Andreas Kirkerup: Forskelle mellem versioner

'''Andreas Johannes Kirkerup''' ([[9. juni]] [[1749]] i [[København]] – [[22. oktober]] [[1810]] sammesteds) var en [[Danmark|dansk]] [[arkitekt]], hofbygmester og brandmajor. Han var en af periodens betydeligste [[Klassicisme|klassicistiske]] arkitekter.

 

Andreas Kirkerup var søn af en [[tømrer]][[Svend (stilling)|svend]]. Efter at have været i lære hos tømrermester [[Johan Boye Junge]], der fik ham til at uddanne sig som arkitekt, gik han flere år på [[Det Kongelige Danske Kunstakademi|Kunstakademiet]], hvor han vandt alle medaljer (lille og store sølvmedalje [[1768]], lille [[1771]] og store guldmedalje [[1773]]). Den store guldmedalje gav ham adgang til uden [[mesterstykke]] at tage [[borgerskab]] som tømrermester [[1774]].

 

Han var arkitekt for [[Ingeniørkorpset]] og blev som en af stadens mest ansete tømrermestre udnævnt til hoftømrermester [[1775]] og hofarkitekt [[1791]]. Han var en af de vigtigste elever af [[C.F. Harsdorff]], men led samtidig også i nogen grad under, at de fleste opgaver gik til hans læremester og ikke til ham selv. Samtidig spændte Kirkerups indsats vidt – fra herregårde og lystanlæg til borgerhuse og offentlige militærbygninger. [[Liselund Slot|Liselund]] og [[Næsseslottet]] er to værker, der tilskrives Kirkerup, og som sammen med Det kinesiske lysthus i [[Frederiksberg Have]] er blandt hans mest forfinede og elegante bygninger. Stort set alle Kirkerups overlevende værker er blevet [[Bygningsfredning|fredet]].

 

Parallelt med sin uddannelse på Akademiet blev han i [[1772]] sprøjtemester i brandkorpset og steg gennem alle grader, indtil han i [[1801]] blev 1. meddirektør og [[1803]] brandmajor. I denne stilling indlagde han sig megen fortjeneste, navnlig for den ypperlige ledelse af slukningen under [[Københavns bombardement]] [[1807]]. Han kom dog alvorligt til skade under slukningen og døde tre år senere af de skader, han pådrog sig.

 

Kirkerup spillede en væsentlig rolle i genopbygningen af København efter branden 1795 på flere måder. Hans beboelsesbygninger er fornemme repræsentanter for den borgerlige klassicisme, som Harsdorff havde indledt. Samtidig var han godgørende; han lod for egen regning husvildeboliger opføre for at afhjælpe den sociale nød.

 

 

I [[1775]] blev han gift med Clara Holst.