Ole Wivel: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 26:
 
== Nazisympatier ==
Wivels nazisympatier lader sig måkse separere fra hans nazisympatier, hvor i Wivels tilfælde hænger de med rette eller urette - sammen som ærtehalm.
 
Wivels første digtsamlinger er siden fejet ind under gulvtæppet af politiske årsager, idet de viser begejstring for det nationalsocialistiske Tyskland:
* ''Digte'' (1940). Ike medtaget er digtet Korset (ikke af forveksle med Valdemar Rørdams mindst ligeså berygtede digt af samme navn. Wivels blamable digt var først blevet refuseret afr flere aviser, men fandt nåde i dert nazistiske Fædrelandet. Der eksisterer et eksemplar af etbind af Stefan George (fra Gesamtausgabe der Werke, tryktog forlagt hos Georg Bondi, Berlin 1937). Ole Wivel har på fortitelbladet med sin fyldepen i St-G-Schrift kalligraferet en strofe fra Hugo von Hofmannsthals fremragende digt "Der Tod des Tizian", der i sin helhed første gang i sin helhed blev publiseret i Georges tidsskrift Blätter für die Kunst. Ole Wivels eget frieksemplar (disse digtsamlinger fra krigen udkom for egenregning og i kommision hos Thanning og Appels forlag. At denne og i hvert fald den næstfølgende digtsamling ikke er sat med Stefan Georges karolingisk baserede minuskelskrift, må skyldes, st blysatsen befandt sig i Berlin (og få år under et bombarement gik til grunde, sammenholdt med krigens logistiske vanskeligheder på det civile område. Publikationerne fra krigen er bekostet af Ole Wivel selv (eller rettere af hans velhavende familie), men der har næppe været midler til at få dem trykt hos Georg Bondi i Berlin. Luftbombardementerne af Berlin satte først ind i 1943.
* ''Digte'' (1940)
* ''Udvalgte digte'' (1942)
* ''DenUdvalgte hvide rosedigte'' (1942),. medbestår illustrationeri hovedsagen af [[Helgedigte fra debutdigtsamlingen fra Bertram]]1940.
 
* ''Udvalgte digte, Første og anden samling'' (1943-1944)
* ''Den hvide rose'' (1942), med illustrationer af [[Helge Bertram]]. Består af nye digte, stadigvæk "neoklassisistiske", i bundne former, sonet med rytme og rim.
Den hvide Rose (der ikke refererer til den tyske modstandsgruppe omkring Sophie Scholl) omfatter en sonetkrans, som Wivel gav kritiken ret i, var indholdsløs (sætningen "More matter with less form", citeret i erindringsværket "Romance for valdhorn"). Wivel var medlem af den nazisympatiserende forening [[Ringen (germanofil organisation)|Ringen]], navngivet efter [[Wagner]]s operacyklus og Georges digtsamling fra 1913.
 
''Der Siebente Ring'' (den syvende ring, efter [[Dante]]s syv himle, eller digtsamlingens syv dele).
Den hvide Rose (der ikke refererer til den tyske modstandsgruppe omkring Sophie Scholl) udkom både som en kunstmapppe med illustrationer raderet af Bent Bertram, og med Wivels digte kalligafieret i radering. ''Den hvide rose'' udkom også som ordinært udstyret digtsamling med med Bertrams smukke raderinger gengivet i formindsket udgave som autoklicheer (bogtryk). Bertram blev mange år senere rektor for Akademiets kunstpædagogiske skole. Wivels tilhørende digte omfatter i hovedsagen en sonetkrans, som Wivel gav kritikenkritikken ret i, var indholdsløs (sætningen "More matter with less form", citeret i erindringsværket "Romance for valdhorn"). Wivel var siden 1939 medlem af den nazisympatiserende forening [[Ringen (germanofil organisation)|Ringen]], navngivet efter [[Wagner]]s operacyklus og Georges digtsamling fra 1913., ''Der Siebente Ring'' (den syvende ring, efter [[Dante]]s syv himle.
Wivels Universitetsspeciale fra 1943 er om den tyske digter [[Stefan George]] (1868-1933). Afhandlingen bærer titlen ''"Stefan George og hans Stilling i tysk Aandsliv"''. Wivels digte frem til omkring 1948 er blege George[[wikt:pastiche|pasticher]]. I disse år var Wivel i støbeskeen.
 
Med Wivels prisopgave fra universitetet fra 1943 om den tyske digter [[Stefan George]] (1868-1933). Wivel havde fra 1939, måske allerede 1938 anskaffet sig baggrundslitteratur om den selvbestaltede tyske digter, der døde i 1933 i det selvvalgte schweiziske eksil; delvis på flugt for nazismens omklamringer, delvis for at søge sydlige himmelstrøg (han led af en alvorlig nyrelidelse). Wivel kom altså en syv års tid for set til at blive optaget i Georges Jungerkreis (hvis han ikke, hvad man idag må skønne, var blevet vejet og fundet for let). I november 1943 forsvarede Wivel sin afhandling (universitetets prisopgave bærer titlen ''Stefan George og hans Stilling i tysk Aandsliv''. Den støtter sig i hovedsagen til Friedrich Wolters: ''Stefan George und Die Blätter für die Kunst'' med undertitlen "Deutsche Geistesgeschichte seit 1890" (tysk åndshistorie siden 1890). Wivels digte frem til omkring 1948 er blGeorge[[wikt:pastiche|pasticher]] at regne. I disse år må Wivel siges siges at være i støbeskeen. Senere frigorde hans ig for støbeskeeer og skrev ubundne (eller mindre bundne) digte resten af livet. Wivels eget eksemplaraf Wolters omfattende værk bærer en prangende autograf på forsatsen med årstallet 39 indflettet. bogen er sandsynligvis en gave fra østrigeren Frits Waschnitius (se herunder).
 
* ''Udvalgte digte, Første og anden samling'' (1943-1944). Et opkog af de tre forrige digtsamlinger.
 
Før og under 2. verdenskrig var Wivel med i den nazistiske gruppe Ringen, der også talte Louisiana-grundlægger [[Knud W. Jensen]] og den østrigske nazist [[Fritz Waschnitius]]. Ifølge nye oplysninger om [[Ole Høst]], søn af maleren [[Oluf Høst]], som også var medlem af Ringen, var det Wivel, der overtalte Ole Høst til at melde sig til Waffen-SS på Østfronten, hvor han døde i 1943. Ved Høst-familiens hus på Bornholm deltog Wivel tillige i fakkeloptog for nazismen.<ref> {{Cite news