Fænomenologi: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
mNo edit summary |
|||
Linje 3:
Begrebet fænomenologi har op igennem historien haft varierende betydninger. Begrebet blev første gang anvendt af J. H. Lambert i 1764, hvor dets betydning udlægges som: “læren om fremtrædelserne, læren om “skinnet” i modsætning til det sande og som budbringer om eller fremtrædelse for det sande”. I sin nutidige generelle [[leksikon|leksikalske]] betydning, er fænomenologien kort sagt læren om det, som viser sig for en [[bevidsthed]]. I hovedtræk er den fænomenologiske retning en filosofi, hvis [[princip]]ielle mål er at studere menneskelige [[erfaring]]er fri fra dagligdags og videnskabelige anskueformer. Bevidstheden og de genstande, der optræder i ens oplevelser, må med andre ord studeres fordomsfrit i bestræbelsen på at beskrive og bestemme deres natur.
Denne udlægning trækker på den transcendentale fænomenologi efter Husserl, grundlæggeren af den moderne fænomenologi, idet netop førstepersons perspektivet (det transcendentale ego) og bevidstheden er centrale begreber i forhold til at forstå fænomenernes fremtrædelse. Heroverfor står [[eksistentiel fænomenologi]], som er et resultat af Heidegger og Merleau-Pontys arbejde. Frem for at studere fænomener 'i' bevidstheden, ville Heidegger og Merleau-Ponty forstå mennesket som grundlæggende en væren-i-verden, en kropslig åbenhed for verdens fænomener i kraft af [[livsverden]]. Forskellen mellem Husserl, og Heidegger & Merleau-Pontys forståelse af fænomenologien skyldes, at de tog et forskelligt udgangspunkt. Husserls udgangspunkt var [[Erkendelsesteori|epistemologisk]], imens Heidegger og Merleau-Pontys udgangspunkt var [[Ontologi (filosofi)|ontologisk]]. Husserl taler således om fænomenologien som en særlig metode til at studere bevidsthedsfænomener (jf. et erkendelsesmæssigt projekt), mens Heidegger og Merleau-Ponty forsøger at forstå menneskets natur (jf. et ontologisk projekt) ved at tage udgangspunkt i den levede erfaring i form af hhv. Daseins åbenhed for verden, og kroppens umiddelbare sansning (perception).
== Fænomenologiens udbredelse ==
Linje 17:
Inden for filosofien retter fænomenologien sin brod mod Descartes klassiske rationalisme, men endnu mere markant mod empirismen og positivismen, der finder sit forbillede i naturvidenskaben. Hermed er det allerede mere end antydet at fænomenologien, når den er ude i videnskabeligt ærinde, er ude for at kritisere naturvidenskabens positivistiske måde at anskue verden på, navnlig når denne podes på videnskabelige discipliner som sociologi og psykologi og her får indflydelse som skole. Indenfor kunsten får den fænomenologiske kritik af positivismen en pendent i form af en kritik af naturalismen.
Således fremstår fænomenologien fra begyndelsen som en [[negation]] (en nægtelse som betegner det modsatte af noget), snarere end som en klart afgrænset position. Den må fra sin begyndelse søge at imødegå den eksisterende tænkning, som den ser som fremmedgørende og reduktionistisk i forhold til det enkelte menneskes konkrete livssituation. Som modspil indfører Husserl i sin senere tænkning begrebet
== Fænomenologi i dansk kulturliv ==
| |||