Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Addbot (diskussion | bidrag) |
PerV (diskussion | bidrag) m fjernet space |
||
Linje 51:
[[Fil:Estonian SSR 1940.jpg|thumb|200px|right|Sovjetisk kort fra 1940 over Estiske SSR]][[Fil:Latvian SSR 1940.jpg|thumb|right|200px|Sovjetisk kort fra 1940 over Lettiske SSR]][[Fil:Lithuanian SSR 1940.jpg|thumb|right|200px|Sovjetisk kort fra 1940 over Litauiske SSR]]
De sovjetiske tropper, der var udpeget til mulige militære operationer mod de baltiske lande, udgjorde 435.000 mand, omkring 8.000 kanoner og mortérer, over 3.000 kampvogne og over 500 panserbiler.<ref>Mikhail Meltyukhov: Stalin's Missed Chance, p. 198, kan ses på [http://militera.lib.ru/research/meltyukhov/index.html militera.lib.ru]</ref>.
Den [[3. juni]] [[1940]] blev alle sovjetiske styrker i de baltiske lande placeret under kommando af [[Aleksandr Loktionov]].<ref>Pavel Petrov, p. 153 </ref>
Linje 102:
Den sidste storstilede operation var planlagt til natten mellem den 27. og 28. juni 1941. Den blev udsat, da krigen brød ud med Tyskland den 22. juni 1941 – [[Operation Barbarossa]]<ref name="Black book"/>. Ifølge historikeren [[Robert Conquest]] fulgte den selektive deportering fra de baltiske stater en politik om at halshugge nationerne ved at fjerne deres politiske og sociale eliter, "som det senere blev klart var motivet bag [[Katynmassakren]]."<ref>[http://www.ditext.com/conquest/harvest.html ''The Harvest of Sorrow: Soviet Collectivization and the Terror-Famine'' (1986)] </ref>
I juli og august 1940 afleverede estiske, lettiske og litauiske udsendinge i USA og Storbritanninen officielle protester mod den sovjetiske besættelse og annektering af deres lande. De Forenede Stater,<ref>se, f.eks., {{cite web | authorlink = United States Congress | title=Concurrent Resolution of the House and Senate: H. CON. RES. 128 | quote=''udtrykke den holdning i Kongressen at regeringen i Den russiske Føderation skulle udsende et klart
i overensstemmelse med principperne i [[Stimson Doktrinen]] ([[Sumner Welles]]' deklaration af [[23. juli]] [[1940]]<ref>Den da fungerende amerikanske udenrigsminister, Sumner Wells, beskrev de sovjetiske aktiviteter i de baltiske lande som: ''"den snedige proces, hvorved den politiske uafhængighed og territoriale integritet for tre små baltiske lande – Estland, Letland og Letland med overlæg skulle fjernes af en af deres stærkere naboer."''</ref><ref name="TSOL" />)
, og de fleste andre vestlige lande<ref>{{cite journal | last=Dehousse | first=Renaud | title=The International Practice of the European Communities: Current Survey | journal=European Journal of International Law | volume=4 | issue=1 | year=1993 | pages=141 | url= http://www.ejil.org/journal/Vol4/No1/sr1.html | accessdate=2006-12-09 }} – <sup>[http://scholar.google.co.uk/scholar?hl=en&lr=&q=author%3ADehousse+intitle%3AThe+International+Practice+of+the+European+Communities%3A+Current+Survey&as_publication=European+Journal+of+International+Law&as_ylo=1993&as_yhi=1993&btnG=Search Scholar search]</sup></ref><ref>{{cite journal | last=European Parliament | title=Resolution on the situation in Estonia, Latvia, Lithuania | journal=Official Journal of the European Communities | volume=C 42/78 | date=[[13. januar]] [[1983]] | url=http://upload.wikimedia.org/wikipedia/en/8/80/Europarliament13011983.jpg }} ''"mens den sovjetiske annektering af de tre baltiske lande stadig ikke formelt er blevet godkendt af de fleste europæiske lande og USA, Canada, Storbritanninen, Australien og Vatikanet og de fortsat holder fast i begrebet de baltiske stater"''.</ref>
Linje 109:
Medlemmer af det estiske, lettiske og litauiske diplomatkorps i vestlige lande fortsatte med at formulere og udtrykke de officielle holdninger for Estland, Letland og Litauen og beskyttede deres respektive landes interesse og deres statsborgere mellem 1940–1991, dvs. indtil selvstændigheden blev genskabt.
