Nices historie: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Småret |
Steenth (diskussion | bidrag) |
||
Linje 59:
Imidlertid skete der det, at [[Preussen|preusserne]], østrigerne og spanierne mobiliserede deres hære for at komme [[bourbon]]erne til undsætning. Frankrig stod nu over for at blive angrebet, og man sendte blandt andet en hær mod sydøst, i første omgang for at beskytte [[Antibes]], men efterfølgende for at gå ind i Savoyen. Tilstedeværelsen af denne hær udløste panik i civiladministrationen i Nice, og denne flygtede sammen med en stor del af byens øvrige indbyggere til [[Saorge]]. Heller ikke de sardiske tropper, der var stationeret i området bryder sig om at stå over for en større fransk hær, og disse tog derfor også flugten. Byen lå således fuldstændig forsvarsløs tilbage, og den [[29. september]] 1792 overdrog Nices biskop byens nøgler til den franske kommandant, general [[Jacques Bernard d'Anselme|Anselme]]. Om eftermiddagen var Nice nok engang på franske hænder.
Herefter blev grevskabet Nice lagt sammen med fyrstendømmet Monaco til departementet [[Alpes-Maritimes]]. Den franske tilstedeværelse blev af mange opfattet som en besættelse, hvilket betød, at der opstod en modstandsbevægelse blandt områdets almindelige indbyggere, som med våben i hånd gjorde deres til at gøre livet surt for franskmændene. I [[1803]] udnævnte [[Napoleon 1. af Frankrig|Napoleon]] grev [[Marc Joseph de Gratet Dubouchage|Dubouchage]] til [[præfekt]] i departementet, og han forsøgte at udvikle området, som ellers var i en sørgelig forfatning med en økonomi, som lå i ruiner, bl.a. på grund af en [[kolera]][[epidemi]], som var brudt ud i [[1800]], og som kostede tusindvis af døde.<ref>{{kilde bog|efternavn=Roux|fornavn=Paul|titel=Histoire de Nice et son Comté|udgiver=Gilletta Editions|år=2006|sprog={{fr sprog}}|isbn=9782903574550|side=22}}</ref> Greven fik tilknyttet arrondissementet [[San Remo]] til departementet for at sætte skub i økonomien. Han påbegyndte anlæggelsen af "La Grande Corniche", som er en hovedvej langs kysten, og han grundlagde Imperiale gymnasiet på fundamentet af en [[jesuit]]ter skole i [[1808]]. Den stigende frankoficering af området udløste en intellektuel modbevægelse, som gav sig udslag i, at flere værker blev udgivet på det lokale sprog [[niçois]] af blandt andet [[Joseph Rosalinde Rancher]] og [[Joseph Micéu]]. Denne bevægelse lever den dag i dag, hvor man stadig hæger om Niçois som en del af byens identitet.<ref>[http://www.nicerendezvous.com/FR/C_dictionnaire.php?searchterm=nissard&searchtype=francais nissard Dictionnaire Niçois-Français et Français-Niçois, la langue régionale du Comté de Nice]</ref>
=== En ny udvikling ===
Linje 71:
I et brev til indbyggerne i Nice forklarede kong Viktor-Emmanuel, at det var i Nices interesse at blive en del af Frankrig, og lovede samtidig, at overdragelsen ville blive underkastet en folkeafstemning, der skulle finde sted den [[15. april]] 1860.
Afstemningen skulle vise sig at være spil for galleriet, idet der kun blev udleveret stemmesedler, hvor der stod "JA"; hvis man ville stemme "NEJ", måtte man rette det i hånden, mens de franske gendarmer holdt øje. Resultatet blev derfor, at af 25.933 stemmer var de 25.743 ja-stemmer og sølle 160 var nej.<ref>{{kilde bog|efternavn=Roux|fornavn=Paul|titel=Histoire de Nice et son Comté|udgiver=Gilletta Editions|år=2006|sprog={{fr sprog}}|isbn=9782903574550|side=26}}</ref> Ikke desto mindre blev resultatet udlagt som folkets accept af og ønske om at komme tilbage til Frankrig.
