|
Et '''fiskevær''' er benævnelsen for et norsk [[fiskeleje]], det vil sige en i forbindelse med fiskeri tidvis ibrugtagen bebyggelse. I nyere tid er sådanne pladser blevblevet steder for en fastboende befolkning men benævnelsen bevaret.
[[Fil:Reine Lofoten.jpg|thumb|300px| Reine i Lofoten er et levende fiskevær som har været handelssted siden 1743.]]
Fiskevær er en bosætingsform, som findes langs den norske kyst fra [[Vestlandet]] til [[Finnmark]],. ogDen er mest udbredt i [[Nordnorge]] fra [[Lofoten]] og mod nord over til Østfinnmark. Bosætingsformen er hovedsagelig baseret på fangst af sødyr og fiskeri, den ældste næringsvej, som kan påvises i nordenNorden. Det siges, at fiskeværet derfor er den bosætningsform, som går længst tilbage i historien: iI Norge, helt til ældre [[Stenalderen|stenalder]].
Fiskeværene er et grundlæggende træk i norsk kysthistorie. Ordet «vær» kan betyde ''veide''- eller ''fiske''sted ved havet. En anden teori går ud på, at fiskerne/fangstfolket blev knyttet til hinanden ved højtidelige ''løfter'' eller ''eder'', gammelnorsk «varar», for sammen at værge fiskestedet mod angreb udefra.
I Norge findes to typer fiskevær, det helårsbosatte ''fiskevær'' med en kombination af [[jordbrug]] og fiskeri, og ''rorværet'', med få fastboende og et folketal som varierede med fiskesæsonerne. De fleste fiskevær, der kendes i dag, er en blanding af dissede to. Igennem historien har fiskeværet ændret form, med større ændringer i yngre stenalder, da husdyrhold og jordbrug blev en del af økonomien, og i [[middelalderen]], da [[tørfisk]]en blev en handelsvare. Fælles for alle fiskevær er, at de ligger ved gode, naturlige havne og har nærhed til fiskepladserne. Båden har hele tiden været det vigtigste redskab for kontakt med omverdenen, og bebyggelsen i fiskeværene har været lagt således, atså adkomsten til søen skulle værevar så let som muligt.
==Historie==
[[Fil:Fischer-1568.png|thumb|150px|left|Fisker i middelalderen.]]
FramvækstenFremvæksten af fiskeværene skyldes det rige fiskeri, og den årstidsbetingede vandringen for [[torsk]], [[sild]] og [[sej]]. Mange af de sæsongbaseredesæsonbaserede rorvær fik fast bosættelse, nårda fiskeriene blomstrede. Fiskeværene kunne opnå bymæssige størrelser. [[Kabelvåg]] i Lofoten er den første kendte koncentrerede fiskeværbosættelse og handelscentrum i Nordnorge. [[Snorre|Snorre Sturlasson]] omtaler "Vågastevnene" som den vigtigste mødeplads for handel i nord. Fiskevær og rorvær kunne også være privatejede af såkaldte «væreiere», som ofte boede i været.
Fiskeværene kom efter tusindårsskiftetår 1000 ind under kongens indflydelse, med love og skatter. Gradvist kom også kirken ind i værene. Allerede i [[1000-tallet]] var tørfisken en vigtig norsk eksportartikel. I [[1100-tallet]] blev den det vigtigste grundlag for [[Bergen]]s købmandstand. Bygning af [[rorbu]]er for tilrejsende fiskere startedebegyndte på denneden tid. Fiskeværene voksede i takt med udviklingen af Bergen by.
Fiskeeksporten voksede de næste par hundrede år, og fiskeværene blomstrede. De blev såkaldte tettsteder med nogen fastboende og mange tilrejsende sæsonfiskere. Handelen foregik med [[Hanseforbundet|hanseaterne]] i Bergen og [[ærkebiskop]]pen i [[Trondheim]] som opkøbere. Efterhånden overtog byborgere i de samme byer handelen. En hyppig [[jektefart]] mellem storbyerne og fiskeværene førte til, at udviklingen af kultur og økonomi i værene fulgte den i de store byer.
