Osmannisk forfølgelse af alevitter: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Gentile_Bellini_003.jpg|thumb|150px|left|Portræt af [[Medmed 2|Mehmed II]] (1432-1481) fra 1480]]

Det vides også at den heterodokse [[Shiisme|shiitiske]] sekt, [[hurufiyya]] var meget udbredt i [[Iran]] og [[Anatolien]], og at de førte propaganda i store dele af Osmannerriget. I 1445 lykkedes en gruppe hurufitter at komme til den daværende sultan, [[Medmed 2|Mehmed II]], med hensigten om at invitere ham til den hurufitiske tro. Sultanen gav dem lov til at tale for deres sag, og viste også klare tegn på interesse for deres mystiske doktriner. Dette vakte utilfredshed blandt Mehmed II's nærmeste embedsmænd, som dog ikke kunne tage direkte affære. Derfor fik de hjælp af en lærd ved navn Fakhr al-Din 'Ajami, som foregav at være interesseret i hurufitternes tro og derfor inviterede lederen af de tilstedeværende hurufitter til sit hjem. Men da hurufitten uddybbede sin tro, kunne Fakhr al-Din ikke holde sig fra at udbryde "kætter!". Hurufitten forsøgte derefter at søge tilflugt hos Mehmed II, som dog blev kuet af Fakhr al-Din's aggressive adfærd og derfor holdt tilbage med at forsvare sine gæster. Hurufitterne blev efterfølgende ført til den nye moske i [[Edirne]], hvor Fakhr al-Din offentligt fordømte deres tro og prædikede for de spirituelle belønninger, man ville opnå ved at deltage i at udryddelsen af deres tro. Hurufi-ordenen blev derefter beordret til at lave et stort bål til at brænde deres egen leder med. Lederen blev herefter smidt på bålet og de andre hurufitter blev på anden vis henrettet.<ref>Shahzad Bashir: Fazlallah Astarabadi and the Hurufis, Oneworld, 2005, s.106-107</ref>