Første Vatikankoncil: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Fjernede Kategori:Vatikanstaten; Tilføjede Kategori:Romerskkatolske kirke ved hjælp af Hotcat
Linje 3:
 
Koncilet pågik fra [[8. december]] [[1869]] til [[20. oktober]] [[1870]]. Siden [[Tridentinerkoncilet]] havde Romerkirken ikke indbudt til noget økumenisk koncil, men den [[ultramontan]]e retning i Romerkirken ønskede at styrke [[pave]]ns magt, og [[Pius IX]] var selv ivrig efter at få et koncil sammenkaldt. I [[1868]] udgik indbydelse til et nyt koncilium, og den blev sendt også til de [[protestantisk]]e kirker og den
[[græsk-ortodokse kirke]]. Disse svarede dog alle neinej. Blandt de romersk-katolske var tilslutningen til at begynde med heller ikke stor. De politiske forhold, navnlig for paven selv, var urolige, og koncilets formål var tilmed i indbydelsen angivet i meget ubestemte udtryk.
 
Lidt efter lidt sivede det dog ud, at koncilet fortrinsvis skulde beskæftige sig med definitionen af [[den pavelige ufejlbarhed]], og navnlig efter at flere Münchenerteologer, deriblandt [[Ignaz von Döllinger|Döllinger]], i "Augsburger Allgemeine Zeitung" havde begyndt at sætte ufejlbarheden under debat, vågnede interessen, og det første Vatikanerkoncil åbnedes under stor opmærksomhed fra alle sider. Det talte hele tiden mellem 7 og 800 deltagere, og alle verdensdele var repræsenterede. Over halvdelen af de europæiske medlemmer var [[italien]]ere, og [[Tyskland]] havde kun 19 repræsentanter. Man samledes i [[Peterskirken]]s højre korsarm, hvor lydforholdene imidlertid var meget ugunstige, og forhandlingssproget var [[latin]].
Linje 11:
Modstanderne ønskede gennemgående også kun at hindre vedtagelsen af dogmet om ufejlbarheden, fordi de fandt det ubelejligt. Kun få bestred dogmet i og for sig. Alligevel var der ved den foreløbige afstemning [[13. juli]] 1870 i alt 88 imod dogmet, medens 451 stemte for det, og 62 stemte ja med forbehold. Den endelige afstemning fandt sted [[18. juli]]. Oppositionen udeblev da fra mødet, og kun to biskopper havde mod til at stemme nej, medens i alt 533 stemte ja. Dermed havde Romerkirken i virkeligheden draget konsekvenserne af tidligere tiders tankegange, navnlig af Tridentinerkoncilets bestemmelser.
 
Dogmet om den pavelige ufejlbarhed (''infallibilitet'') blev med klog begrænsning formuleret således, at hans udtalelser og afgørelser i og for sig og uden at kræve kirkens tilslutning er ufejlbare, når han taler ''[[ex cathedra]]'' og om tro og lære. Overalt i den kristne verden vakte det nye Dogmedogme imidlertid stor opmærksomhed, og protesten imod det var ikke ringe. Inden for den romersk-katolske kirke selv opponerede navnlig [[gammelkatolikkernegammelkatolikker]]ne, som samlede sig om oppositionspartiet fra koncilet, men i årenes løb tabte modstanden mod dogmet sig mere og mere inden for den romersk-katolske kirke, og flere og flere af oppositionens førere bøjede sig.
 
Det viste sig, at det første Vatikanerkoncil mægtigt bidrog til at styrke og samle de romersk-katolske kristne, men på den anden side også, at det bidrog til at gøre kløften mellem romerkirken og de andre kirkeafdelinger større. Dette ændredes dog gennem det [[andet Vatikanerkoncil]].
 
== Kilder ==