Esaias Tegnér: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Intro |
|||
Linje 13:
Fra [[1806]] stammer nye påvirkninger; han har nu stiftet bekendtskab med [[Schiller]] og den nyere [[tyske litteratur]], og i digtet ''Försonligheten'', der efter gentagen omarbejdelse fik endelig form i det mandige og pragtfulde ''Fridsröster'', havde han udtrykt sin opfattelse angående trosforskelligheder og individets frie selvbestemmelsesret; men det oprindelig djærve fremstormende mildnes og gentages i mere kunstnerisk behersket form. Samtidig stiftede han gennem [[Pehr Henrik Ling|Ling]] bekendtskab med [[Oehlenschläger]]s digtning, og han inspireredes af samtidens begivenheder til digtene ''[[England]] och [[Frankrig|Frankrike]]'', ''[[Horatio Nelson|Nelson]] och [[William Pitt den yngre|Pitt]]'', men gennembrudet skete, da hans patriotisme vaktes under den voldsomme [[Finske krig|krig]] mod [[Rusland]] og [[1808]] fremkaldte ''Krigssang for skånska lantvärnet'' og det store [[dityrambe|dityrambiske]] digt ''Svea''. Hans tanker optogs langt mere af fædrelandets kamp end af de begyndende litterære stridigheder, som han vilde holde sig udenfor. I ''Svea'' har han givet udtryk for den harme og smerte og det håb, som fyldte ham.
Digtet, der senere vandt Akademiets pris, foranledigede [[Götiska förbundet]] til at optage Tegnér i medlemskredsen, og [[1812]] udgav han en del digte i "[[Iduna]]", blandt hvilke ''Majsång'', ''Skidbladner'' og ''Elden'' er de ejendommeligste. I året 1812 blev Tegnér, der 1806 havde holdt bryllup, udnævnt til [[professor]] i [[Græsk (sprog)|græsk]], en professur, som var oprettet særlig for ham, og der oprandt en række arbejdsår, hvorunder poesien dyrkedes jævnt. Hos akademiadjunkten [[Bengt Magnus Bolméer|Bolméer]] samledes en skare litterært interesserede, blandt andre [[Heurlin]], [[Palm]], [[Engeström]] og [[Agardh]], og i denne
Den indledtes med ''Nyåret 1816'' og ''Gravdikt över Elof Tegnér'', med udfald mod den [[tåge]]de, kraftløse [[romantisk]]e digtning, og han fortsatte i sin tale ved [[reformation]]s[[jubelfest]]en [[1817]]. Hans karakteristik af [[Luther]] er lidet rammende; i sin fremhæven af det ridderlige og eventyrlige er den mere betegnende for forfatteren, der på lignende måde priser
Linje 22:
Forinden udgivelsen af Frithiofs saga havde Tegnér imidlertid vundet navnkundighed i Sverige ved idyllen ''Nattvardsbarnen'' (1820) og romancen ''Axel'' (1822). Det første giver i ypperlige [[heksametre]] en skildring af en [[konfirmation]] i en svensk [[landsby]][[kirke]], og det afsluttes efter den idylliske fremstilling med præstens tale, hvori Tegnér har givet sin personlige opfattelse og tolkning af religionens hovedlærdomme, hvorved han kommer til at give en meget smuk fremstilling af kærligheden, som lærens grundprincip, og af døden som kærlighedens alvorligere tvillingbroder. ''Axel'' er Tegnérs egentlige [[kærlighedsdigt]], næst Frithiofs saga det berømteste, om end ikke lødigste af hans værker. Helteskildringen er her helt trængt tilbage for den opdigtede, romantiske kærlighedsskildring.
Desuden var han begyndt på et tredje stort digt ''Gerda'' eller ''Helgonbacken''; men han nåede kun at fuldende de to første Sange, ''Jätten Finn'' om opbyggelsen af [[Lunds Domkirke]] og om [[Biskop Absalon|Aksel Hvides]] møde med jættedatteren Gerda. Først mod slutningen af sit liv genoptog han emnet til fuldendelse, men heller ikke da nåede han at afslutte det, hans kraft var nedbrudt. ''Gerda'' skulde som ''Frithiof'' have behandlet kærlighedsforsagelsen; impulsen var en oplevelse netop på den tid. [[Erotisk]] skuffelse i forbindelse med økonomiske vanskeligheder og tiltagende sygelighed medførte den [[melankoli]] og fortvivlelse, der stadig lagde sig mere tyngende over hans sind og ofte formørkede det lange tider ad gangen.
1823 blev Bispestolen i Växiö ledig; T. og hans Venner gjorde alt for, at den skulde blive ham
| |||