Templet i Jerusalem: Forskelle mellem versioner

'''Templet i Jerusalem''' ([[hebraisk (sprog)|hebr]]: בית המקדש "Bet HaMikdash") var [[Jødedom|jødernes]] vigtigste [[tempel|helligdom]] i [[antikken]], og ifølge klassisk jødisk overbevisning det primære opholdssted for [[Gud]] på [[jorden]]. Det lå på [[Tempelbjerget]] i [[Jerusalem]] og blev ifølge [[Bibelen]] opført i det [[10. århundrede f.Kr.]] af [[kong Salomo]]. [[Salomos Tempel]] blev ødelagt af [[Babylon|babylonerne]] i [[586 f.Kr.]] Det blev sidenhen genopbygget, kaldetsom "[[Det Andet Tempel]]", bygget i [[515 f.Kr.]] og flere hundrede år senere renoveret og udvidet af [[Herodes den Store]]. Templet stod indtil [[70|70 e.Kr.]], hvor det blev ødelagt af [[romerne]]. Tempelpladsens vestmur, [[Grædemuren]], er i dag det eneste tilbagestående vidnesbyrd om jødernes tempel, og regnes for [[jødedom]]mens helligste sted.

I dag findes [[KlippemoskéenKlippemoskeen]] på pladsen (opført i [[691]]), foruden [[Al-Aqsa-moskéen]] (opført ca. [[638]]), og området regnes for [[islam]]s tredje helligste sted efter [[Mekka]] og [[Medina]]. Tempelområdet er desuden helligt for [[katolske]] og [[ortodokse kristne]].

Tempelpladsen er et af de mest omdiskuterede religiøse steder i hele verden. Ifølge jødisk tro er tempelbjerget stedet hvor [[Gud]] dvæler i den fysiske verden, og det var her, [[Abraham]] skulle ofre sin søn [[Isak]]. Det er også på Tempelbjerget, [[ortodoks jødedom|ortodokse]] jøder venter opførslen af et nyt tempel (Det tredje Tempel) i forbindelse med [[Messias]]' komme.

Ved afslutningen på det babylonske [[eksilfangenskab]] ca. 50 år senere, blev templet genopbygget under ledelse af [[eksil]]jøden Zerubbabel. 500 år senere gennemførte [[Herodes den Store]] en så omfattende ombygning og udvidelse af templet, at nogle regner Herodes' tempel for et tredje tempel. Dog blev templets daglige offerhandlinger aldrig afbrudt under Herodes's ombygning. Dette andet (tredje) tempel blev ødelagt kun 6seks år efter sin færdigstillelse i år 70, af den romerske hærfører [[Titus Flavius Vespasianus|Titus]] under den [[Første jødisk-romerske krig]].

Zerubbabel var en fremtrædende babylonsk eksiljøde af davidiskDavidis slægt. Tilskyndet af profeterne Haggaj og [[Zakarias]] ledede han templets genopbygning efter eksilet. ([[Ezras bog|Ezra]] 3-6; Haggajs Bog).

Oplysninger om templets indretning og udsmykning er meget sparsomme, men det regnes for sandsynligt, at det fulgte samme grundplan som Salomos tempel. Noget nyt var dog den store [[Syvarmet lysestage|syvarmede lysestage]], der sandsynligvis ikke fandtes i det før-eksilske tempel.

Dette tempel stod i 500 år, indtil det i den hasmonæiske periode ca. år [[20 f.Kr.]] blev ombygget i [[Hellenisme|hellenistisk]] stil med [[søjlegang]]e omkring forgårdene.

Herodes den Store begyndte ca. år 15 f.Kr en storstilet ombygning og udvidelse af templet, der stadig pågik på Jesu tid og i endnu 30 år derefterefter. Det tiltrak omrejsende håndværkere, og medførte, at Jerusalem voksede stærkt i nordvestlig retning. Enorme stenblokke blev hugget ud i [[stenbrud]]dene lige nord for Tempelpladsen. Blokkene måtte derefter rulles gennem byens gader og hejses på plads. Herodes' [[arkitekt]]er udvidede tempelterrassen med en tredjedel til den nuværende plads på 500 x 300 meter, hvilket gjorde den til den største åbne plads i [[antikken]]. Den kom til at udgøre en femtedel af Jerusalems daværende [[areal]], <ref>Peter Walker: ''I Jesu fotspor'' (s. 152), forlaget Hermon, 2010, ISBN 978-82-302-0768-0</ref> og tydeliggjorde, at byen var en tempelby. Udvidelsen var problematisk, da bjerget skrånede brat nedad, sådan at der måtte rejses en kolossal [[platform]] til at bære terrassen. <ref name=autogeneret1>Peter Walker: ''I Jesu fotspor'' (s. 134)</ref>

Rundt om pladsen byggede han dobbelte søjlegange, dvs. med tre søjlerækker. Mod syd byggede han "den kongelige søjlegang" med tre søjlegange, dvs. fire søjlerækker. Søjlerne var 31 meter høje, gangen var 15 meter lang og 33 meter bred. Ifølge historieskriveren [[Josefus]] var templet en usædvanlig bygning og er et sted citeret for at sigesiger:

