Norsk (sprog): Forskelle mellem versioner

Det norske alfabet er siden 1955 identisk med det danske og har 29 bogstaver. Det bygger på [[Latinske alfabet|det latinske alfabet]], og har i tillæg de tre [[vokal]]er ''æ'', ''ø'' og ''å'', som har deres plads i slutningen af alfabetet.

I 1938 kom [[Rettskrivningen av 1938|rettskrivingsreformene i bokmål og nynorsk]] som i dag blir husket som de store samnorskreformene. Hovedarkitekten var historikeren, målmanden og [[Arbeiderpartiet|arbeiderparti]]manden [[Halvdan Koht]]. Principperne reformen byggede på var som i 1917 samordning af skrivemåder i målformene og fælles tilnærmelse til østlandsdialektene. For å rydde opp i den store valgfriheten som 1917-retskrivningen havde indført, blev de tilladte former delt i to: hovedformer og sideformer. Hovedformene skulle brukes i lærebøker, mens sideformene var tilladt at bruke for elever. For bokmålets del var det nyt at mange former uden basis i den «dannede tale» eller ''standard østnorsk'' blev eneformer eller eneste hovedformer. Bl.a. blev ''ramn'', ''vatn'', ''botn'' og ''fram'' eneformer, mens ''mjøl'' og ''mjølk'' ble hovedformer (med ''mel'' og ''melk'' som sideformer). Dette vakte meget stærke reaktioner i riksmålsbevægelsen. I nynorsk var det også de traditionelle former som blev fjernet eller sat i klammer. I Noregs mållag var man delt i synet på reformen, og der udbrød intern strid. Det endte med et kompromis som i praksis accepterede tilstanden.

I 1972 tog [[Norsk språkrådSpråkråd]] over for Norsk språknemnd. I 1981 blev tilnærmingspolitikken i praksis opgivet ved at mange traditionelle riksmålsformer igen blev hovedformer i bokmål. Samme år overtog [[Det Norske Akademi]] ordbogs- og normeringsarbejdet fra Riksmålsvernet. Tilnærmingspolitikken ble offisielt opphevet av Stortinget i 2002, og i bokmålsretskrivningen af 2005 blev skillet mellem hovedformer og sideformer ophævet.