Albigensiske korstog: Forskelle mellem versioner

'''Det Albigensiske Korstog''' eller '''Katharkorstoget''' (1209-1229) var en 20 år langlangt militær kampagnefelttog startet af den [[romersk-katolske kirke]] for at udrydde den religion, som blev praktiseret af [[Katharer]]ne i [[Languedoc]], og som den romersk-katolske kirke betragtede som [[apostase]]. Korstoget var historisk betydningsfuldt af flg. grunde:

Den katolske kirke havde altid været hård ved de udløbere af [[kristendommen]], som den opfattede som [[kætter]]ske, men før det 12. århundrede havde disse grupper været små og bestået af f.eks. omrejsende gadeprædikanter og små lokale sekter. Katharerne i Languedoc, derimod, repræsenterede en alternativ og populær massebevægelse, et fænomen, som den katolske kirke ikke havde set i de næsten 900 år siden den tidlige kristendoms [[arianisme]] og [[markionisme]]. I det 12. århundrede omvendte store dele af det nuværende Sydfrankrig sig til [[katharisme]]n, og troen spredte sig til andre områder. Sammen med andre religiøse bevægelser på denne tid, som f.eks. [[Valdensere|valdenserne]], dukkede katharismen op i de større byer. Selvom de kathariske ideer ikke var opstået i Languedoc, som var et af de mest befolkede områder i [[Europa]] på det tidspunkt, var det dér, at ideerne havde den største succes.

Katharerne fandtes især i det, der nu er det sydvestlige Frankrig ved [[Middelhavet]], der på det tidspunkt var en del af sammenslutningen af [[Catalonien]] og [[Aragonien]], også kaldet det [[Aragonien|Aragonske Kongedømme]]. De blev også kaldt albigensere efter byen [[Albi]];, og der er mindst to grunde til dette –: for det første bevægelsens tilstedeværelse i og omkring Albi, og for det andet fordi der blev afholdt et kirkeråd i byen i 1176, som erklærede, at katharismen var kætteri. Den politiske kontrol i Languedoc var delt mellem mange lokale fyrster og byråd. Før korstoget havde der kun være lidt undertrykkelse i området, og det kulturelle niveau har højt.

Da [[Pave Innocens III]] kom til magten i 1198, var han fast besluttet på at undertrykke katharerne. Til at begynde med prøvede han med en fredelig omvendelse; men de præster, der blev sendt til området for at omvende katharerne, havde ingen held. Katharerne blev beskyttet af den lokale adel og også af biskopperne, som var imod paven. I 1204 ophævede paven biskoppernes myndighed i det sydlige Frankrig og udpegede pavelige legater. I 1206 søgte paven hjælp fra Languedocs adel., Deog de adelsmænd, der fortsat beskyttede katharerne, blev ekskommunikerede.

Den magtfulde grevgreve, [[Raymond 6. af Toulouse|Raymond VI af Toulouse]], nægtede at hjælpe og blev ekskommunikeret i maj 1207. Paven bad den franske konge, [[Filip 2. August af Frankrig|Filip II]], om hjælp mod de adelsmænd, som tillod katharismen, men Filip nægtede. Grev Raymond VI mødtes med pavens udsending, [[Pierre de Castelnau]] i januar 1208, og dagen efter deres møde blev Pierre de Castelnau myrdet. Paven reagerede på mordet ved at udstede en [[bulle]], der kaldte til korstog mod Languedoc, og som tilbød kætternes jord til alle, der ville kæmpe. Dette tilbud om jord fik det meste af adelen i Nordfrankrig til at gå i krig mod adelen i syd.

I juli indtog korsfarerne den lille landsby Servian og fortsatte mod [[Béziers]], hvor de ankom den 21. juli. Under kommando af den pavelige Legat [[Arnaud Amaury]]<ref>{{Cite book| url=http://books.google.com/?id=2Rol-mcRCbAC&pg=PA120&lpg=PA120&dq=innocent+albigensian+crusade+bull#v=onepage&q&f=false|author=MD Costen|title=The Cathars and the Albigensian Crusade|publisher=Manchester University Press 1997|page=121|isbn=0-7190-4331-X| date=1997-11-15}}</ref> omringede de byen og forlangte, at katolikkerne i byen kom ud, og at katharerne overgav sig<ref>VC §89</ref>; begge krav blev afvist og byen faldt den efterfølgende dag, da et mislykket udfald blev forfulgt tilbage gennem de åbne porte<ref>VC §90-91</ref>. [[Massakren ved Béziers|Hele befolkningen blev slagtet]] og byen brændte ned til grunden. Samtidige kilder skønner antallet af døde til mellem femten og tyve tusin. Sidstnævnte tal vises i Arnaud Amaury rapport til paven.<ref>Cistercienser forfatteren [[Cæsar af Heisterbach]] beretter, at Arnaud Amaury, da en korsridder spurgte om hvordan man kan skelne katharerne fra katolikkerne, svarede: ''"Caedite eos! Novit enim Dominus qui sunt eius!"'' - ("Dræb dem [alle]. Herren genkender sine egne!"). Modsat raporterer Arnaud Amaury i et brev til paven i august 1209 (col.139):

