Laserdiode: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
småændr
Linje 4:
Som alle halvlederdioder består laserdioden af en [[pn-overgang]] i et halvledermateriale, dog sjældent [[silicium]]. Når der sendes strøm igennem en diode i lederetningen, trænger nogle af de "overskydende" elektroner fra n-området ind i p-området, og ''huller'' ("ledige pladser" hvor der "mangler" en elektron) fra p-området trænger ind i n-området. Normalt vil elektronerne hurtigt finde et hul, og når de "falder i", frigives en smule energi i form af en [[foton]] eller "lyspartikel" - det er dét der foregår i en lysdiode.
 
Det særlige ved laserdioden er, at hullerne og de frie elektroner kan færdes side om side i nogen tid (nogle [[mikrosekund]]er), før elektronen "falder i" hullet. "Faldet" kan udløses af en passerende foton med den rigtige [[bølgelængde]]. Dette er stimuleret fotonudsendelse. Desuden har den foton, der blev udsendt under stimuleringen på magisk [[kvantemekanisk]] vis, samme retning og fase som den passerende foton. I princippet kan én foton stimulere en byge af fotoner på sin vej gennem laserdiodens aktive del - et aktivt lasende medium. Ved at lave spejle noget i 2 ender af dette medium, opnår man favorisering af stimulering i spejlenes retning. Derfor vil en stor af lyset blive sendt frem og tilbage mellem spejlene - og ved hver tur vil strålen blive forstærket. Noget af laserstrålen passerer gennem en af spejlene og kan nu anvendes.
 
I bogstaveligste forstand er det lasende område en fotonforstærker.