Eksistentialisme: Forskelle mellem versioner

Heidegger giver fænomenologien et eksistentialistisk præg med sin værensanalyse i sit hovedværk ’Sein und Zeit’. Heidegger begrebsliggører mennesket som ’til-væren’ (Dasein). ’Til-væren’ (mennesket) er kastet ud i verden, men dette udkast i verden er samtidig et selvforhold i forhold til ’til-væren’, idet at det er ’til-væren’ der giver verden mening. Heideggers begrebsliggørelse af mennesket som ’til-væren’ påpeger også det aspekt, at mennesket ikke blot er ’værende’, men ’værende-til’ det forholder sig til sin tilværelse og dens mening og betydning. Heidegger anses i dag som grundlæggeren af både den modne [[Eksistentiel_fænomenologi|eksistentielle fænomenologi]] såvel som den filosofiske hermeneutik hos [[Gadamer]] og den hermeneutiske fænomenologi hos [[Ricoeur]]. Både Heidegger og Husserl har desuden været en stor inspirationskilde for den franske udgave af eksistentialismen.<ref name="Fransk eksistentialisme">[http://www.livsverden.dk/pub/Egebak.N.1964.Merleau-Ponty.og.faenomenologien.pdf Niels Egebak (1964, s. 36f): Maurice Merleau-Ponty og fænomenologien]. ''Perspektiv', vol. 12, no. 3, s. 34-37.</ref>