Det italienske koloniimperium: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
→Italien under 1. verdenskrig: Fiume blev udråbt til fristat og selve byen tilfaldt i 1924 Italien. Den er nu del af Kroatien. |
|||
Linje 61:
Da fredsdrøftelserne skulle begynde, trådte den latente modsætning mellem Italien og [[Jugoslavien]] frem. Den traktat, som Italien havde sluttet med England, Frankrig og Rusland, inden det trådte ind i krigen, lovede det meste af [[Istrien]] og [[Dalmatien]] med en overvejende jugoslavisk befolkning. Italien krævede tillige havnen [[Fiume]], der lå umiddelbart uden for den grænse, der var lovet Italien. Jugoslaverne protesterede heftigt mod en sådan løsning og fandt støtte hos den amerikanske præsident [[Woodrow Wilson]]. England og Frankrig fremsatte det ene mæglingsforslag efter det andet. I december 1918 kom kong Victor Emanuel til Paris, hvor den fransk-italienske enighed fejredes. I den snart efter sammentrædende fredskonference i Paris deltog Orlando. Da præsident Wilson i april udsendte en erklæring om det italiensk-jugoslaviske spørgsmål, forlod Orlando krænket Paris, men vendte dog senere tilbage. De ringe resultater, Orlando havde at opvise, førte til et nederlag i parlamentet, hvorfor regeringen gik af i juni, og Nitti dannede et koalitionskabinet og tog Tittoni til udenrigsminister. Ved [[Freden i St Germain]] den 10. september 1919 blev Italien ikke blot udvidet med de italiensktalende dele af Østrig, men fik en "strategisk grænse", der nord på nåede helt til [[Brenner]]. Omtrent samtidig besatte Gabriele d’Annunzio [[Fiume]] med et korps af frivillige. Aktionen desavoueredes af den italienske regering, som iværksatte en temmelig virkningsløs blokade af Fiume. Sidst i september blev Deputeretkammeret opløst. Ved nyvalgene i november reduceredes den liberale majoritet fra 380 til 230, mens socialisterne vandt frem fra 55 til 156 mandater, og også det klerikale parti havde stor fremgang. Den store forskydning til venstre i kammeret medførte en ændring i udenrigspolitikken, idet regeringen tog en snarlig genoptagelse af handelen med Sovjetrusland på sit program. Scialoja blev udenrigsminister i stedet for Tittoni.
Efter, at italienerne i sommeren 1920 havde lidt betydelige tab under angreb fra de albanske stammer, og besættelsestropperne var blevne fordrevne fra det meste af landet, erklærede Giolitti, at Italien opgav kravet om protektoratet over Albanien. I november 1920 blev den italiensk-jugoslaviske strid endt ved en traktat mellem de to lande, hvorved Italien fik [[Zadar|Zara]] med mere i [[Dalmatien]] samt [[Cherzo]], [[Lussin]], [[Pelagosa]] og enkelte mindre øer, medens Fiume blev en [[fristat]]. Der efter tvang den italienske regering i december 1920 d’Annunzio til at rømme Fiume, og i stedet oprettede pro-italienske kræfter en fristat i byen. [[Rom-traktaten af 1924]] mellem Italien og Jugoslavien opløste igen [[Fristaten Fiume]], og selve byen blev indlemmet til Italien, mens og oplandet med byen [[Susak]] tilfaldt Jugoslavien.
== Abessinien ==
| |||