Sveriges historie: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Addbot (diskussion | bidrag) |
størstedelen af historie-afsnittet fra Sverige kopieret hertil |
||
Linje 41:
=== Det nordiske bronzealdersamfund ===
Samfundsudviklingen i Norden kom efterhånden til at adskille sig fra udviklingen på kontinentet. Der findes mange objekter som viser kulturpåvirkning fra syd, og folk importerede sikkert også kulturelle og religiøse forestillinger som blev tilpasset til lokale forhold. Folk drev jordbrug, og hesten blev brugt som [[ridedyr]] og trækdyr. Man manglede et [[skriftsprog]], men lavede helleristninger som giver en forestilling om bronzealderens fartøjer og [[søfart]]. Under den ældre bronzealder blev de døde begravet i kister af [[sten]] eller i hule træstammer. Senere begyndte man at brænde de døde, og snart blev [[kremering]] det normale. Gravhøjene blev sædvanligvis dækket af en jordhøj eller en stendysse.
== Vikingetiden: (800-1050) ==▼
[[Fil:Vikings-Voyages.png|thumb|right|Oversigt over vikingernes hovedrejseruter; de svenske vikinger rejste hovedsageligt mod øst og sydøst ind i Rusland]]
[[Vikingetid]]en i Sverige varede i store træk fra det [[8. århundrede|8.]] til det [[11. århundrede]]. Det menes, at svenske vikinger og [[gotlænder]]e især rejste øst- og sydpå til Finland, [[Baltikum]], [[Rusland]], [[Hviderusland]], [[Ukraine]], [[Sortehavet]] og så langt væk som til [[Bagdad]]. Vejen gik ad [[Dnepr]] over [[Konstantinopel]], og på denne rute foretog de adskillige plyndringer. Den [[Byzantinske Rige|byzantinske kejser]] [[Theofilos (kejser)|Theofilos]] disse folks store militære evner og bad dem om at blive hans personlige vogtere, kendt som [[Væring]]garden. De svenske vikinger, kaldet [[ruser]], menes at være stamfædre til [[Kievriget|kievruserne]]. Den arabiske opdagelsesrejsende [[Ahmed Ibn Fadlan]] beskriver disse vikinger således:
{{citat|Jeg har set ruserne, da de kom på deres handelsrejser og slog lejr ved [[Volga|Itil]]. Jeg har aldrig set mere perfekte, fysiske eksemplarer, høje som dadelpalmer, blonde og rødmossede; de bærer hverken tunikaer eller kaftaner, men mændene bærer et klæde, som dækker den ene side af kroppen og lader hånden i den anden side fri. Hver mand har en økse, et sværd og en kniv, og de har alle disse på sig til hver en tid. Sværdene er brede med riller, af frankisk type.<ref name=fadlan />|Ahmed Ibn Fadlan}}
De mange vikingetogter er i stort omfang dokumenteret i form af runesten, der er fundet over store dele af den sydlige halvdel af Sverige.
Det vides ikke, hvornår og hvor det svenske kongedømme opstod, men listen over [[Sveriges regenter]] begynder sædvanligvis ved konger, der regerede i både [[Svealand]] og [[Götaland]] som samlet område, begyndende med [[Erik Sejrsæl]]. De to områder havde tilbage til antikken været to selvstændige områder; i ''[[Beovulfkvadet]]'' beskrives legenden om en krig mellem de to nationer i det [[6. århundrede]].