Fiskeværene var selvbjergende samfund, som selv klarede de fleste led i produktion af varer og tjenester. Foruden brygger og rorbuer kunne et typisk fiskevær bestå af [[naust]], [[skær]]er, egnerbuer, [[fjøs]], våningshus (boliger), [[hjell|fiskehjeller]], nothjeller, [[ishus]], røykeri (røgeri), [[tran]]damperi, bageri og [[smedie]]r. Med tiden blev der også bygget [[kaj]]er.
Efter nedgangstiderne i [[1600-tallet]], blomstrede fiskeriet op igen i 171700- og 1800-tallet. Mange af fiskeværene blev lokale handelscentre gennem gæstgiverbevillinger. Gæstgiverne drev både lokal handel og handel mellem fiskere og bergenske køpmænd. I sidste halvdel af 1700-tallet gav kongen enkelte væreiere langs kysten af Nordnorge (fra [[Brønnøysund]] til [[Vardø]]), tilladelse til at drive handel, de blev såkaldte «priviligerte handelsmenn». Det berygtede «[[nessekonge]]-systemetsystem» opstod, og flere af fiskeværene blev styret af sådanne nessekonger.
På kysten af [[Nordmøre]] og [[Romsdal]] fik fiskeværene et stort opsving fra tidligt i [[1700-tallet]] på grund af produktion og eksport af [[klipfisk]]. Her havde manvar en speciel fiskeværorganisation, som blev kaldt for "[[værtvang]]". En fisker, som skulle drive utror fra et vær, var bundet til at sælge fisken til værejeren. Værejeren fastsatte prisen efterfølgende.
Fra midten af 1700-tallet blev Nordnorge opsøgt af russiske skuder for opkøb og byttehandel med fisk,. denDen såkaldte [[pomorhandel]] begyndte. Russerne havde tidligere drevet handel med fiskerne i Nordnorge fra middelalderen og frem til begyndelsen af 1600-tallet. Nu kom købmænd fra Kola-halvøen og tilbyttede sigbyttede fisk formod korn og andre forbrugsvarer, både fra fiskerne direkte og fra nessekongerne. Pomorhandelen nåede et højdepunkt i [[1800-tallet]], hvor der kunne komme mere end 300-400 russiske skuder til Nordnorge årligt. Pomorhandelen varede til [[den russiske revolution]] i 1917.
== Moderne fiskevær ==
Omkring afslutningen af 1. verdenskrig vareksisterede de gamle fiskevær endnu eksisterende: Under de store fiskerier samledes norske fiskere i de såkaldte rorvær, hvorved forstås havne i nærheden af fiskepladserne, hvor der fandtes opført de nødvendige lagerhuse (»sjøboder«) for fiskeopkøberne, de nødtørftige beboelseshuse (»rorboder«) hvert med plads for 12—16 mand foruden rum til opbevaring af garn og andre redskaber samt af agnforsyningen. I et fiskevær kunne der i sæsonen findes samlet op til 3—44.000 mand; uden for fisketiden lå disse hussamlinger omtrent mennesketomme. De sanitære forhold i fiskeværene lod før krigen meget tilbage at ønske, men efter krigen blev disse forhold forbedrede.<ref>Salmonsen, s. 83</ref>
Fiskeværene opstod i et samfund baseret på åbne både, som blev roede eller sejlede. Bådene var heller ikke større end, at de kunne trækkes på land. Omkring år [[1900]] fik fiskebådene motor, og de blev større og kunne ikke længere trækkes på land som før. Nye og større fangstredskaber blev taget i brug. Alt dette krævede bedre havne, og de fiskevær, som skulle overleve, blev udbyggede med moler og kajer. I dag er de overlevende fiskevær hjemmehavne for en moderne fiskeflåde og næringsmiddelindustrien. Mange af de gamle, rige fiskevær er fraflyttede og lever mest om sommeren, når turister og fritidsboligejere indtager bebyggelsen.
| 