Begivenhederne i de baltiske republikker var ikke isolerede. I Finland og på den skandinaviske halvø forlangte stormagterne ret til indrømmelser, som krænkede deres neutralitet og selvstændighed. Tyskland havde presset Sverige til at tillade transit af tropper og materiel mellem Norge og havnene i Sydsverige under kampene i Norge og opnåede disse rettigheder efter Norges fald. Straks efter begyndte Sovjetunionen at lægge pres på Finland for at få transitrettigheder mellem den sovjetiske grænse og Hangö-flådebasen, der var blevet oprettet efter bestemmelserne i [[Fredstraktaten i Moskva]] samt kontrol over den finske nikkelmine i Petsamo.
I august gav Finland transferrettigheder til tyske tropper, som rejste mellem Nordnorge og havnene i den Botniske bugt i et diplomatisk forsøg på at forbedre forbindelser med Nazityskland, som havde været på frysepunktet siden [[1930'erne]] på grund af ideologiske uenigheder, der klart blev demonstreret, da Tyskland stillede sig på Sovjetunionens side i Vinterkrigen. Finland fik udbygget sine politiske kontakter med Tyskland, der blev set som det eneste mulige håb for at undgå en sovjetisk besættelse. I september nåede Finland og Sovjetunionen til enighed om en aftale om transitrettigheder til Hangö. Da den sovjetiske udenrigsminister, [[Vjatjeslav Molotov]], i november 1940 anmodede om tysk accept og passiv støtte til en invasion af Finland, afslog Hitler det, da han anså Finland for at være en mulig politisk allieret ved den kommende invasion af Sovjetunionen. Forhandlingerne om Petsamo-minen blev trukket ud i måneder, indtil indirekte tysk støtte tillod finnerne at lade dem løbe ud i sandet.
Linje 143:
==== Litauen ====
[[Fil:Memorial to the Jews victims of Nazi Germany in Vilnius2.JPG|thumb|251 px|Et
{{hovedartikel|Jødernes historie i Litauen}}
{{hovedartikel|Holocaust i Litauen}}
Før [[Holocaust]] boede der 160.000 jøder i Litauen, og det var et af de største centre for jødisk teologi, filosofi og lærdom. Det stammede endda fra før [[Gaon af Vilna]]. I 1941 var antallet af jøder vokset med flygtninge fortrinsvis fra Polen, så der nu var omkring 250.000 jøder i landet.
Ved indledningen af [[Operation Barbarossa]] i juni 1941 genoprettede den litauiske undergrundsregering, der var dannet i 1940, i kort tid et uafhængigt Litauen ved en opstand, som faldt sammen med Tysklands invasion af Sovjetunionen, selv om nøglepersoner i opstanden var blevet arresteret af de sovjetiske myndigheder dagen før – og blev henrettet efter skueprocesser i Sovjetunionen. Da den tyske besættelse var gennemført, blev regeringen tvunget til at opløse sig selv kort efter.