;Kulturelle fremskridt
I begyndelsen af vikingetiden var der ved det nuværende [[Ystad]] i [[Skåne]] og [[Paviken]] på [[Gotland]] blomstrende handelscentre. Der er gjort fund fra, hvad der menes at være en stor markedsplads fra 7. eller 8. århundrede i Ystad.<ref name=sawyer /> I Paviken, der var et vigtigt knudepunkt for handel med Baltikum i det 9. og 10. århundrede, er der fundet rester af en stor havn fra vikingetiden med gårde, hvor man byggede skibe og lavede håndværk. Mellem 800 og 1000 bragte den livlige handel store mængder sølv til Gotland, og ifølge nogle forskere akkumulerede gotlænderne i den periode mere sølv end resten af den skandinaviske befolkning tilsammen.<ref name=sawyer />
[[Fil:Suecia 1-064 ; Gambla Ubsala högar.png|thumb|right|Uppsala var et vigtigt religiøst og handelsmæssigt centrum i det unge svenske rige]]
[[Ansgar]] får som regel æren for at have indført [[kristendom]]men i landet i 829, men den nye religion havde ikke for alvor held med at fortrænge den traditionelle [[nordisk mytologi|nordiske mytologi]] før op i det 12. århundrede. I løbet af det 11. århundrede blev kristendommen den dominerende religion, og fra omkring 1050 blev Sverige regnet som et kristent rige. I perioden mellem 1100 og 1400 var Sverige ved at dannes og konsolideres som en enhed, og landet var præget af interne stridigheder samt af kappestrid mellem de nordiske kongeriger. De svenske konger gik i gang med at ekspandere det svenskkontrollerede område i Finland, hvilket skabte konflikter med ruserne, der ikke længere havde forbindelser med Sverige.<ref name=bagge />
;Feudale institutioner i Sverige
Hvis man ser bort fra Skåne, der på den tid var dansk, udviklede der sig i Sverige aldrig rigtig [[feudalisme]], som man kender det fra resten af Europa.<ref>Scott, p. 58</ref> Bondestanden forblev derfor i det store hele en fri klasse af landbrugere gennem det meste af Sveriges historie. [[Slaveri]] var ikke særlig udbredt i landet,<ref name=familje /> og det, der fandtes, blev afskaffet med blandt andet indførelsen af kristendommen, af vanskelighederne med at skaffe slaver øst for de baltiske områder samt bydannelsen i Sverige før det 16. århundrede.<ref>Scott, p. 55</ref> Faktisk blev både slaveri og [[livegenskab]] afskaffet ved et dekret af kong [[Magnus Eriksson af Sverige|Magnus Eriksson]] Tidligere slaver blev herpå optaget i bondestanden eller blev arbejdere i byerne. Perioden var præget af fattigdom, og Sverige var generelt et tilbagestående land på den tid, hvor [[byttehandel]] var dominerende i landets økonomi. Det kunne for eksempel foregå på den måde, at bønder i [[Dalsland]] transporterede deres [[smør]] til mineområdet i Sverige, hvor de byttede det for [[jern]], som de efterfølgende fragtede til kysten, hvor de byttede jernet for fisk, som de havde brug for som fødemiddel, mens jernet blev sendt til udlandet med skibe.<ref>Scott, pp. 55-56</ref>
;Pesten i Sverige
I det 14. århundrede blev Sverige ramt af [[Pest|den sorte død]], som førte til en nedgang i befolkningstallet.<ref>Scott, pp. 56-57</ref> I den periode fik byerne efterhånden større rettigheder og var under stor indflydelse af tyske købmænd fra [[Hanseforbundet]], der særlig var aktivt i [[Visby]]. I 1319 var den kun treårige Magnus Eriksson blevet konge af Sverige og Norge. Drengens alder bidrog til monarkiets faldende indflydelse i området, og stærke adelsslægter begyndte at spille en stadig større rolle og fik tiltvunget sig stadig større rettigheder. Hans efterfølger blev hans, nevø Albrecht af Mecklenburg, men den stigende magt blandt adelige og bybefolkningerne betød Albrechts fald, og svenskerne vendte sig nu mod det danske kongehus for at finde en efterfølger.
;Kalmarunionen og svensk løsrivelse fra dansk styre
[[Fil:Gustav Vasa.jpg|thumb|right|[[Gustav Vasa]]]]
I [[1397]] blev Norge, Danmark og Sverige forenet under Danmarks [[Margrete 1.]] i [[Kalmarunionen]]. Det viste sig dog hurtigt, at svenskerne, i særdeleshed adelen, ikke var tilfreds med at blive styret fra Danmark. Der var ikke tale om en politisk union, og igennem det 15. århundrede forsøgte Sverige at modstå et dansk centraliseret styre under den danske konge. Således etablerede man den første [[Riksdagen|Riksdag]] i 1435, en institution, der de følgende århundreder skulle få betydelig magt i landet. Omkring 1500 var det Sture-slægten, der sad på magten, og flere medlemmer af den familie var [[rigsforstander]]e i landet og søgte at rive Sverige løs af det danske styre. Stridighederne kulminerede, da [[Christian 2.]] foranstaltede [[det Stockholmske Blodbad]] i form af en massakre på 82 ledende svenskere. Dette førte til forøget modstand mod danskerne, og Sverige brød ud af Kalmarunionen i [[1523]], hvor den svenske krone blev genindført og [[Gustav Eriksson Vasa|Gustav Vasa]] blev valgt til konge.<ref>Scott, p. 121</ref> Denne begivenhed indledte [[ældre vasatid]] i Sverige, af nogle omtalt som grundlæggelsen af det moderne Sverige.
