'''Valdemar Fini Henriques''' (døbt ''Finni'') ([[20. oktober]] [[1867]] på [[Frederiksberg]] – [[27. oktober]] [[1940]] i [[København]]) var en dansk [[komponist]] og [[violinist]].
Hans forældre var hospitalsinspektør[[hospital]]sinspektør og [[justitsråd]] Vilhelm Moritz Henriques (1828-1889), som var af [[jødisk]] herkomst, og Marie Christine Rasmussen (1826-1913). Han var bror til [[fysiolog]]en [[Valdemar Henriques]] og svoger til den danske [[læge]]n og [[filosof]]fen [[Severin Christensen]]. Hans søn kgl. kapelmusikus [[Johan Fini Henriques]] satsad i en årrække som koncertmester for 2. violingruppe i [[Det Kongelige Kapel]], hvor også faderen havde virket i småknap fire år.
Ifølge kilderne var Fini Henriques som dreng en uregerlig krabat, der kun havde lidt sans for intellektuelle beskæftigelser. Til gengæld var hen en munter og skabende natur, der allerede som dreng forsøgte sig som komponist.
== Karriere ==
HanHenriques blev privatelev af blandt andre violinisten [[Valdemar Tofte]], der var koncertmester i kapellet og professor ved [[Musikkonservatoriet]] og af chefdirigenten for [[Det Kongelige Kapel]], [[Johan Svendsen]], efter at [[Niels W. Gade]] havde frarådet ham at gå den slagne vej gennem [[Musikkonservatoriet]]. Fra [[1888]]-[[1891]] var han i [[Berlin]], hvor han studerede hos violinisten [[Joseph Joachim]] og komponisten [[Woldemar Bargiel]], der var halvbroder til [[Clara Schumann]] og selv elev af Niels W. Gade. Tilbage i [[København]] fik han i [[1891]] [[Det Anckerske Legat]] og rejste derefter igen et år til [[Tyskland]] og [[Østrig]]. Ved hjemkomsten blev han i [[1892]] ansat i Det Kongelige Kapel, først som [[bratschist]] og senere som violinist. Efter et sammenstød med kapelmester [[Frederik Rung]] sagde han op allerede i [[1896]] for at leve et frit liv som komponist, pædagog og koncertviolinist, en karriere der snart gjorde ham til en populær skikkelse. Han udviklede som ung mand et kameratskab med [[Carl Nielsen]] som varede til dennes død i 1931.
Læreren Joseph Joachim var tidens største violinist, men Fini Henriques koncentrerede sig mere om de mindre former. Han dannede sin egen strygekvartet og stiftede kammermusikforeningen [[Musiksamfundet]] hvis formand han var til [[1931]]. Men han rejste også som koncertsolist, kammermusiker og dirigent talrige gange i de nordiske lande såvel som til [[Paris]] og [[Berlin]]. Han sad tillige i bestyrelsen for [[Dansk Komponistsamfund]] og var [[Dannebrogordenen|Ridder af Dannebrog]] (1921) og [[Dannebrogordenens Hæderstegn|Dannebrogsmand]] (1937).
