Venstresocialisterne: Forskelle mellem versioner

farvekode = red|

partileder = Kollektiv ledelse |

partiavis = [[Solidaritet (blad)|Solidaritet]] |

hovedkontor = Griffenfeldsgade 41<br />2200 København N|

}}

 

 

Partiet blev dannet i [[1967]] af udbrydere fra [[SF]], hvor 4 folketingsmedlemmer og en række menige medlemmer var utilfredse med SF's politik under det såkaldte '[[Røde Kabinet]]' fra [[1966]] til 1967. Her havde SF og Socialdemokratiet flertal i Folketinget, men mistede dette ved dannelsen af VS.

Partiet var kendetegnet ved en række usædvanlige [[Infrastruktur|strukturelle]] principper, som hidtil var ukendte i dansk partipolitik: [[Kollektiv]] ledelse, [[urafstemning]] med nominering af [[folketing]]skandidater, dobbeltorganisering og [[fraktion]]sfrihed. [[Kontingent]]et var fastsat til 2% af medlemmets [[bruttoindkomst]].

 

 

== Partistruktur ==

Partiet støttede i 1970’erne de [[strejke]]r og [[blokade (kampskridt)|blokader]], som blandt andet fandt sted på [[Uniprint]] og [[Berlingske Tidende]]; men det var især på [[universitet]]erne, partiet spillede en egentlig rolle i ”kampen mod undertrykkelse”.<ref>Således fx en hovedrolle ved en [[boykot]] af [[eksamen]] på [[RUC]] i [[1973]], som førte til et [[lovforslag]] om nedlæggelse af [[RUC]]</ref> En af årsagerne til den manglende opbakning på arbejdspladserne var, at fraktioner i partiet havde omtalt [[fagbevægelsen]] som fagforsteningen, ligesom [[Socialdemokratiet]] var blevet udråbt som klasseforrædere.<ref>Jf. Interview med Erik Sigsgaard i VS Bulletin, [[1977]], se [http://www.venstresocialisterne.dk/doc_h2.htm her]</ref>

 

 

Partiets [[repræsentation]] i [[Folketinget]] fik en dramatisk start, da det først efter [[Stemmeoptælling|fintællingen]] af stemmerne ved valget i [[1968]] blev klart, at VS havde klaret [[spærregrænse]]n. Inden udgangen af 1968 havde [[Hanne Reintoft]] og [[Kai Moltke]] forladt partiet.<ref> Reintoft gik i protest mod VS's fordømmelse af Sovjetunionens [[invasion]] af [[Tjekkoslovakiet]] og meldte sig ind i [[DKP]], mens Moltke blev [[løsgænger]].</ref> Selv om arbejdet i Folketinget formelt var sekundært i partiets strategi, er det de markante personligheder blandt folketingsmedlemmerne, VS især huskes for. Med Preben Wilhjelm som frontfigur satte de fokus på [[boligpolitik]]ken,[[socialpolitik]]ken og [[uddannelsespolitik]]ken, og partiet var det første, der fremlagde et ambitiøst [[energipolitik|energipolitisk]] program.<ref>VS efter niende kongres, s. 127 ff.</ref> To gange overlevede partiet at miste sin folketingsrepræsentation, men 3. gang ved valget i [[1987]] blev afslutningen på 20 år som venstrefløjens frontfigur.

 

Partiets strategi omfattede et samarbejde med "antikapitalistiske kræfter" og grupper i opposition til det bestående samfund. Som et led i denne strategi samarbejdede partiet bl.a. med den [[feminisme|feministiske]] del af kvindebevægelsen og modstanderorganisationen mod [[atomkraft]], [[OOA]]. Partiet tillægges en stor betyding for [[folketinget]]s beslutning i [[1985]] om at den fremtidige energiplanlægning skulle foregå uden atomkraft<ref>Niels Chr. Sidenius (1986): [http://tidsskrift.dk/visning.jsp?markup={Hvorfor}|{er}|{der}|{ikke}|{atomkraft}|{i}|{Danmark}&type=cont&id=100145&query=Hvorfor%20er%20der%20ikke%20atomkraft%20i%20Danmark&journal=all&fromyear=&toyear=&n=0&m=25&print=no Hvorfor er der ikke atomkraft i Danmark?], Politica, Bind 18</ref>. I folketinget samarbejdede partiet med [[DKP]] og [[SF]], men udnyttede også mulighederne for et alternativt flertal med bl.a. [[Socialdemokratiet]] og [[Det Radikale Venstre]], blandt andet om den såkaldte [[fodnotepolitik]]ken.

 

 

== Valgresultater ==