Byområde: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m →‎Danmark: Rettet henvisning
m typo, replaced: linie → linje (4) ved brug af AWB
Linje 7:
== Afgrænsninger af byområder ==
 
Der findes ingen alment godkendte retningslinierretningslinjer for hvorledes, byområder skal afgrænses. I almindelighed er der dog enighed om, at et byområde skal opfylde tre betingelser:
#bebyggelsen skal have en vist ''tæthed'', det vil sige at der fastsættes en størsteafstand mellem bygningerne, der dog kan afviges, his særlige forhold taler herfor (store torve og pladser, parker eller lignende),
#befolkningens skal have en vis mindstestørrelse; denne afviger imidlertid betydeligt fra land til land,
Linje 18:
:''Även om avståndet mellan husen överstiger 200 meter, skal det inte betraktas som avbrott i bebyggelsen, när det mellan husen belägna området utnyttjas til allmännyttiga ändmål såsom vägar, parkeringsplatser, parker, idrottsplatser och kyrkogårdar; detsamma gäller sådana obebyggda områden som lagerplatser, järnvägslinjer och kajer.''
:''Uppdelingen i tätbebyggda och glesbebyggda områden företages oberoende av den administrativa indelningen. Hussamlingar som utgjör en direkt fortsättning av ett tätbebyggt område i en grannkommun, inräknas sålunda i detta området vid tätortsredovisningen.''"<ref> '' Engelien, Erik og Steinnes, Margrete: ''[http://www.ssb.no/emner/01/01/20/rapp_200412/rapp_200412.pdf Utprøving av nordisk tettstedsdefinisjon i Norge – Metode og resultater pdf]'' SSB 1994. ISBN 82-537-6608-4 ''</ref>
De fælles afgrænsningskriterier skulle således være højst 200 meter mellem bygningerne og mindst 200 fastboende indbyggere, idet der på den ene side ikke skulle tages hensyn til landbrugsbygninger, mens på den anden side veje, parkeringspladser, parker, kirkegårde, idrætspladser, åbne lagerpladser, jernbanelinierjernbanelinjer og kajanlæg skulle anses som del af det byområde, de lå i tilknytning til. Norge har valgt at skærpe kravene for den indbyrdes afstand mellem bygningerne yderligere til blot 50 meter.
 
Afgrænsninger af det statistiske bybegreb er uens i forskellige lande lige som retningslinierneretningslinjerne for bybegrebet heller ikke er de samme i alle lande. Afgrænsninger omfatter dels samlede ''befolkningstal'', dels en vis ''befolkningstæthed pr kvadratkilometer''. Nogle lande anvender ''juridiske definitioner'' i lighed med de gamle danske købstads- og handelsplads-begreber. Disse forskelle må ses i lyset af de ulige forhold i ulige lande: uens befolkningsstørrelse og -tæthed, uens udviklingstrin i erhvervsøkonomisk henseende, ulige naturgivne vilkår med mere. Til belysning af de store uligheder fra land til land gives en oversigt over de krav til mindstebefolkninger i byområder, som omkring 1980 var i brug i en række lande.
 
[[Fil:Urban_population_in_2005_world_map.PNG|thumb|400px|Kort over den procentvise del af befolkningen, som boede i byområder i 2005.]]
Linje 110:
=== Finland ===
 
Finland har ved fastlæggelsen af finske byområder (finsk: ''taajama'', svensk: ''tätort'') henholdt sig til de fællesnordiske retningslinierretningslinjer.
 
I ældre tid skelnede man i Finland mellem: