Versionen fra 24. dec. 2011, 01:52 redigér Brandsen (diskussion \| bidrag) Administratorer 32.064 edits Opretter		Versionen fra 15. jan. 2013, 00:24 redigér fjern redigering Ramloser (diskussion \| bidrag) Administratorer 12.873 edits tilføjer salomonsen+ links Gå til næste forskel →
Linje 1: [[Fil:Jean-Jacques Rousseau (painted portrait).jpg\|200px\|thumb\|Jean-Jacques Rousseau udbredte folkesuverænitetsprincippet.]] '''Folkesuverænitetsprincippet''', eller blot '''folkesuverænitet''', er en politisk læresætning, som går ud på at al [[legitimitet\|legitim]] statsmagt hidrører fra [[folk]]et selv. Begrebet står således i modsætning til princippet om [[fyrstesuverænitet]]. Folkesuverænitet kan også beskrives som [[Vox populi]]. Princippet formuleres første gang i en udtalelse fra det engelske parlament i sommeren [[1649]] efter opgøret med kong [[Karl 1. af England]]. Det blev ved udtalelsen i første ombæring, men princippet blev effektueret som [[parlamentarime\|parlamentarisk]] princip i England fra [[1689]]. Senere formuleres princippet af [[Jean-Jacques Rousseau]] i hans værk ''[[Socialkontrakten]]''. Mange forfatninger rummer referencer til folkesuverænitetsprincippet, eksempelvis [[Norges grundlov]], mens [[Danmarks Grundlov]] fastslår, at magten er hos [[Folketinget]] og kongen i forening og altså kun delvist [[implementering\|implementerer]] princippet. Som regel optræder princippet som et krav som at styret skal udgå fra en [[folkevalgt forsamling]] eller gennem direkte [[folkeafstemning]]er. Folkesuverænitetsprincippet er tæt knyttet til [[liberalisme]]ns fremvækst i [[1700-tallet\|1700-]] og [[1800-tallet]] og blev brugt som et våben i borgerskabets kamp mod kongemagten og adelens privilegier. ==Historie== Folkesuverænitet er i moderne Statsret ensbetydende med lat. suprema potestas og betegner den »højeste Magt« i Staten. Folkesuverænitet siges at herske der, hvor denne Magt tilkommer Folket. Men naar dette er Tilfældet, er ofte yderst tvivlsomt. Af Statens positive Love, af selve den skrevne Forfatning fremgaar intet med Sikkerhed. For Suverænen vil det vel altid være af en bydende politisk Nødvendighed ved Lovgivning at befæste og nærmere bestemme de statsretlige Følger af den erhvervede Suverænitet. Men Historien viser, at Suverænitet kan erhverves og tabes, uden at der samtidig foregaar en Forandring i Forfatningen. 14. Juli 1789 efter Stormen paa Bastillen gik i Frankrig Suveræniteten utvivlsomt faktisk over fra Kongen til Folket, men først i Forfatningen af 3. Septbr 1791 blev denne Overgang af den »højeste Magt« forfatningsmæssig fastslaaet. De moderne Staters Forfatningslove indeholder dernæst ingen udtrykkelig Udtalelse om, hvem Suveræniteten tilkommer. Kun en Fortolkning af Forfatningens enkelte Bestemmelser om Statsmagtens Udøvelse vil i visse Tilfælde kunne yde et Indicium. Til Hjælp ved en saadan Fortolkning har man søgt visse alm. Kriterier. Man har saaledes sagt, at Suveræniteten tilkommer den Person (Fyrsten) eller Korporation (Folket), der er berettiget til at erklære Krig. I saa Fald kendes F. ikke i den moderne Stat. Saadanne alm. Kendetegn lader sig imidlertid ikke opstille. Det afgørende er ikke, om Suverænen er formelt berettiget til at udøve visse bestemte forfatningsmæssige Beføjelser. Hvem Suveræniteten tilkommer i en Stat, beror paa, hvem der faktisk har den højeste Magt. Er Suverænen i fornødent Fald i Strid med Forfatningen faktisk i Stand til at gennemføre sin Villie? Til dette Spørgsmaals Besvarelse vil i det enkelte foreliggende Tilfælde visse historiske Forhold kunne være afgørende ell. dog vejledende. Fyrsten maa saaledes vistnok siges at være suveræn i en Stat, hvor Magtforholdene historisk set er saadanne, at Fyrsten i Nødstilfælde kan gøre et Statskup med gunstigt Udfald, medens Folket maa anses for suverænt, hvor Folket under tilsvarende Forhold kan gennemføre en Revolution. I England, hvor i de sidste Aarhundreder Revolutioner er lykkedes, men Statskup mislykkedes, er Suveræniteten herefter hos Folket. I Frankrig, de store Revolutioners Land, maa F. vistnok ligeledes siges at herske. I Tysklend-Østerrig, hvor Statskup som Regel er lykkedes Revolutioner som Regel mislykkedes, hersker derimod Fyrstesuverænitet. For de fleste Staters Vedkommende er Spørgsmaalet tvivlsomt. Til Belysning af de faktiske Magtforhold, hvorpaa Spørgsmaalets Afgørelse beror, vil en Betragtning af Hærordningens Karakter i enkelte Tilfælde kunne bidrage.<ref>Salmonsen 2. udgave 1915-1930</ref> ==Noter== {{reflist}} ==Se også== [[Suverænitet]] {{salmonsens}} [[Kategori:Politik]]

Folkesuverænitetsprincippet: Forskelle mellem versioner