Venstresocialisterne: Forskelle mellem versioner

'''Venstresocialisterne''' (VS) er<ref>eller "var", hvis man tager udgangspunkt iifølge Østre Landsrets kendelse af 12. september 2012</ref> et [[marxisme|marxistisk]] [[Danmark|dansk]] [[politisk parti]], dannet i [[1967]] og i [[1998]] omdannet til en [[forening]], som ifølge dennes hjemmeside stadig eksisterer. Ved en kendelse fra [[Østre Landsret]] af 12. september 2012 lagde landsretten til grund, at partiet er opløst i 1998, hvilket VS selv har afvist.<ref name="hjemmeside">[http://www.venstresocialisterne.dk/ Venstresocialisterne.dk]</ref>

[[Partikongres|Kongressen]] var formelt partiets øverste myndighed, som vedtog alle program – og principbeslutninger. De [[delegeret|delegerede]] var valgt af de lokale partiafdelinger samt af afdelingerne på [[arbejdsplads]]erne. <ref> Jf. afsnittet dobbeltorganiseringen. </ref> Kongressen kunne ligeledes beslutte, om andre smågrupper på [[venstrefløj]]en kunne optages i partiet. Kongresserne varkunne oftevære præget af ophedede diskussioner mellem repræsentanter for forskellige fraktioner, som i flere tilfælde, især i [[1970]]’erne førte til udmeldelser blandt demde medlemmer, dersom havde lidt nederlag ved afstemningerne . <ref> Se VS efter niende kongres, s. 6-23, hvor disse fraktionskampe analyseres. </ref>

[[Hovedbestyrelse]]n, som valgtes på kongressen bestod i det meste af partiets tidlige historiehovedsageligt af [[21]] medlemmer fra partiets tidlige historie, men i praksis var det [[forretningsudvalg]]et, der stod for den daglige ledelse og kontakt til de lokale afdelinger og de mange [[udvalg]] og [[kommission (politik)|kommissioner]], som blev nedsat af kongressen. <ref> VS efter 9. Kongres, s. 152</ref>

Dobbeltorganiseringen var en konstruktion, hvor hvert medlem både var organiseret i sit lokalområde<ref> Bortset fra [[København]], der var inddelt i mindre lokale enheder dækkede den lokale organisering typisk en [[kommune]] </ref>, men samtidig også på sin [[arbejdsplads]] eller [[uddannelsesinstitution]]. Der opstod imidlertid skævheder i denne struktur, fordi størstedelen af medlemmerne var [[studerende]]. <ref> jf. ''Hovedbestyrelsens Beretning'' til VS’ 9. Kongres .</ref>

Fraktionsfriheden var en særlig form for [[mindretal]]sbeskyttelse, som sikrede, at medlemmer, der tilsluttede sig de generelle principper i partiprogrammet, frit kunne danne en selvstændig fraktion med selvstændige mål for den konkrete politiske praksis. I partiets historie var der over 25 fraktioner, men generelt kan fraktionskampene karakteriseres som en strid mellem strammere og slappere. Strammerne ønskede en [[leninisme|leninistisk]] politik med stram partidisciplin og opbygning af revolutionære celler, mens slapperne ønskede en bred dialog med de mange [[græsrodsbevægelse]]r, der var opstået efter [[ungdomsoprøret]]. <ref> VS efter niende kongres, s. 12 ff .</ref>.

Disse regler betød bl.a.blandt andet, at fremtrædende medlemmer, dersom havde tegnet partiets politik de første år, ikke kunne genopstille, hvilket bl.a.fx ramte hårdt ved valget i [[1987]]. <ref> Da man ikke opnåede repræsentation i [[1971]], nulstilledes listen og alle kunne begynde forfra. </ref>

VS’ grundlag i internationalt arbejde var dels kritik af [[Sovjetunionen]], dels en [[solidaritet (sammenhold)|solidaritet]] med [[revolutionær]]e frihedsbevægelser i den 3. Verden. Officielt støttede partiet [[Salvador Allende]] i [[Chile]] og [[sandinister]]ne i [[Nicaragua]]. I løbet af 1970’erne blev der gennem Internationalt Udvalg (IU) etableret kontakter til de såkaldte befrielseshære, bl.a.som [[IRA]] og [[PFLP]].

I august 1980 var folketingsmedlemmet [[Anne Grete Holmsgaard]] sammen med to andreøvrige fra Venstresocialisterne, [[Lone Johnsen]] (medlem af VS' Internationale Udvalg) og [[Jakob Erle]]<ref>Jakob Erle's navn er vist stavet forkert i Weekendavisens artikel: som Jacob Erle.</ref> (medlem af partiets hovedbestyrelse), på besøg i [[Beirut]] og [[Saida]] i [[Libanon]] hos den palæstinensiske gruppe [[PFLP]].

