Heraklios den yngre (østromersk kejser): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
PerV (diskussion | bidrag) rettet linket og udviddet |
PerV (diskussion | bidrag) m linkret |
||
Linje 22:
Perserne bredte sig støt ind i det østromerske rige, og ved [[Antiokia]] led byzantinerne et nederlag til den persiske general [[Shahrbaraz]]. Psykologisk var tabet af det sande kors i 614 værst. Omkring 618-619 overvejede Heraklios at flytte sin hovedstad til Khartago, men blev beroliget af [[patriarken af Konstantinopel|patriarken]] Sergius og sine høje mure i Konstantinopel. En fred blev sluttet, men der skulle svares tribut til Avarerne.
I 622 havde øst-romerne oprustet bl.a. via store subsidier fra kirken, og var klar til at flytte kampen til perserne. Heraklios brød en næsten 200-årig tradition for [[byzantinske]] [[kejser]]e da han selv påtog sig feltherrerollen. I de næste otte år førtes krig mod perserne, og han kom meget tæt på deres hovedstad
Kejseren måtte dog i al hast tage til Konstantinopel i 626 da Avarerne igen truede. Med logistisk snilde og sømandsmæssigt geni lykkedes det Heraklios at tilføje en enorm Avarisk hær (80.000 mand) og Shahrbaraz’s styrker, et stort nederlag ved Konstantinopel.
Heraklios vandt slagene i [[Sassaniderne|Sassanideriget]] bl.a. på grund af en ny alliance med de [[kaukasus|kaukasiske]] [[tyrkiet|tyrkere]]. Kejseren fik også Shahrbaraz, persernes dygtigste general, til at forholde sig neutral da romersk falsk propaganda viste at den persiske kong Khosrau II ville henrette denne. Sent i 627 lancerede Heraklios en vinteroffensiv ind [[Mesopotamien]], hvor han, trods desertering af hans tyrkiske allierede, besejrede perserne under Rhahzadh i [[slaget ved Nineve]][33] fortsatte mod syd langs [[Tigris]] og erobrede Khosrau store palads i Dastagird og kun blev forhindret i at angribe Ktesifon på grund af ødelæggelse af broerne over Nahrawan
Blandt den vigtigste arv, som tilskrives Heraklioser er overgang fra [[latin]] til [[græsk]] som officielt sprog i det østromerske kejserdømme i 620. Han forsøgte samtidigt at modvirke splittelsen i den kristne kirke blandt [[monofysitisme|monofysitisterne]] ved at fremme en kompromis doktrin kaldet [[monoteletisme]].
| |||