Syv "trin" førte op til templet. Først kom man til [[hedning]]ernes forgård, så kom kvindernes forgård, så mændenes forgård og dernæst præsternes forgård. Der var også rituelle bad, ''mikve'', for renselse. Selve templet bestod af forhallen, det Hellige og det Allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten måtte træde ind én gang om året. Det Allerhelligste ragede 40 meter over forgårdene. [[Sabbat]]en blev indledt med, at man blæste i [[shofar]] i det sydvestlige hjørne. Hedninge måtte godt gå ind i den ydre forgård, men ikke længre end til ''soreq'', en lav mur eller et gærde, de ikke måtte passere. Opsatte skilteSkilte advarede om, at hedninge selv stodvar ansvarligansvarlige for dødsfald, der indtraf, hvis de alligevel passerede ''soreq''. Sådan et skilt på [[græsk]] er udstillet i Rockefeller-muséetmuseet i Jerusalem. I [[Efeserbrevet]] 2:14 skriver [[Paulus]] at Jesus "''nedbrød den mur af foragt, der skilte jøder og ikke-jøder.''" <ref>[http://www.udfordringen.dk/bibel/kapitel.php?ID=49&nr=2 Efeserbrevet – Bibelen på Hverdagsdansk – leveret af Udfordringen – hele kirkens ugeavis<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Den "mur", Paulus her taler om, er temmelig sikkert ''soreq''. <ref name=autogeneret1 />

Historikeren Josefus giver en udførlig beretning om, hvordan templet og den øvre by i Jerusalem blev raseretødelagt i sommeren 70. Josefus skrev i [[Rom]] for et romersk publikum,romere og virker optaget af at frifinde kejser [[Titus]] for ødelæggelsen, som nærmest fremstilles som [[skæbne]]ns værk: "''Da to af [[legion]]erne havde opført [[dæmning]]erne den ottende dag i måneden Ab, gav Titus ordre omtil, at mande skulle hente murbrækkere og sætte dem ind mod den vestlige bygning i det indre tempel... Soldaterne havde allerede antændt portene, hvorfra detilden spredte sig... Titus trak sig tilbaketilbage til Antonia-tårnet og besluttede at storme templet den næste dag,. Det er sikkert, at Gud for længst havde dømt det hus til ilden, og nu var den skæbnesvangre dag kommet, ifølge tidernes omdrejning...Det var den tiende dag i måneden, den samme dag, som det brændte ned for Babylons konge.''" <ref name=autogeneret1>Peter Walker: ''I Jesu fotspor'' (s. 140)</ref>

Templets ødelæggelse mindes endnu ved jødiske [[bryllup]]per, hvor det er gængs [[skik]], at [[brudgom]]men afslutter [[vielse]]sceremonien ved at knuse et glas med foden, som en påmindelse om templets ødelæggelse i år 70, og at man heller ikke i glædens stund må glemme sorgen. <ref>Arne Vestbø: ''Moritz Rabinowitz, en biografi'' (s. 13), forlaget Spartacus, Oslo 2011, ISBN 978-82-430-0561-7</ref>

''Økonomisk'' gav tempeldyrkelsen enet godgodt afkastningafkast. Alene deDe daglige ofre krævede store leverancer og udgjorde levebrødet for mange handlende. Derudover tilførte de store [[valfartsfester]] med tusindvis af [[pilgrim]]me stor aktivitet til byen. Tempelskatten, som alle jøder forventedes at bidrage til, førstegav også store summer til templets drift og vedligeholdelse. Endelig var der ifølge Anden Makkabæerbog 3:10-12 en art [[bank]]væsen tilknyttet templet.

''Politisk'' var templet med sin placering klodsklos op ad kongepaladset (i hvert fald på Salomos tid) en stor og [[prestige]]fyldt magtfaktor. Det jødiske samfund var på mange måder et [[teokrati]] med ypperstepræsten som både Guds og folkets repræsentant. Under hasmonæerne (134-67 f.Kr.) var kongemagten og ypperstepræstembedet forenet i én person.

Jerusalem og dens institutioner var igennem hele antikken og fremtilfrem til ødelæggelsen i år 70 det mest betydningefulde center for jødedommen, såvel religiøst som politisk og økonomisk.

Håbet om at vende tilbage til Zion og genopbygge templet, har under eksilet haft en fremtrædende plads i jødedommen, hvilket blandt andet ses i de jødiske bønner og eksilskrifter.

Blandt ortodokse jøder i vor tid, lever håbet om en dag at bygge Det tredje tempel på tempelpladsen, hvorfra de venter at [[Messias]] skal komme.

Ødelæggelsen af Salomos tempel og sidenhensiden Det andet tempel, samt adspredelsen ([[diaspora]]) af det jødiske folk overalt i nærorienten, udgjorde en trussel for jødedommens overlevelse. Under det babylonske fangeskabfangenskab udvikledes et [[gudstjeneste]]koncept med [[bøn]] og skriftlæsninger, der kunne fungere uden templet i Jerusalem, og dette arbejde lagde grunden for den senere [[synagoge]]. Ortodokse jøder betragter dog ikke synagogen som en erstatning for templet i Jerusalem.

[[28. september]] [[2000]] besøgte den ledende israelsk oppositionspolitiker[[Ariel Sharon]], daværende ledende israelsk oppositionspolitiker, Tempelbjerget, en handling. derDet var med til at udløse den langvarige Al Aqsa-[[intifada]] med israelske militæraktioner og palæstinensiske [[selvmord]]sangreb.