{{citat|VS og PFLP er enige om, at der hverken kan findes en løsning på det palæstinensiske eller på det jødiske spørgsmål uden et totalt opgør med den zionistiske bevægelse og med Israel.}} Holmsgaard har efterfølgende erkendt, at hun var klar over, at denne organisation bl.a. accepterede [[flykapring]]er "som et middel i den anti – imperialistiske kamp." <ref> I et interview i Weekendavisen, 9.02.[[2001]]</ref>. Dette initiativ til udvikling af det internationale samarbejde medførte en skrap intern debat i partiet om holdningen til [[terrorisme]] og gidseltagning. Allerede i [[juli]] [[1980]] havde [[Preben Wilhjelm]], dersom ellers sjældent tog del i fraktionskampene, rettet en skarp kritik af flertallet i IU, fordi dette angiveligt forholdt sig taktisk til [[vold]]elige aktioner, ligesom Wilhjelm påpegede, at [[retssikkerhed]] og [[demokrati]]ske principper var det eneste holdbare grundlag for international solidaritet. <ref> Jf VS: Intern Debat , juli [[1980]], citeret i [[Preben Wilhjelm]], [[2004]], s. 217ff</ref>. Da et flertal af medlemmerne efterfølgende støttede Wilhjelms synspunkter, forlod flertallet af IU og ca. 20 sympatisører partiet.

VS var en erklæret del af den europæiske [[venstreopposition]] og udsendte gennem årene en række politiske [[program]]erklæringer, vedtaget på diverse kongresser, med det formål at præcisere partiets rolle i kampen mod [[kapitalisme]]n. Disse erklæringer afspejler en udvikling, hvor skiftende flertal medvirker til at ændre den politiske [[strategi]]. En vedtagelse fra 3. Partikongres i [[1970]] illustrerer udmærket de politiske dilemmaer. <ref> Jf. VS-bulletin nr. 56 af 24.11.1970 </ref>. Overordnet fremhæves det, at hovedopgaven er at udvikle et revolutionært parti, der kan stå i spidsen for [[arbejderklassen]]s kamp mod [[borgerskabet]]; men også den daglige kamp for bedre [[levevilkår]] må udvikles. [[Repræsentation]]en i folketinget er en [[sekundær]] opgave, hvor [[folketingets talerstol]] skal benyttes til at afsløre undertrykkelsen af befolkningen. <ref> Erklæringen findes bl.a. på Arbejderbevægelsens Arkiv</ref>

Partiet støttede i 1970’erne de [[strejke]]r og [[blokade (kampskridt)|blokader]], som bl.a.blandt andet fandt sted på [[Uniprint]] og [[Berlingske Tidende]]; men det var især på [[universitet]]erne, partiet spillede en egentlig rolle i ”kampen mod undertrykkelse”. <ref> Således fx en hovedrolle ved en [[boykot]] af [[eksamen]] på [[RUC]] i [[1973]], som førte til et [[lovforslag]] om nedlæggelse af [[RUC]]</ref> En af årsagerne til den manglende opbakning på arbejdspladserne var, at fraktioner i partiet havde omtalt [[fagbevægelsen]] som fagforsteningen, ligesom [[Socialdemokratiet]] var blevet udråbt som klasseforrædere. <ref> Jf. Interview med Erik Sigsgaard i VS Bulletin, [[1977]], se [http://www.venstresocialisterne.dk/doc_h2.htm her]</ref>

Partiets [[repræsentation]] i [[Folketinget]] fik en dramatisk start, da det først efter [[Stemmeoptælling|fintællingen]] af stemmerne ved valget i [[1968]] blev klart, at VS havde klaret [[spærregrænse]]n. Inden udgangen af 1968 havde [[Hanne Reintoft]] og [[Kai Moltke]] forladt partiet. <ref> Reintoft gik i protest mod VS's fordømmelse af Sovjetunionens [[invasion]] af [[Tjekkoslovakiet]] og meldte sig ind i [[DKP]], mens Moltke blev [[løsgænger]]. </ref> Selv om arbejdet i Folketinget formelt var sekundært i partiets strategi, er det de markante personligheder blandt folketingsmedlemmerne, VS især huskes for. Med Preben Wilhjelm som frontfigur satte de fokus på [[boligpolitik]]ken,[[socialpolitik]]ken og [[uddannelsespolitik]]ken, og partiet var det første, der fremlagde et ambitiøst [[energipolitik|energipolitisk]] program. <ref> VS efter niende kongres, s. 127 f ff.</ref> To gange overlevede partiet at miste sin folketingsrepræsentation, men 3. gang ved valget i [[1987]] blev afslutningen på 20 år som venstrefløjens frontfigur.

Partiets strategi omfattede et samarbejde med "antikapitalistiske kræfter" og grupper i opposition til det bestående samfund. Som et led i denne strategi samarbejdede partiet bl.a. med den [[feminisme|feministiske]] del af kvindebevægelsen og modstanderorganisationen mod [[atomkraft]], [[OOA]]. Partiet tillægges en stor betyding for [[folketinget]]s beslutning i [[1985]] om at den fremtidige energiplanlægning skulle foregå uden atomkraft<ref>Niels Chr. Sidenius (1986): [http://tidsskrift.dk/visning.jsp?markup={Hvorfor}|{er}|{der}|{ikke}|{atomkraft}|{i}|{Danmark}&type=cont&id=100145&query=Hvorfor%20er%20der%20ikke%20atomkraft%20i%20Danmark&journal=all&fromyear=&toyear=&n=0&m=25&print=no Hvorfor er der ikke atomkraft i Danmark?], Politica, Bind 18</ref>. I folketinget samarbejdede partiet med [[DKP]] og [[SF]], men udnyttede også mulighederne for et alternativt flertal med bl.a. [[Socialdemokratiet]] og [[Det Radikale Venstre]], bl.a.blandt andet om den såkaldte [[fodnotepolitik]]ken.