Storfyrstendømmet Finland: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m WPCleaner v1.27 - Billedbeskrivelse med partiel <small> (Fixed using WP:WPCW)
m bot: fix links
Linje 76:
=== Den finsk-svenske unions opløsning ===
 
De områder, som hører under det senere selvstændige Finland, havde fra middelalderen været en integreret del af Sverige og hørte under [[stormagtstiden]] i 1600-tallet til rigets kerneområde. Sveriges magtposition blev i 1700-tallet svækket, især under [[store nordiske krig]], da Rusland besatte Finland i årene fra 1714 til 1721. Okkupationen afsluttedes med [[freden i Nystad]], hvor Sverige måtte afstå [[Vyborg]] og [[Kexholm]], samt sine baltiske besiddelser til Rusland. I en senere russisk-svensk krig, den såkaldte [[Den russiskRussisk-svenske krig (1741–17431741-1743)|''Hattarnas ryska krig'']] fra 1741 til 1743, besatte russerne Finland på ny, og under den følgende [[Freden i Åbo|fredsaftale]] blev den vestligste af [[Kymmene älv]]s mundingsgrene nyt grænseskel mellom de to lande.
 
Efter, at Rusland havde lidt nederlag i [[Napoleonskrigene]]s [[Den fjerde koalision|fjerde koalisionskrig]], indgikk zar [[Alexander 1. af Rusland|Alexander 1.]] en aftale med Napoleon ved [[Freden i Tilsit]] den 7. juli 1807, hvorefter Østeuropa blev delt i en fransk og en russisk interessesfære. Rusland skulle presse England og Sverige til fred med Napoleon, mod, at Frankrig pressede [[Det osmanniske rige|Tyrkiet]] til at indgå fred med Rusland og sikre den fransk-russiske deling af [[Balkan]]. I denne aftale spillede hverken Finland eller Sverige næppe nogen vigtig rolle for den russiske zars strategiske interesser, men da den engelske forbundsfælle Sverige ikke efterkom de fransk-russiske ønsker, gik zaren til værks mod Sverige via Finland.<ref>Jutikkala, side 276-277.</ref> Det var således næppe med langsigtig okkupation i tankerne, at Rusland gik til angreb på Sverige den 21. februar 1808 og derved startede den [[Finske krig]].<ref>Jutikkala, side 277.</ref>
Linje 91:
[[Stænderforsamling]]en trådte sammen i [[Borgå]] den 25. marts 1809, det vil sige før [[Freden i Fredrikshamn]] den 17. september 1809. Den hastige sammenkaldelse skyldtes zarens behov for at afklare situationen i Finland før, at en ny runde af krig brød ud i Europa.<ref>Jutikkala, side 288-289.</ref> Efter, at zaren var ankommet, blev [[Borgå lantdag]] højtidelig åbnet den 28. marts. De finske [[Stand|stænder]] aflagde troskabsed til zaren – formelt set var dette [[landsforræderi]], da de fortsat var svenske undersåtter – til gengæld forsikrede zaren, at Finland skulle beholde sine love, sin religion og sit sprog. [[Gustaf Mauritz Armfelt]], som var udvist fra Sverige som landsforræder og som var blevet rådgiver for zaren, overbeviste denne om, at Finland burde blive et storfyrstendømme. Stænderne sad sammen i nogen måneder for at udarbejde en forvaltning, som var i overensstemmelse med Finlands nye status, og den 19. juli 1809 afsluttede Alexander 1. landdagen med en afslutningstale, hvori han slog fast, at finnerne nu var "løftet op til medlemskab i familien af ''nasjoner''".<ref>Jutikkala, side 289. «elevated to membership in the family of nations». Talen blev holdt på fransk og ordet ''nation'' må tolkes i dets politiske, og ikke etniske forstand. Men zaren viste ingen synlige tegn på at lægge mere i udtrykket end en gestus fra sejrherren til den okkuperede. Jutikkala, side 290-291.</ref>
 
