Esaias Tegnér: Forskelle mellem versioner

Digtet, der senere vandt Akademiets pris, foranledigede [[Götiska förbundet]] til at optage Tegnér i medlemskredsen, og [[1812]] udgav han en del digte i "[[Iduna]]", blandt hvilke ''Majsång'', ''Skidbladner'' og ''Elden'' er de ejendommeligste. I året 1812 blev Tegnér, der 1806 havde holdt bryllup, udnævnt til [[professor]] i [[Græsk (sprog)|græsk]], en professur, som var oprettet særlig for ham, og der oprandt en række arbejdsår, hvorunder poesien dyrkedes jævnt. Hos akademiadjunkten [[Bolméer]] samledes en skare litterært interesserede, blandt andre [[Heurlin]], [[Palm]], [[Engeström]] og [[Agardh]], og i denne Kreds, den saakaldte ''[[Härberget]]'', der med undtagelse af Agardh alle stod uden for de kæmpende skoler, var også Tegnér en af de ivrigste deltagere og den eneste, som trådte frem i den litterære kamp. Efter foreløbig at have givet en rent personlig harme luft i digtet ''[[Lorenzo Hammarsköld|Hammarspik]]'' var han en tid lang optagen af at arbejde på et [[tidsskrift]], rettet mod den nye skole, men planen strandede på, at meningerne i ''Härberget'' var delte, og Tegnér kom derfor til at stå alene i sin strid.

 

reformationsårhundredet mere for dets [[humanistisk]]e end dets religiøse bestræbelse, fremhæver dets frigørelse og slutter med at betegne den frembrydende tid som i højeste grad betænkelig. Talens litterære indhold vakte misstemning i alle lejre; men denne lagde sig hurtig, særlig i de akademiske kredse; han valgtes [[1818]] ind i Akademiet, og i sin ''Inträdestal'' over [[Johan Gabriel Oxenstierna|Oxenstierna]], hvor han udtalte sig om æstetiske apørgsmål, har han i flere henseender søgt at forklare sig selv og undskylde sig over for kritikken af jubeltalen. Det sidste afgørende slag, mildnet, afklaret og værdigt, gav han i sin ''Epilog'' [[1820]] ved [[magisterpromotion]]en, hvor han indskærpede fordringen til kraft og klarhed i digtningen.