Valgkredse i Danmark: Forskelle mellem versioner

Når stemmerne er talt op beregnes først, på storkredsniveau, hvor mange kredsmandater hvert parti og evt. [[løsgænger]]e har vundet. Har man ikke vundet nogen kredsmandater, er der to regler, hvoraf man skal opfylde mindst den ene af dem, der muliggør at man kan få et eller flere tillægsmandater, hvoraf man skal opfylde mindst den ene af dem. Enten skal man have opnået 2% af samtlige gyldige stemmer i hele landet, og eller man skal i to landsdele have opnået et stemmetal der er større end det gennemsnitlige antal gyldige stemmer pr. mandat i de to pågældende landsdele. Har man ikke fået minimum et kredsmandat og opfylder man ikke nogen af disse to regler bliver man ikke repræsenteret i Folketinget.

På baggrund af stemmerne i hele landet, på de partier (og evt. løsgængere) der ''bliver'' repræsenteret i Folketinget, beregnes det herefter hvor mange mandater (kredsm. + tillægsm.) hvert parti skal have. Det er her at valget bliver et forholdstalsvalg. Man får altså ligeså mange mandater procentuelt set som ens stemmeandel berettiger til, idet tillægsmandaterne fordeles på landsdelsniveau så det samlede mandatantalmandat-antal pr. parti kommer til at passerpasse. (Da man ikke kan tildele halve og kvarte mandater vil det faktiske forhold dog afvige lidt fra det ideelle.

Herefter afgøres det på baggrund af de personlige stemmer hvilke kreds- og tillægsmandater der tilfalder hvilke kandidater og i hvilke opstillingskredse de falder. I denne beregning tildeles kandidaterne, afhængigt af hvilken opstillingsmetode kandidaternes partier benytter, alle ''ikke en'' personlige stemmer på partiet (partistemmer) i den eller de opstillingskredse hvor de er opstillet. Hvis flere kandidater fra samme parti er opstillet i samme opstillingskreds, tildeles de partistemmer i forhold til deres indbyrdes personlige stemmetal. Hvis et parti benytter såkaldt [[partiliste-opstilling]] tildeles alle partistemmer til den kandidat der står øverst på stemmeseddelen blandt partiets kandidater.