Rusland og Sverige sluttede fred i september 1809, og fredsbetingelserne indebar, at Sverige måtte afstå hele den sydlige halvdel af Finland, [[Åland]], dele af [[Lapplands län]] og [[Västerbotten]]. Storfyrstendømmet bestod oprindelig blot af de områder, som Sverige nylig havde afstået, men fra begyndelsen af 1812 blev tillige de såkaldte "gammelfinske" områder, som Sverige havde mistet til Rusland i 1721 og 1743, indlemmede i riget. Dette blev de gældende grænser frem til, at Finland erklærede sig uafhængig i 1917. Ændringen var ikke uden betydning for Sverige – landets nye hersker [[Jean -Baptiste Bernadotte]] havde ikke den gamle kongeslægts sentimentale følelser over for Finland og indgik aftale med zaren i [[Åbo]] i 1812 om at afstå de finske områder i bytte mod russisk støtte til, at [[Norge]] blev lagt under Sverige. Aftalen fjernede en vigtig proteststemme mod russisk annektion af Finland, hvilket bekymrede de finske nationalister, som måtte have haft håb om svensk støtte.<ref>Jutikkala, side 300.</ref>
 
Fra begyndelsen var [[Åbo]] det nye storfyrstedømmes hovedstad. Men zaren ønskede at symbolisere Finlands tilknytning til Rusland, og da [[Helsingfors]] var blevet ødelagt ved en brand i 1808 under Finske krig og måtte bygges op igen, flyttede han snart hovedstadsfunktionerne østpå til Helsingfors. Efter den store bybrand i Åbo i 1827 blev også [[Kungliga Akademien i Åbo]] året efter flyttet til Helsingfors som [[Helsingfors universitet|Kejserliga Alexanders universitetet i Finland]]. Flytningen af hovedstaden blev ledsaget af en storstilet, russisk-finansieret opbygning af den nye metropol, inspiseret af zaren selv. En småby med omkring 4.000 indbyggere blev forvandlet til monumental hovedstad under ledelse af arkitekt [[Johan Albrecht Ehrenström]], mens regeringsbygningerne blev tegnet af den tyske arkitekt [[Carl Ludwig Engel]].<ref>Jutikkala, side 297-298.</ref>
Linje 282:
=== Debat om den finske forfatning ===
 
Finland havde manøvreret og styrket sin kulturelle, økonomiske og politiske autonomi under zar [[Alexander 2. af Rusland|Alexander 2.]]. Efter det fjerde og vellykkede [[attentat]] på zaren i marts [[1881]], voksede den nationalistiske fraktion i Rusland sig stadig stærkere. Ministre blev byttet ud og erstattede med adelsmænd, som støttede det [[slavofil]]e eller [[Panslavisme|panslavistiske]] program om at russificere folkene i rigets randområder. I en anspændt international situation gik russisk presse fra 1883 til stadig mere heftige angreb på den finske særstatus. Zar [[AleksanderAlexander 3. af Rusland|Alexander 3.]] var ikke uvenlig indstillet over for Finland, men befandt sig under hårdt pres fra nationalistiske ministre. Samtidig førte især den liberale avis ''Helsingfors Dagblad'' til uro ved at udvikle en tese om, at Finland burde erklære sig neutralt i tilfælde af krig. Avisen betonede, at Finland og Rusland var ret uens stater, som kun havde monarken til fælles.
 
Året efter, i 1886, publicerede den liberale politiker [[Leo Mechelin]] en afhandling på flere sprog om Finlands forfatning, som blev udsat for heftige polemiske angreb i russisk presse. Krig havde raset på Balkan, med sviende russiske nederlag. Den russiske statsretskyndige [[Kesar Ordin]] udgav Mechelins værk med stærkt kritiske anmærkninger, og i 1888 og 1889 publicerede han to egne værker, hvori han benægtede, at Finland var en egen stat og karakteriserede landet som en erobret provins.<ref>Virrankoski II, s. 576–578</ref> Bogen ''Underkastelsen av Finland'' fra 1889 fremstillede Finland som en erobret, forhenværende svensk provins, som zaren kunne fratage al særstatus, hvis han ville. Bogen blev kraftigt imødegået af Michelin og den fennomaniske historiker [[Johan Richard Danielson-Kalmari]] i bogen ''Finlands forening med det Russiske Keiserriket''.<ref>Jutikkala, side 346-347.</ref>
Linje 356:
=== Økonomisk politik og udvikling ===
 
