Mennonitter: Forskelle mellem versioner

I Vestprøjsen opdyrkede mennonittiske flygtninge fra Nederlandene sumpområderne ved [[Wisła|Weichsel]]s [[floddelta]]. De byggede [[dige]]r og [[kanal]]er og kunne på den måde udnytte området til kvægdrift. Da det indbragte landets byer og godsejere en stor økonomisk fordel, fik mennonitterne lov til at dyrke deres tro uhindret. Da mennonitterne i Vestprøjsen kom under [[Prøjsen]] efter den [[Polens tre delinger|polske deling]] i [[1772]], ændrede situation sig drastisk. De cirka 12.000 mennonitter afviste at gøre krigstejenestekrigstjeneste for de prøjsiske konger, og selv om det blev godtaget, fik de ikke længere lov til at udvide deres område. Derfor udvandrede mange af dem på [[Katharina 2. af Rusland|Katharina den Store]]s opfordring til [[Ukraine]], hvor de grundlagde de to bosættelser Chortitza (i [[1789]]) og Molotschna (i [[1804]]). Begge udviklede sig hurtigt, og dannede nye aflæggere andre steder i Ukraine og Rusland. Men da den russiske zar indførte almindelig [[værnepligt]] i [[1874]] udvandrede igen cirka en tredjedel af mennonitterne til [[Manitoba]] i [[Canada]] og forskellige steder i [[USA]]. I løbet af [[1920'erne]] udvandrede yderligere 23.000. Ved [[Sovjetunionen]]s sammenbrud var der trods religionsforfølgelserne stadigvæk mange tysktalende mennonitter tilbage, og i løbet af få år udvandrede mere end 200.000 af dem til Tyskland. De danner i dag en stor del af den mennonitiske bevægelse i Tyskland.