Livsverden: Forskelle mellem versioner

Begrebet '''livsverden''' hører til i den [[fænomenologi]]ske tradition fra [[Edmund Husserl]], og kan siges at være den sene Husserls modsvar til Martin [[Martin Heidegger]]s pointering af mennesket som en væren-i-verden. Særligt den [[eksistentiel fænomenologi|eksistentielle fænomenologi]] efter Heidegger, [[Merleau-Ponty]] og Patocka har fokuseret på livsverdenen. Livsverdenen er den umiddelbare hverdagsvirkelighed, hvorfra vi henter de væsentligste dele af vores [[sprog]], [[begreb]]er og [[identitet]] (Pahuus, 1988). I Husserls forståelse af "livsverden" er denne den primære referenceramme for al menneskelig tænkning og handlen. Husserls tanker er på et tidligt tidspunkt blevet videreført inden for den fænomenologiske sociologi af Alfred Schütz med en understregning af, at vi altid allerede er til stede i en fælles, intersubjektiv, kulturel verden. Husserl, og hans efterfølger Schütz, kommer dog med begrebet om livsverden i konflikt med deres transcendental-filosofiske position. En konflikt som både [[Heidegger]], [[Merleau-Ponty]], Patocka og [[Sartre]] peger på, og som de selv løser ved at forstå livsverden som tænkningens prerefleksive, og dermed også videnskabens, grundlag, som man i princippet ikke kan hæve sig over. [[Heidegger]], [[Merleau-Ponty]], Patocka og [[Sartre]] tager så at sige den sene Husserl på ordet, og løser modsætningsforholdet i Husserls tænkning ved at fremhæve livsverdenens forrang. Den fænomenologiske tradition efter Husserl påpeger dette igennem flere begreber, særlig via væren-i-verden og igennem en nyfortolkning af begreberne om den naturlige indstilling og livsverden. Denne understregning af mennesket som ufravigeligt knyttet til en særlig meningshorisont er varetegnet for den fænomenologiske tradition, som kaldes [[eksistentiel fænomenologi]] (Keller, 2012).