Linje 155:
Ved slutningen af krigen var kun 10–15 % af Litauens jøder i live, de fleste af dem ved at være undsluppet til det indre af Sovjetunionen under den tyske invasion i 1941. Omkring 95-97 % af de tilbageværende jøder i Litauen døde, hvilket var den højeste andel i hele Europa. Dette skyldtes i høj grad en aktiv medvirken fra andre litauere og samarbejde med den tyske besættelsesmagt på alle niveauer i samfundet. Jøderne blev i vide kredse anset for at have støttet det foregående sovjetstyre. De antijødiske følelser voksede derfor, da de antisovjetiske følelser i den litauiske befolkning kompletterede en allerede eksisterende traditionel antisemitisk.<ref>Šarūnas Liekis. A State within a State? Jewish autonomy in Lithuania 1918–1925. Versus aureus, 2003</ref><ref>[http://www.genocid.lt/Leidyba/12/liekis.htm Šarūnas Liekis. Žydai: "kaimynai" ar "svetimieji"? Etninių mažumų problematika<!-- Bot generated title -->]</ref><ref>[http://www.lituanus.org/2001/01_4_05.htm Reflections on the Holocaust in Lithuania: A New Book by Alfonsas Eidintas – Senn<!-- Bot generated title -->]</ref>
En anden faktor, som havde betydning for, at så stor en andel af den jødiske befolkning døde i Litauen, sammenlignet med andre steder i Europa – såsom Danmark, Tyskland og Holland, var den relativt begrænsede assimilering af jøderne i Østeuropa.
Linje 232:
Tidligere ''de jure'' anerkendelser:
* {{flagikon|Tyskland|nazi}} [[Nazityskland]] —
=== Hensigtsmæssigt i krigstid ===
Linje 258:
'''Traktater i kraft mellem Sovjetunionen og de baltiske lande før 1940'''
Efter at de baltiske lande havde erklæret sig selvstændige efter underskrivelsen af våbenhvilen invaderede det bolsjevikkiske Rusland i slutningen af 1918.<ref>http://web.ku.edu/~eceurope/communistnationssince1917/ch2.html på University of Kansas, hentet 23. januar 2008</ref> [[Izvestia|Известия (Izvestia)]] skrev i sin udgave fra [[25. december]] [[1918]]: "Estland, Letland og Litauen er direkte på vej fra Rusland til Vesteuropa og er derfor en hindring for vore revolutioner ... Denne skillevæg må rives ned." Det bolsjevikkiske Rusland fik imidlertid ikke kontrol over Baltikum, og i 1920 indgik det fredsaftaler med alle tre lande:
==== Fredstraktater ====
* Estland, [[Tartu-traktaten]] [[2. februar]] [[1920]]<ref>League of
* Litauen, [[Sovjetisk-litauiske traktat fra 1920]] den [[12. juli]] [[1920]]<ref>Receuil de traités conclus par la Lithuanie avec les pays étrangérs, Vol. I, Kaunas, 1930, pp. 30-45.</ref>
* Letland, [[Riga-traktaten]] den [[11. august]][[1920]]<ref>League of Nations Treaty Series, 1920-21, No. 67, pp. 213-231.</ref>
Linje 270:
Senere blev der på sovjetisk initiativ<ref>Prof. Dr. G. von Rauch "Die Baltischen Staaten und Sowjetrussland 1919-1939", Europa Archiv No. 17 (1954), p. 6865.</ref> indgået yderligere ikke-angrebs-pagter med alle tre baltiske lande:
* Litauen,
* Letland,
* Estland, den [[4. maj]] [[1932]]<ref>League of Nations Treaty Series, Vol. CXXXI, pp. 297-307.</ref>
De underskrivende parter påtog sig at afstå fra aggressive handlinger mod hinanden og fra enhver voldshandling rettet mod modpartens territoriale integritet og ukrænkelighed eller politiske uafhængighed. Yderligere enedes de om at overdrage alle uenigheder uanset deres oprindelse, som ikke kunne løses ad diplomatiske vej til formel afgørelse i en fælles komite.<ref>Artikel I og IV i ikke-angrebs traktaterne med Letland og Estland og artikel III og
==== Kellogg-Briand Pagten og Litvinovs Pagt ====
Linje 288:
Den [[3. juli]] [[1933]] blev begrebet aggression for første gang i historien fastlagt i en bindende traktat, som blev under skrevet på den britiske embassade i London af Sovjetunionen og blandt andre de baltiske lande.<ref>[http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,753798,00.html Aggression Defined] i Time Magazine om konventionen for definition af aggression.</ref><ref>League of Nations Treaty Series, 1934, No. 3391.</ref>
Artikel II definerer former for aggression: ''Som aggressor skal betegnes enhver stat, som er den første, der har begået en af følgende handlinger:
* For det første – erklæret krig mod et andet land
* For det andet – foretaget invasion med væbnede styrker af et andet lands territorium, selv uden krigserklæring
Linje 301:
==== Traktater som Sovjetunionen underskrev mellem 1940 og 1945 ====
Sovjetunionen tilsluttede sig [[Atlanterhavserklæringen]] af [[14. august]] [[1941]] ved en resolution, der blev underskrevet i London den [[24. september]] [[1941]].<ref>B. Meissner, Die Sowjetunion, die Baltischen Staaten und das Volkerrecht, 1956, pp. 119-120.</ref> Erklæringen
* "For det første søger deres lande ingen udvidelse territorialt eller på anden vis.