Nu da Nice officielt var blevet en del af Frankrig, skulle området også i praksis tilknyttes resten af landet. Napoleon 3. besluttede derfor at anlægge en jernbane, der skulle gå helt til den italienske grænse. Arbejdet skred hurtigt frem, og allerede i [[1864]] kunne det første tog rulle ind på Nices banegård. Nu kunne man komme til Paris på bare én dag og til [[London]] på to. Forbindelsen indledte en ny æra for Nice. En æra, der kom til at stå i turismens tegn.
== Turisternes indtog ==
I [[1860]] var Nice stadig en lille by, der puttede sig mellem Paillon-flodens venstre bred og [[Mont Boron]] med enkelte herskabsvillaer mellem bakkerne og kysten vest for byen. Dette skulle hurtigt ændre sig med en kraftig udvidelse, særligt mod vest. Imellem [[1870]] og [[1914]] blev der opført 5.000 beboelsesejendomme i Nice.<ref>{{kilde bog|efternavn=Roux|fornavn=Paul|titel=Histoire de Nice et son Comté|udgiver=Gilletta Editions|år=2006|sprog={{fr sprog}}|isbn=9782903574550|side=28}}</ref> Grunden til denne udvikling var, at byen med jernbanens fremkomst igen var blevet populært mål for dem, der havde muligheden for, at flygte fra den nordeuropæiske vinter. Denne invasion krævede en masse lokal arbejdskraft til at indlogere, bespise og transportere disse turister. Hotellerne skød op langs kysten. Grand Hotel, Atlantic, Westminster, Ruhl og West End stammer alle fra denne periode, med [[Hotel Negresco]], der blev opført i [[1912]] som det ypperste og et vartegn for byen i årene fremover.<ref>[http://www.hotel-negresco-nice.com/htfr/0001.htm Hôtel Negresco, Nice, un peu d'histoire<!-- Robotgenereret titel -->]</ref>
[[Fil:La Jetée Promenade et le jardin Albert 1er.jpg|thumb|150px|right]]
Til underholdning for turisterne opførte man et [[kasino]] ejet af byen i [[1884]], i [[1886]] opførtes [[opera]]en i Nice og ved Paillons udmunding opførte man i [[1895]] et kasino på pæle i vandet.
Linje 108:
Jean Médecin døde i [[1965]] efter sammenlagt 34 år i borgmesterstolen og blev afløst af sin søn, [[Jaques Médecin]]. Han kom til at regere byen på godt og ondt de næste 24 år. Byens historie under den nye borgmester kom til at bære præg af hans ambitioner om at gøre Nice til en international metropol, baseret på turisme og højteknologisk industri, og ikke mindst hans stædige kamp for at frigøre byen fra regionens hovedby, Marseilles, kontrol. Han iværksatte flere større offentlige projekter, der havde til formål at tiltrække pengestærke udlændinge. Således opførte han et stort kongrescenter på en del af Paillons overdækning. Han initierede opførelsen af flere hoteller i international klasse tæt ved lufthavnen, som han i øvrigt fik forbundet med byen og kongrescentret ved hjælp af en motortrafikvej tværs gennem byen. [[Museet for moderne og nutidskunst (Nice)|Museet for moderne og nutidskunst]], Matisse-museet og det nye teater var også hans fortjeneste.
Al denne aktivitet skete imidlertid for lånte penge med det resultat, at byens gæld efter hans afgang i [[1990]] kunne opgøres til 14.500 franc pr indbygger,<ref>{{kilde bog|efternavn=Roux|fornavn=Paul|titel=Histoire de Nice et son Comté|udgiver=Gilletta Editions|år=2006|sprog={{fr sprog}}|isbn=9782903574550|side=49}}</ref> en af de højeste i Frankrig. Byens indbyggere kom ikke alene til at betale for hans ambitiøse projekter, som man dog fik et vist afkast af, de kom også til at betale for den korruption, der fulgte i kølvandet på hans tid som bykonge, og som han også senere blev anklaget og dømt for.
== Fodnoter ==
| |||