Svend Grathe: Forskelle mellem versioner

'''Svend Grathe''' ('''Svend 3.'''), ([[1125]]– [[23. oktober]] [[1157]]), dansk medkongekonge sammen med [[Knud 5.]] og [[Valdemar 1. den Store|Valdemar]] fra [[1146]]–[[1157]]. Ved faderen [[Erik Emune]]s drab ([[1137]]) var Svend for ung til at blive konge, og [[Erik Lam]], der fik kronen, sendte ham til [[Konrad 3. af Franken]]'s hof, hvor han blev ven med kongens brodersøn, den unge Frederik af [[Schwaben]]. Tyske kilder fra denne tid kalder Svend for Peter, idet han som flere af kongeslægten har haft et dobbeltnavn.

Sidst i Erik Lams kongetid var han atter i Danmark, hvor han og hans fætter Valdemar trods [[ærkebiskop Eskil]]s indsigelse skrinlagde [[Knud Lavard]]s ben ([[1146]]). Samme år trak Erik sig tilbage og døde, og straks greb Svend efter kronen. Det lykkedes ham at vinde sjællændere og skåninger, men hovedmassen af jyderne samledes om [[Knud 5.|Knud Magnussen]], og en voldsom tronkamp begyndte. Eskil nærmede sig til Knud, men Svend overvandt ærkebispen og holdt ham fangen i hans egen domkirke; snart reddedes han dog ved sin egen dristighed og købte sig Eskils tilgivelse og tilslutning ved at skænke ærkesædet gods i [[Skåne]] og en stor del af [[Bornholm]]. Heldig slog han nu Knud ved [[Slangerup]] og drev ham tilbage til [[Jylland]]. Under påvirkning af den store europæiske [[korstog]]sbevægelse sluttede kongerne sig dernæst sammen til fælles tog mod [[vender]]ne ([[1147]]), men udrettede kun lidetlidt. Jyderne så med glæde [[vender]]ne nedhugge skåningerne og tage Svends kongeskib, og Svend var for mistroisk over for Knud til at ville sejle hjem på hans skib, og kongekrigen brød løs igen. Atter var Knud den angribende, overrumplede [[Roskilde]], men tabte i kampen ved [[Taastrup|Tåstrup]], hvor Svend personlig dog ikke udmærkede sig ([[1148]]). Svend havde nu overtaget, bemægtigede sig [[Fyn]], satte Valdemar til hertug i [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og hjemsøgte, støttet af ditmarskeren Edeler, grev Adolf af [[Grevskabet Holsten|Holstens]] lande, fordi denne havde sluttet sig til Knud, men kunne ikke afværge Edelers fald i en ulige kamp med holstenerne. Senere sejrede Svend ved [[Viborg]] ([[1150]]) og jog Knud af landet, og da hans medbejler kom igen med tyske hjælpetropper, tilføjede han ham et nyt nederlag ved [[Gedbæk]] ([[1151]]). Æren for disse sejre tilkom dog mest Valdemar.

SitSvend herredømmesøgte overat Danmarksikre søgtesit Svendherredømme atover sikreDanmark ved en ydmyg henvendelse til Konrad 3., hos hvem også Knud, men forgæves, søgte om hjælp. Endnu en gang satte Knud sig fast på dansk grund ved at vinde friserne, men Svend indtog hans friserborg. Knud tyede til den ny tyske konge, [[Frederik Barbarossa|Frederik 1.]], der stævnede sin ungdomsven til mødet i [[Merseburg]] ([[1152]]). Kronen tildømtes Svend, men han blev Frederiks [[lensmand]] og måtte love at give Knud [[Sjælland]] til len. Da han alligevel kun gav ham spredte forleninger, krænkede han Valdemar, som varhavde gået i borgen forgaranteret forliget, og lagde grundgrunden til sin egen ulykke.

Under medgangen havde han trods biskop Elias' råd skånet sine fangne fjender, endog sin faders banemand Plov, men dette højsind havde en stærk tilsætning af overmod, der gjorde ham blind for virkeligheden og lod ham undervurdere sine modstandere. Dertil kom de store mangler i hans styrelse. Under tronkampene var venderne blevet højst farlige for de danske farvande, og ganske vist opkastede Svend nogle kystvolde til værn imod dem, tilføjede dem også enkelte nederlag, men nøjedes ellers med at give store summer til hertugen af Sachsen, [[Henrik Løve]], for at holde venderne borte, hvad Henrik dog ikke gjorde, og samlede ikke sine kræfter om et stort, nationalt forsvar. En fornærmelse, som var tilføjet jarlen Carl af den svenske kongesøn [[Jon Sverkerson]], var ham derimod påskud til et indfald i [[Sverige]], men på grund af vinterkulden måtte han vende tilbage uden at have udrettet noget ([[1153]]). Med Eskil havde han stadig strid, og ved upålidelighed og udsugelser vakte han uvilje hos mange. Nogle uroligheder i Skåne kvalte han i blod, og sine egne venner forurettede han ofte. Tyske herrer optog han i sit følge, og han fandt sig i deres frække færd over for landets børn. Tilmed satte hans forkærlighed for tysk retsskik (tvekamp) og hofskik ondt blod hos alle. Tyske spillemænd var hans gæster, men en islandsk skjald fik ikke løn for sit kongekvad.