;Ældre vasatid
{{uddybende|Ældre vasatid}}
Noget af det første, der skete efter Gustav Vasas kroning, var at stække den katolske kirkes magt, hvilket førte til [[reformationen]], der dog først officielt blev indført under [[Karl 9. af Sverige|Karl 9.]] På den økonomiske front brød Gustav Vasa Hanseforbundets kontrol over den svenske handel med Baltikum.<ref>Scott, p. 132</ref>
Hanseforbundet var officielt blevet stiftet i [[Lübeck]] i Nordtyskland i 1356. Forbundet søgte at opnå borger- og handelsrettigheder fra prinser og regenter i lande og byer langs [[Østersøen|Østersøkysten]].<ref name=hoyt /> Til gengæld tilbød det en vis beskyttelse, idet forbundet med sin egen krigsflåde var i stand til at holde østersøområdet fri for sørøvere.<ref name=wolfe /> De koncessioner, som Hanseforbundet opnåede, var blandt andet, at kun indbyggere fra forbundets byer havde lov til at drive handel fra deres havne. De stræbte efter at undgå alle former for told og skatter. Med sådanne koncessioner drog store flokke af Lübeck-købmænd til Stockholm, hvor de snart kom til at dominere byens økonomi, og de var i stort omfang skyld i, at havnen i Stockholm gjorde byen til den største og mest betydningsfulde i landet.<ref>Scott, p. 52</ref> Hansekøbmændenes handel bestod for to tredjedeles vedkommende af import af tekstil og en tredjedel af salt, mens udførslen først og fremmest bestod af jern og kobber.
Imidlertid blev svenskerne efterhånden trætte af hansemonopolet på handelen, der mest blev drevet af indvandrede tyskere, og som betød, at indkomsten fra handelen i stort omfang blev kanaliseret til Tyskland. Da Gustav Vasa brød hansemonopolet, blev han derfor betragtet som en stor helt af sit folk. Historien betragter nu Gustav som grundlæggeren af den moderne svenske nation. Det fundament, han lagde, tog dog tid at udvikle, men da det endelig skete, og Sverige trådte ind i sin stormagtstid, betød den svenske tradition for frie bønder, at en større del af den økonomiske gevinst gik i deres lommer end i en feudal landadels.<ref>Scott, pp. 156-157</ref>
== Den svenske stormagtstid ==
[[Fil:Swedish Empire (1560-1815) en2.png|thumb|right|Det svenske riges udstrækning i stormagtstiden 1560-1815]]
{{uddybende|Den svenske stormagtstid}}
I det [[17. århundrede]] blev Sverige en af de store magter i Europa. Forinden havde Sverige været et fattigt og tyndt befolket land i udkanten af den europæiske civilisation uden nogen særlig magt eller noget specielt rygte i resten af verden. Landet opnåede sin store berømmelse i Europa under [[Gustav 2. Adolf af Sverige|Gustav Adolfs]] regering, hvor Sverige erobrede landområder mod syd og øst fra Danmark, Rusland og [[Den polsk-litauiske realunion|Polen-Litauen]] i en række konflikter, herunder [[Trediveårskrigen]].
[[Fil:Battle of Lutzen.jpg|thumb|right|Gustav Adolfs død i slaget ved Lützen]]
I denne langvarige konflikt erobrede Sverige omkring halvdelen af staterne i det [[tysk-romerske rige]]. Gustav Adolf havde planer om at blive den næste tysk-romerske kejser ved at herske over et forenet Skandinavien og det tysk-romerske rige. Han døde imidlertid i [[slaget ved Lützen (1632)]], inden han kunne realisere sin plan. Efter Sveriges eneste større nederlag i trediveårskrigen i [[slaget ved Nördlingen (1634)]] mindskedes den prosvenske opbakning i de tyske småstater, som en efter en frigjorde sig fra det svenske overherredømme, indtil Sverige blot havde enkelte områder ud til Østersøen i form af [[Svensk Forpommern]], [[Bremen-Verden]] og [[Wismar]] tilbage. Undervejs i krigen menes de svenske tropper at have ødelagt 2.000 slotte, 18.000 landsbyer og 1.500 byer i Tyskland, en tredjedel af alle de tyske byer.<ref name=population />
Ekspansionen gik også ud over [[Danmark-Norge]], hvorfra Sverige i flere krige, herunder [[Karl Gustav-krigene]], erobrede vigtige provinser. Mest markant var det, da Danmark ved [[Roskildefreden]] i 1658 måtte opgive [[Skånelandene]] (Skåne, Halland, Blekinge og [[Bornholm]]) til Sverige. Under [[den store nordiske krig]] måtte Sverige i 1710 efter 200 år trække sig ud af det nordlige Baltikum. Dermed sluttede Sveriges [[hegemonial]]stilling i Østersøen. I [[frihedstiden]] forsøgte [[Riksdagen]], der var den regerende magt, flere gange at genvinde den tabte stormagtsstatus, men efter [[hattenes krig]] [[1741]]-[[1743|43]] mod Rusland, måtte Sverige afstå store dele af Finland og endeligt opgive stormagtsdrømmene.
