|
I 1972 fuldendte Visconti sin "tyske trilogi" med storfilmen ''[[Ludwig]]'' om Bayerns konge med udstrakt brug af locations (bl.a. Ludwig II's eventyrslotte). Helmut Berger spillede hovedrollen. Under finredigeringen af denne overdådige film fik Visconti et alvorligt slagtilfælde, der lammede ham i venstre side. Han genvandt aldrig sin fysiske styrke. Men hans arbejdsmoral fejlede ikke noget.
''Ludwig'' blev sablet ned af kritikerne, men har siden vundet klassikerstatus i en posthum uforkortet (ca. fire timer lang) version. Desværre for denne prægtige technicolor-panavisionfilm og Panavisionfilm kun i lommeformatet DVD. Der liger en ironi i at de unge klippersassistent, der på fildistribtørernes anledning, og ikke santioneret af filens instruktør, nedklipede ''Ludwig' til skønne, uforståelige og lemlæstede versioner, der ikke var sanktioneret af instruktøren, der under klipningen af den første version pådrog instrukøren sig lykkelvis et slagtilfældde (der ham førlighden)og en blodprop i hjernen, og efter den hårde rekonvalecens i 19782 var optaget af an instruære en skandaleopltning et stykke af Harold Pinter (Old Times) og Puccinis Manon Lescault til Spoletofestivalen (det følgende år).
I 1974 vendte Visconti for sidste gang tilbage til sine samtidsskildringer med den pessimistiske, urovækkende og let sentimentale ''Vold og lidenskab'' med "profssoren", et maskeret selvportæt, spillet af [[Burt Lancaster]],. Den tyske 68'er "Konrad Hübel" der nu er genereret til "frequent dancing partner" og "the ladys little lapdog" spillet af [[Helmut Berger]] og "lover and kept boy" for hans elskerinde, som han i telefon kalder for Madame marguise de Merde, nemlig furien Madame Marquise Bianca Brumonti[[Silvana Mangano]]. DenConversation Piece er på en måde en opdateret version af ''Døden i Venedig'', men udelukkende med realistiske studieinteriører i sin tematisering af isolation, ensomhed og alderdomden fremrykket, der glider direkte over i døden, der er et proust'ske hovedtema, der var Viscontis egen vision af sin forestående død, som den kunne udforme sig.
Få måneder efter Viscontis død havde filmatiseringen af D'Annunzios ''Den uskyldige'' premiere på Cannes-festivalen i 1976. (Romanen fra 1891 er i 1900 oversat af Palle Rosenkrantz. Filmen, som, med sin mærkelige stemningsdyrkelse og på samme tid radikale (neorelistiske) skildring af Fin de Siecles overdådige pragt og decadence og korrumperede kynisme og Nietzsche-inspirerede menneskedyrkelse hos helten, kan betragtes som den perfekte slutsatsslutsten (med en romantisk efterklang), foregår som antdet blandt de unge, smukke og rige i Italien i 1890 og forener det realistiske fra instruktørens periodefilm med det melodramatiske fra hans samtidsfilm, i en periodefilm, der ikke på nogen måde er støvet, men er uden sammenligning i sin rekonstruktion af en epoke (Geoffrey Nowell Smith i sin filmografi i udgaven fra 2003).
I årene op til 1972/73 arbejdede Visconti på en filmatisering af dele af [[Marcel Proust]]s roman ''[[På sporet af den tabte tid]]''. Filmen, der skulle have afsluttet Viscontis filmkarriere, skulle være indspillet på fransk, men blev af forkellige ikke til noget, selv om det var meget tæt på. Manuskriptet foreligger i bogform på forskellige sprog. Det samme gælder Viscontis ramsaltet realistise roman fra sa. 1940, Angelo.
== Faste medarbejdere ==
|