Linje 376:
* [[10. januar]] [[1941]] Sovjetunionen og Tyskland indgår en aftale om genbosættelse af [[Baltiske tyskere]] fra Estland og Letland.
* [[14. juni]] [[1941]] Første massedeportationer af Nazister fra Estland (10.000), Letland (15.000) og Litauen (18.000) til Siberien.
* [[15. juni]] [[1941]] Guvernøren i New York, [[Herbert Lehman]], erklærer 15. juni for De baltiske landes dag.
* [[22. juni]] [[1941]] [[Operation Barbarossa]], Tyskland invaderer Sovjetunionen.
* [[24. juni|24.]] – [[25. juni]] 1941 [[Rainiai massacre|Rainiai massakren på sovjetiske politiske fanger i Litauen]]
Linje 393:
* [[19. december]] [[1941]] [[Alfred Rosenberg]], den tyske minister for besatte områder i Østeuropa indfører civil arbejdspligt for alle indbyggere mellem 18 og 45 år i de besatte områder.
* December 1941 I løbet af seks måneders tysk besættelse er 10.000 personer, herunder 1.000 estiske jøder enten fængslet eller henrettet.
* [[20. januar]] [[1942]] [[Reinhard Heydrich]] erklærer på [[Wannsee konferencen]], at Estland er
* [[25. februar]] [[1942]] [[Bürgerliches Gesetzbuch|Tysk ret]] indføres i Estland, Letland og Litauen, men anvendes kun på etniske tyskere.
* [[16. marts]] [[1942]] [[Joseph Goebbels|Goebbels]] skriver i sin dagbog at de baltiske befolkninger er naive, hvis de tror at tyskerne vil tillade dem at genetablere nationale regeringer.
* [[30. marts]] [[1942]] [[Heinrich Himmler|Himmler]] fremlægger en plan for germanisering af de østlige territorier, herunder etablering af tyske bosættelser efter krigen.
* [[20. maj]] [[1942]] [[Vjatjeslav Molotov|Molotov]] besøger London, Storbritannien
== Referencer ==
Linje 418:
* [http://www.eurozine.com/authors/senn.html Alfred Erich Senn] ''[http://www.lfpr.lt/uploads/File/2000-6/Senn.pdf Hvad skete der i Litauen i 1940?]''(PDF)
* Leonas Cerskus ''[http://www.angelfire.com/de/Cerskus/english/links1.html Sovjetiske kommunisters forbrydelser]'' — Bred samling af kilder og links
* ''[http://www.latvians.com/en/Reading/TheseNamesAccuse/ThNA-08-Appendix-1.php Order No 001223:
* ''[http://www.realworldpictures.ca GULAG 113]'' — Canadisk film om estere som blev udskrevet til den Røde Hær i 1941 og sendt i arbejdslejre i GULAG
* ''Non-Recognition in the Courts: The Ships of the Baltic Republics'' af Herbert W. Briggs. In ''The American Journal of International Law'' Vol. 37, No. 4 (Oct., 1943), pp. 585-596.
| |||