Fra [[1840-tallet]] førte den finske regering en økonomisk politik, som virkede i pro-russisk retning. For baron [[Lars Gabriel von Haartman]] – som var både senatmedlem og finansminister i et par tiår – var målet at erstatte de svækkede økonomiske bånd til Sverige. Efter, at Rusland konverterede til sølvstandard, bestemte Haartman, at svenske penge skulle udgå af cirkulation, og den finske centralbank begyndte at trykke egne rubler. I [[1856]] fik han tilslutning til udgravning af [[SaimaakanalenSaimaa kanalen]], som muliggjorde handel med Sankt Petersborg og en mere eksportrettet savværksvirksomhed i det østre Finland. Jernbaner var Haartman der imod modstander af, da spørgsmålet blev rejst i 1850-erne.<ref>Jutikkala, side 306-307.</ref> Fra [[1863]] genopstod rigsdagen, og zarens magt over den økonomiske politik begrænsede sig til det udenrigspolitiske: han fastsatte [[told]]en, mens rigsdagen fastsatte [[skat]]terne.<ref>Jutikkala, side 331.</ref>
 
Det hersker bred enighed om, at Finlands industrielle revolution startede i perioden 1860-80, stimuleret af en række økonomisk-politiske reformer over et kort tidsrum. I [[1857]] blev et forbud mod [[Savværk|dampsave]] i skovbruget fjernet, og allerede to år senere blev de første [[lav]] ophævede. Flere runder af anti-lav-lovgivning fulgte de næste tiår.<ref>Hjerppe, side 19.</ref> I [[1860]] indførte Finland sin egen valuta, en proces, som tog fem år at gennemføre. Nyere forskning betoner dog i større grad, at Finlands økonomiske vækst startede i noget uens tempo i ulige brancher, og at den industrielle revolution i landet næppe var så pludselig, som den koncentrerede, politisk-økonomiske liberalisering kunne tyde på.<ref>Hjerppe, side 19-20.</ref> Det er desuden klart, at den økonomiske nedgang i 1860-erne fortsatte helt til [[1866]], men der efter blev den afløst af en meget stærk og langvarig vækst. Den internationale "jernbanekrise" fra [[1875]] ramte landets produktion, men ramte antagelig ikke skatteindtægterne så hårdt.<ref>Hjerppe, side 30-32.</ref>
Linje 709:
 
=== Samfærdsel ===
[[Fil:Saimaa Canal Finland.jpg|thumb|[[SaimaakanalenSaimaa kanalen]] forbinder den store indsø [[Saimen]] med [[Finske Bugt]], og dermed med Rusland og Europas markeder.]]
 
På begyndelsen af 1800-tallet var samfærdselsårerne i Finland lidet udviklede. Landevejene blev mudrede og var vanskelig farbare under regnvejr og var om vinteren ofte helt ufremkommelige. Forbedringer af trafikkårene var en grundforudsætning for det industrielle opsving i de ulige næringer. [[SaimaakanalenSaimaa kanalen]] blev af stor betydning ved at forbinde Østfinland og Finske Bugt med det russiske og europæiske marked. Bygningen blev påbegyndt i 1845, og kanalen blev indviet i 1856.
 
Opbygning af jernbanenettet var et led i Aleksander 2.s udviklingsprogram, og den første jernbanestrækning i Finland blev anlagt på zarens ordre. Banestrækningen forbandt [[Helsingfors]] og [[Tavastehus]] og blev åbnet i 1862. Mellem 1868 og 1870 kom strækningen [[Riihimäki]] – [[St. Petersburg]]. [[Sporvidde]]n på denne strækning var et politisk stridstema, men til syvende og sidst fik det finske jernbanenet samme sporvidde som det russiske jernbanenet, det vil sige bredere end ellers i Europa. I 1870-erne blev der bygget en forlængelse fra Tavastehus til Tammerfors, i 1903 blev strækningen yderligere forlænget gennem Österbotten til [[Torneå]].