Sokrates: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Sokrates' død i fængslet.jpg|thumb|''Sokrates' død'' af [[Jean-François-Pierre Peyron]], 1787]]

Demokratiet blev genindført i Athen i 403 f.Kr. 4 år senere, i 399 f.Kr. blev den 70-årige Sokrates stillet for retten, anklaget for [[blasfemi]] og for at forføre [[ungdom]]men. Han blev ført frem for en forsamling på 501 borgere, som efter at have hørt først på anklageren og så på forsvareren, fandt ham skyldig med 280 stemmer mod 221. Hans anklagere ønskede ham [[dødsstraf|dødsdømt]], og efter athensk skik skulle Sokrates så sige, hvad han selv mente, var en passende straf – som regel en [[valfart]] til et [[helligsted]] eller [[orakel]]. Sokrates havde imidlertid ingen indvendinger at komme med, selv om hans venner og elever tilbød sig at betale en bøde. Det blev afslået, når han ikke selv havde noget at indvende mod dødsdommen, som dermed stod fast. Sokrates afsluttede med en bidende tale til forsamlingen: "''Nu er det tid for at bryde op, jeg for at dø og I for at leve; men hvem af os, der har de lykkeligste udsigter, er ukendt for alle andre end [[Gud]].''" I stedet for at vente på henrettelsen, valgte han at drikke et bæger saft fra den giftige [[skarntyde]] med sine venner samlet omkring sig. <ref>Roger Osborne: ''Civilization'' (s. 78)</ref>

 

I dialogen ''Faidon'' beskriver Platon Sokrates' sidste timer. Platon var ikke selv til stede ved Sokrates' henrettelse, så beskrivelsen baserer sig på overleveringer fra de tilstedeværende. Platon beskriver detaljeret de [[symptom]]er, Sokrates fik af giften. Han blev først følelsesløs i fødderne og gradvist længere oppe i kroppen. Teksten kan opfattes bogstaveligt, som en beskrivelse af giftens virkning. En anden tolkning er, at beskrivelsen afspejler en filosofisk idé: [[sjæl]]ens frigørelse fra kroppen, som gradvis følelsesløshed før han døde med et lille sæt, idet hans sjæl forlod legemet.