Den slesvigske stænderforsamling: Forskelle mellem versioner

Til den slesvigske stænderforsamling blev der valgt tolv repræsentanter for byerne og købstæderne, fem repræsentanter for godsejerne, 17 for de mindre ejendomsbesiddere og to for ø-distrikter [[Femer]] og [[Ærø]]. Dertil kom hertugen af Augustenborg samt de af kongen udpegede fire repræsentanter for ridderskabet, to repræsentanter for kirken og en repræsentant for Kiel Unitersitet (selvom universitet ligger geografisk i Holsten). Sstænderforsamling bestod af i alt 44 deputerede.

 

 

Den slesvigske stænderforsamling prægedes i 1840'erne mere og mere af de nationale modsætninger mellem danske og tyske nationalliberale (slesvig-holstenerne), sidstnævnte havde flertallet blandt repræsentanterne. Stænderforsamlingens sprog var tysk -selvom halvdelen af befolkningen især i det nordlige Slesvig havde dansk som modersmål. Den dansksindede deputerede [[Peter Hiort Lorenzen]] protesterede mod denne sproglige diskrimination ved at tale dansk fra den 11. november 1842<ref>[http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/uddrag-af-protokollen-fra-slesvig-staendertidende-11-november-1842/?pdf=1&cHash=3992b168340b454d40c0ac0742ee872c Danmarkshistorien.dk ''Uddrag af protokollen fra Slesvig Stændertidende 11. november 1842'']</ref> <ref>[http://www.graenseforeningen.dk/leksikon/r/all/6402 Grænseforeningens leksikon: ''Referat af stændermødet den 11. november 1842'']</ref>. Året efter udeblev han helt fra stænderforsamlingens møder i protest mod kongens bestemmelse om, at kun de, der ikke kunne tale tysk, måtte bruge det danske sprog i stænderne.