Esaias Tegnér: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Linje 15:
Digtet, der senere vandt Akademiets Pris, foranledigede [[Götiska förbundet]] til at optage Tegnér i medlemskredsen, og [[1812]] udgav han en del digte i "[[Iduna]]", blandt hvilke ''Majsång'', ''Skidbladner'' og ''Elden'' er de ejendommeligste. I året 1812 blev Tegnér, der 1806 havde holdt bryllup, udnævnt til [[professor]] i [[Græsk (sprog)|græsk]], en professur, som var oprettet særlig for ham, og der oprandt en række arbejdsår, hvorunder poesien dyrkedes jævnt. Hos akademiadjunkten [[Bolméer]] samledes en skare litterært interesserede, blandt andre [[Heurlin]], [[Palm]], [[Engeström]] og [[Agardh]], og i denne Kreds, den saakaldte ''[[Härberget]]'', der med undtagelse af Agardh alle stod uden for de kæmpende skoler, var også Tegnér en af de ivrigste deltagere og den eneste, som trådte frem i den litterære kamp. Efter foreløbig at have givet en rent personlig harme luft i digtet ''[[Lorenzo Hammarsköld|Hammarspik]]'' var han en tid lang optagen af at arbejde på et [[tidsskrift]], rettet mod den nye skole, men planen strandede på, at meningerne i ''Härberget'' var delte, og Tegnér kom derfor til at stå alene i sin strid.
Den indledtes med ''Nyåret 1816'' og ''Gravdikt över Elof Tegnér'', med udfald mod den [[tåged]]e, kraftløse [[romantisk]]e digtning, og han fortsatte i sin tale ved [[reformation]]s[[jubelfest]]en [[1817]]. Hans karakteristik af [[Luther]] er lidet rammende; i sin fremhæven af det ridderlige og eventyrlige er den mere betegnende for forfatteren, der på lignende måde priser
reformationsårhundredet mere for dets [[humanistisk]]e end dets religiøse bestræbelse, fremhæver dets frigørelse og slutter med at betegne den frembrydende tid som i højeste grad betænkelig. Talens litterære indhold vakte misstemning i alle lejre; men denne lagde sig hurtig, særlig i de akademiske kredse; han valgtes [[1818]] ind i Akademiet, og i sin ''Inträdestal'' over [[Johan Gabriel Oxenstierna|Oxenstierna]], hvor han udtalte sig om æstetiske apørgsmål, har han i flere henseender søgt at forklare sig selv og undskylde sig over for kritikken af jubeltalen. Det sidste afgørende slag, mildnet, afklaret og værdigt, gav han i sin ''Epilog'' [[1820]] ved [[magisterpromotion]]en, hvor han indskærpede fordringen til kraft og klarhed i digtningen.
Sine Digte offentliggjorde
»Stockholmsposten«; de er stærkt gotiske som »Asatiden«, der havde Schiller’s »Die Götter▼
Griechenlands’« til Forbillede, og »Jätten«, dityrambiske som »Sång till solen« og »Stjärnsången«,▼
▲»Stockholmsposten«; de er stærkt gotiske som »Asatiden«,
men mest er han sig selv i »Karl XII«, hvor han besynger det eventyrlige hos Helten, og i▼
»Sången«, hvor Poesien betegnes som Udtryk for Livets Sundhed. Men størst Interesse havde▼
»Frithiof och Björn«, og de tre andre Sange, der udgavs i »Iduna« 1820 og faa Aar senere▼
▲dityrambiske som »Sång till solen« og »Stjärnsången«,
suppleredes med fem Sange til, og som yderligere forøget til 24 Romancer danner det 1825▼
▲men mest er han sig selv i »Karl XII«, hvor
▲for Livets Sundhed. Men størst Interesse havde
▲»Frithiof och Björn«, og de tre andre Sange,
▲yderligere forøget til 24 Romancer danner det 1825
udgivne Værk »[[Fridtjof den Frøknes saga|Frithiofs saga]]«.
I denne moderniserede Omdigtning af en oldnordisk Saga har T. givet en Skildring af sin egen Tids
Helteideal og Samfundsopfattelse, medens Kærlighedslivet og ikke Vikingelivet har kastet Glans▼
derover. Han ser i Hedenskabets Balder-Myte en Forberedelse for Kristendommen og benytter▼
den til Udjævning og Forsoning af det vilde og urkraftige; dette mildnes, skønt Toner af dyster▼
▲Kærlighedslivet og ikke Vikingelivet har kastet Glans
Fortvivlelse anslaas i det senest skrevne Digt »Frithiofs Återkomst«, hvor Digterens▼
personlige Oplevelse har angivet Tonen. Det stemningsrige Værk vakte Begejstring, da det▼
▲en Forberedelse for Kristendommen og benytter
udkom, og det erhvervede sin Digter en Berømmelse i Ind- og Udland, som ingen før havde▼
haft i svensk Litteratur; det udkom i talrige Oversættelser og var en Tid lang et af de faa▼
▲urkraftige; dette mildnes, skønt Toner af dyster
nordiske Digterværker, som ved Oversættelser vandt europæisk Berømmelse.▼
▲Fortvivlelse anslaas i det senest skrevne Digt
▲stemningsrige Værk vakte Begejstring, da det
▲Berømmelse i Ind- og Udland, som ingen før havde
▲Oversættelser og var en Tid lang et af de faa
▲nordiske Digterværker, som ved Oversættelser
Forinden Udgivelsen af Frithiof’s saga havde
| |||