Versionen fra 29. jul. 2013, 17:23 redigér Anja blubber (diskussion \| bidrag) 14 edits No edit summary ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 29. jul. 2013, 17:24 redigér fjern redigering Anja blubber (diskussion \| bidrag) 14 edits No edit summary Gå til næste forskel →
Linje 16: V. van Baerle, der var leverandør af vandglas til Keim, forsøgte også at fremstille silikatmalinger. Hans eksperimenter tog flere år, før de lykkedes, og han endte også med gode resultater. Fabrikken Silinwerk van Baerle i Gernsheim og firmaet Keimfarben i Diedorf ved Augsburg i Tyskland blev kendte producenter.<ref>Kurt Wehlte: ''Werkstoffe und Techniken der Malerei.'' Band III, Urania Verlag, 2001, ISBN 3332016652, S. 452.</ref> Adolf Wilhelm Keims intensive forskningsarbejde blev udløst af den kunstinteresserede kong [[~~Ludwig I. af Bayern\|~~Ludwig 1. af Bayern]]som var så begejstret for de farverige kalkmalerier i Norditalien, at han også ville have sådanne i sit [[~~kongerige Bayern\|~~Kongeriget Bayern]] Dog var klimaet nord for Alperne væsentligt mere barskt, og kunstmalerierne blev ødelagt i løbet af kort tid. Derfor opfordrede kongen videnskabsmænd i Bayern til at udvikle en farve, som så ud som kalk, men som var længere holdbar. Der eksisterer stadig originale bemalinger fra det 19. århundrede. Facader i Schweiz, f.eks. på kroen "Weißer Adler" i [[Stein am Rhein]] eller rådhuset i Schwyz (1891), i [[Oslo]] (1895) eller i [[Traunstein]] (1891) er imponerende beviser.

Mineralfarver: Forskelle mellem versioner