Korstogets næste store mål var [[Carcassonne]]. Byen var godt befæstet men sårbar og overbefolket pga. de mange flygtninge<ref>VC §92-93</ref>. Korfarerne befandt sig uden for byen den 1. august 1209, og belejringen varede ikke længe<ref>VC §94-96, PL §XIV</ref>. Den 7. august havde korsfarerne afbrudt byens vandforsyning. Raimond-Roger forsøgte at forhandle, men blev taget til fange under våbenhvilen, og byen overgav sig 15. august<ref>VC §98</ref>. Indbyggerne blev ikke massakreret, men blev tvunget til at forlade byen&nbsp;— nøgennøgne i henhold til [[Peter af les Vaux-de-Cernay]]. [[Simon de Montfort, den 5. jarl af Leicester|Simon de Montfort]]<ref>VC §101</ref>, der nu overtog ledelsen af korshæren, fik overdraget kontrollen med områderne omkring Carcassonne, Albi og Béziers. Efter Carcassonnes fald overgav de fleste andre byer sig uden kamp. Albi, [[Castelnaudary]], [[Castres]], [[Fanjeaux]], [[Limoux]], [[Lombers]] og [[Montréal, Aude|Montréal]] faldt hurtigt i løbet af efteråret<ref>VC §108-113</ref>. Imidlertid gjorde nogle byer, der havde overgivet sig, senere oprør.

Den næste kamp centrerede sig omkring landbyenlandsbyen Lastours, ikke langt fra Carcassonne, og borgen Cabaret. [[Pierre-Roger de Cabaret]] modstod et angreb i december 1209<ref>VC §114</ref>, og kampene ophørte stort set vinteren over, men mange nye korsfarere stødte til hæren<ref>VC §115-140</ref>. I marts 1210 blev byen Bram indtaget efter en kort belejring<ref>VC §142</ref>. I juni blev den godt befæstede by [[Minerve, Hérault|Minerve]] belejret<ref>VC §151</ref>. Byen modstod et kraftigt bombardement, men i slutningen af ​​juni blev den vigtigste brønd ødelagt, og den 22. juli overgav byen sig<ref>VC §154</ref>. Katharerne i landbyen fik muligheden for at omvende sig, og de 140, der nægtede, blev brændt på bålet<ref>VC §156</ref>. I august fortsatte korsridderne til borgen [[Château de Termes|Termes]]<ref>VC §168</ref>. Trods Pierre-Roger de Cabaret gjorde udfald, var belejringen solid, og i december faldt byen<ref>VC §169-189</ref>. Det var den sidste kamphandling det år.

Da kampene blev genoptaget i 1211, havde Arnaud-Amaurys og Simon de Montforts handlinger skabt modvilje hos adskillige fyrster i løbet af vinteren, inkl. Raymond VI af Toulouse<ref>VC §194</ref>, som var blevet [[ekskommunikation|ekskommunikeret]] igen. Korsfarerne vendte talstærkt tilbage til Lastours i marts, og Pierre-Roger de Cabaret overgav sig snart. I maj blev [[Aimery de Montréal]]s borg generobret, han og hans ledende riddere blev hængt, og adskillige hundrede katharer blev brændt på bålet<ref>VC §215</ref>. Byerne [[Cassès]]<ref>VC §233 PL §XVII</ref> og [[Montferrand]]<ref>VC §235</ref> faldt i begyndelsen af juni, og korsfarerne satte kursen mod [[Toulouse]]<ref>VC §239</ref>. Byen blev belejret, men for en gang skyld manglede angriberne både forsyninger og mænd, og Simon de Montfort trak sig derfor tilbage i slutningen af måneden<ref>VC §243</ref>. Opmuntret angreb Raymond VI Simon de Montfort ved Castelnaudary i september<ref>VC §253-265</ref>. Montfort brød belejringen<ref>VC §273-276, 279</ref>, men Castelnaudary faldt, og Raymonds styrker fortsatte med at befri over 30 byer<ref>VC §266, 278</ref>, inden det hele gik i stå ved Lastours i efteråret. Det efterfølgende år blev en stor del af provinsen erobret af de katolske styrker<ref>VC §286-366, PL §XVOO</ref>.

