóf]]
[[it:Ostruzionismo]]
[[ja:議事妨害]]
[[ko:의사 진행 방해]]
[[nl:Filibuster]]
[[nn:Filibuster]]
[[no:Filibuster]]
[[oc:Filibusterisme]]
[[pl:Obstrukcja parlamentarna]]
[[ru:Филибастер]]
[[sv:Filibuster]]
[[zh:冗長辯論]]
[[zh-yue:拉布]]
| 