Magt: Forskelle mellem versioner

Dahl tilføjer, at magt er en relation mellem A og B, hvor B har muligheden for at handle i modstrid med A's magtudøvelse (negativ magt). <ref>Robert A. Dahl (1957), s. 203</ref> [[Peter Bachrach]] og [[Morgan Baratz]] tager også udgangspunkt i [[aktøreraktør]]nesernes præferencer, men kritiserer Dahl for ikke at have blik for den indirekte magtudøvelse, hvor de priviligerede [[klasse]]r udøver magt gennem [[dagsorden]]sfastsættelsen.

Ved siden af – eller som supplement til- den undertrykkende opfattelse af magt, forefindes der også en opfattelse, hvori magt ses som et konstruktivt eller et produktivt element. En[[Hegel]] opfattelsemente, at [[institution]]erne i et moderne samfund anvender magt som isærmiddel dentil franskeat filosofsikre [[Michel Foucaultfrihed]] varog fortalerfælles forforståelse.<ref>{{Harvnb|Laustsen Han& Myrup|2006|p=154f.}}</ref> Den franske filosof [[Michel Foucault]] fremhæver bl.a., at [[biopolitik]] er en ny [[genealogi]] for magtudøvelse, som ikke blot supplerer, men også overtrumfer den [[jura|juridiske]] magtopfattelse.<ref>Michel Foucault (2001), s. 16</ref>

I nyere forskning[[organisation]]ssociologi knyttes magtbegrebet især til [[beslutningstagen|beslutningsprocesser]] i [[virksomhed]]er og i [[stat]]er. I disse analyser er magt differentieret, fx. på fire niveauer: ''direkte magt, indirekte magt, bevidsthedskontrollerende magt og strukturel magt''.<ref>{{Harvnb|Christensen & Daugaard Jensen |2006|p=16}}

Forestillingen om magt kan spores tilbage til [[antikken]]; det er dog først ved bruddet med [[religion|det religiøse verdensbillede]], hvor [[Gud]] er almægtig, at magtens natur og oprindelse gøres til genstand for systematiske [[metafysik|metafysiske]] overvejelser. <ref>{{Harvnb|Laustsen & Myrup|2006|p=12f.}}</ref> [[Machiavelli]] og [[Hobbes]] nævnes ofte som de første, der anvender magtbegrebet i et politisk perspektiv. Der er hos disse tale om en form for [[realisme]], hvor magt er forbundet med at udøve handlinger. <ref>{{Harvnb|Laustsen & Myrup|2006|p=13}}</ref> I debatten om samfundets indretning var [[John Locke]] blandt de første, der anbefalede [[magtadskillelse|magtdeling]] som princip.<ref> ''Two Treatises of Civil Government'' fra 1690</ref> Lockes opdeling i tre magtudøvere: den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt blev videreudviklet af Montesquieu i værket ''De l'esprit des lois fra 1748'', hvor han knyttede magtdelingsprincippet til en analyse af Statsforfatningen i [[Storbritannien]]. Tredeling af magten havde stor indflydelse på Den franske revolution og på [[USA]]'s forfatning, hvor ''checks and balances''<ref>dvs. at de tre magtformer udøver indbyrdes kontrol</ref> er bærende princip. Heraf fremgår, at magt er knyttet til [[suverænitet]] og at den kan misbruges. I et [[demokrati]] er den folkelige kontrol med magtudøvelsen derfor af afgørende betydning.<ref>{{Harvnb|Laustsen & Myrup|2006|p=23f.}}</ref> [[Folkesuverænitetsprincippet]] stiller magtforskningen overfor et grundlæggende problem: Hvorledes kan magten kontrolleres, hvis den principielt tilhører hele folket? Problemstillingen diskuteres ofte med udgangspunkt i [[Hegel]]s afvisning af folket som suveræn; kritikere af Hegel karakteriserer hans definition af staten som garant for [[rationalitet]] og [[jura|retssikkerhed]] for at være [[konservativ]].<ref>{{Harvnb|Laustsen & Myrup|2006|p=164f.}}</ref>