Imidlertid vendte [[Raymond 6. af Toulouse|Raymond VI]] sammen med sin [[Raymond 7. af Toulouse|søn]], der også hed Raymond tilbage til området i april 1216 og havde snart oprettet en større hær med folk fra de fjendtligt stemte byer. Byen [[Beaucaire, Gard|Beaucaire]] blev belejret i maj og faldt efter 3 måneder; [[Simon de Montfort, den 5. jarl af Leicester|Simon de Montforts]] forsøg på at befri byen blev slået tilbage. Montfort var derefter nødt til at slå en opstand i Toulouse ned, inden han drog mod vest for at indtage Bigorre-provinsen. Han blev slået tilbage ved [[Lourdes]] i december 1216. I 1217 indtog Raymond VI Toulouse, mens Montfort var beskæftiget i Faux-regionen. Montfort skyndte sig tilbage, men hans styrker var for små til at kunne gøre noget. Montfort genoptog belejringen i foråret 1218, men blev dræbt af en sten fra en af forsvarets [[Blide]]r<ref name="archive">Paul MEYER, ''[http://archive.org/details/lachansondelacr02guil La Chanson de la Croisade Contre les Albigeois Commencée par Guillaume de Tudèle et Continuée par un Poète Anonyme Éditée et Traduite Pour la Societe de L'Histoire de France]'TOME SECOND', 1879, p 419</ref>. PopulæreDen regnskabfolkelige overlevering hævder, at byens artilleri blev drevet af kvinder og piger i Toulouse . mens kan kæmpede i et udfald.

Korstoget befandt sig i midlertidigt kaos. Ledelsen overgik til den mere forsigtige Filip II, som var mere optaget af Toulouse end af kætteriet. Desuden var Pave [[Innocens III]] død i juli 1216. Korstoget gik ind i en lidt stille periode indtil 1219, selvom korsfarerne havde indtaget byen Belcaire og belejet Marmande i slutningen af 1218 under ledelse af [[Amaury de Montfort]], søn af den faldne Simon de Montfort. Marmande faldt 3. juni 1219, men forsøgene på at generobre Toulouse mislykkedes, og en række Montfort-stillinger faldt. I 1220 mistede Montfort byen Castelnaudary, og fra juli 1220 modstod byen Amaury de Montforts belejring i 8 måneder. Raymond VI og hans søns succes fortsatte i 1221: Montréal og Fanjeaux blev erobret, og mange kalotikkerkatolikker flygtede. I 1222 døde [[Raymond 6. af Toulouse|Raymond VI]] og blev efterfulgt af sin søn, [[Raymond 7. af Toulouse|Raymond VII]]. I 1223 døde [[Filip 2. August af Frankrig|Filip II]] og blev efterfulgt af [[Ludvig 8. af Frankrig|Ludvig VIII]]. I 1224 flygtede Amaury de Montfort fra Carcassonne. [[Raimond-Roger af Trencavel]]s søn vendte tilbage fra sit eksil for at generobre området. Amaury de Montfort tilbød de jorder, han havde overtaget i Languedoc, til Ludvig VIII, som accepterede.

I november 1225 blev [[Raymond 7. af Toulouse|Raymond VII]] [[Ekskommunikation|ekskommunikeret]] som sin far. [[Ludvig 8. af Frankrig|Ludvig VIII]] anførte de nye korstog i området i juni 1226, og byer og borge overgav sig uden modstand. [[Avignon]], der nominelt hørte under den tyske kejser, gjorde dog modstand, og det tog 3 måneders belejring, inden byen overgav sig i september. Ludvig VIII døde i november og blev efterfulgt af barnekongen [[Ludvig 9. den Hellige|Ludvig IX]]. Men dronning [[Blanche af Castillien]] lod korstoget forsætte under ledelse af [[Humbert de Beaujeau]]. Labécède faldt i 1226 og Vareilles og Toulouse i 1228. Dronning BlacnheBlanche tilbød imidlertid Raymond VII at anerkende ham som hersker af Toulouse, mod at han bekæmpede [[Katharisme|katharerne]], tilbageleverede al kirkens ejendom, overdrog sine borge og ødelage Toulouses forsvarsværker. [[Raymond 7. af Toulouse|Raymond VII]] accepterede og underskrev en traktat i Meaux i april 1229. Han blev derefter taget til fange, pisket og sat i fængsel en kort tid.