Versionen fra 7. apr. 2013, 13:29 redigér 95.166.21.98 (diskussion) Omskrevet. En ledende medarbejder kan ikke være funktionær, ligeledes vil f.eks. en handelsrejsende som selv tilrettelægger sin arbejdsdag heller ikke være funktionær. ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 7. apr. 2013, 13:36 redigér fjern redigering 95.166.21.98 (diskussion) udvidet Gå til næste forskel →
Linje 1: En '''funktionær''' er en [[lønmodtager]], som er ansat i en tjenestestilling, primært inden for [[handel]]- og kontorområdet, eller som udfører lagerarbejde eller tekniske eller kliniske bistandsydelser, jf. funktionærloven § 1 litra a) til d). Funktionærstatus medfører at [[lønmodtager]]en erhverver visse rettigheder i forhold til sin arbejdsgiver, f.eks. et fastlagt opsigelsesvarsel i forbindelse med fratrædelse, afhængigt af ansættelsesforholdets varighed. Funktionærer har desuden krav på at afskedigelse skal være sagligt begrundet. Funktionærstatus ~~kan~~erhverves ~~kun erhverves~~automatisk iht. funktionærloven, som udover krav til typen af arbejdsfunktion, også specificerer at lønmodtageren skal være ansat gennemsnitligt mere end 8 timer om ugen. Desuden kræves det, at der er tale om en ikke-ledende stilling, dvs. den ansatte skal være underlagt en overordnets instruktioner for arbejdets udførelse, jf. funktionærloven §§ 1 stk. 1 og 2. Funktionærstatus er præceptiv, dvs. den ansatte er automatisk omfattet af loven, blot vedkommendes ansættelsesforhold lever op til lovens minimumskrav. Det er derfor ikke muligt at ~~afskrive~~fraskrive sig sin status som funktionær. I en ansættelseskontrakt er det muligt at aftale, at en medarbejder, hvor ansættelsesforholdet ikke lever op til lovens minimumskrav alligevel omfattes af dennes beskyttelse. Omvendt er det ikke muligt at fratage en ansat sine funktionærrettigheder, da disse automatisk erhverves iht. loven. Funktionærloven omfatter både [[Offentlig sektor\|offentligt ansatte]] og ansatte i private [[virksomhed]]er.

Funktionær: Forskelle mellem versioner