I midten af det 17. århundrede var Sverige Europas tredjestørste land målt på areal, kun overgået af Rusland og Spanien. Landet nåede sin største udbredelse under [[Karl 10. Gustav af Sverige|Karl 10. Gustav]] efter Roskildefreden.<ref name=hayes /> Mod slutningen af århundredet blev Sverige og i særdeleshed Finland ramt af en voldsom hungersnød, der kostede en tredjedel af den finske befolkning livet<ref name=finfam /> og også var hård ved befolkningen i selve Sverige.<ref name=hogman />
Den lange periode på konstant krigsfod tærede på Sveriges økonomi, og det blev [[Karl 11. af Sverige|Karl 11.]], der kom til at bruge megen af sin regeringstid på at genskabe et økonomisk fundament samt et slagkraftigt militær. Arven til hans søn, [[Karl 12. af Sverige|Karl 12.]] var en af de fineste våbenbeholdninger i verden, en stor stående hær og en fremragende flåde. Sveriges største trussel på den tid, Rusland, havde en større hær, men var langt bagefter Sverige i udstyr og træning. Karl 12. blev kendt som "Krigerkongen", og han tilbragte en stor del af sin regeringstid i felten i en periode, der var præget af [[den Store Nordiske Krig]] (1700-1721), hvor Rusland, Danmark samt andre af Sveriges naboer udfordrede den trussel, som Sverige selv udgjorde. I begyndelsen af denne havde Sverige stor succes og nedkæmpede den russiske hær så effektivt i [[slaget ved Narva]] i 1700, at Rusland lå åben for en svensk invasion. Svenskerne valgte i stedet at koncentrere sig om Polen-Litauen, hvilket gav russerne ro til at genopbygge og modernisere sin hær.
Karl besluttede nogle år senere at invadere Rusland, men denne gang måtte han se sin hær lide et afgørende nederlag i [[slaget ved Poltava]] i 1709. Dette blev begyndelsen til enden på Sveriges stormagtstid. Medvirkende til den svenske tilbagegang var også, at hjemlandet blev ramt af pesten, der blandt andet i høj grad gik ud over Stockholm, hvor omkring en tredjedel af befolkningen omkom mellem 1710 og 1713.<ref name=hogman /> Trods dette søgte Karl 12. at invadere Norge i 1716, men erobringen fik en brat ende, da Karl døde under belejringen af [[Frederiksten]] i 1718. Kongens død nedbrød strukturen og organisationen af togtet, og de svenske tropper trak sig derpå ud af Norge uden at være blevet besejret.
Nogle få år senere, i 1721, sluttede den Store Nordiske Krig med [[freden i Nystad]], der kostede Sverige store landarealer og sin placering som en europæisk stormagt, en placering som arvefjenden Rusland i stedet overtog. Den Store Nordiske Krig kostede svenskerne 200.000 mand, deraf en fjerdedel fra det nuværende Finland.<ref name=hogman2 />
I det 18. århundrede havde Sverige ikke nok ressourcer til at opretholde sine landområder uden for Skandinavien og måtte se dem overtaget af andre nationer. Denne proces kulminerede i [[1809]], hvor Sverige efter en kort tabt krig mod Det Russiske Kejserrige måtte afgive hele kontrollen over Finland til russerne. Finland havde siden middelalderen mere eller mindre været under svensk kontrol.
I et forsøg på at genetablere den svenske dominans i Østersøområdet indgik Sverige alliance mod sin ellers traditionelt allierede og velgører, [[Frankrig]], i [[Napoleonskrigene]]. Frankrig og dets allierede, heriblandt Danmark-Norge, tabte det afgørende [[Slaget ved Leipzig|slag ved Leipzig]] til koalitionen, og Sverige fik som led i [[Kielerfreden]] i 1814 tildelt Norge som erstatning for landets provinser i Nordtyskland. Da Norge søgte at hævde sig som suveræn nation, invaderede [[Karl 13. af Sverige|Karl 13.]] Norge, og landet måtte acceptere at indgå med Sverige i en personalunion, der fungerede til 1905. Siden denne invasion har Sverige ikke deltaget i kamphandlinger og har værnet om sin neutralitetsstatus.
== Sveriges nyere historie ==
[[Fil:Farewell to home, Göteborg, 1905.jpg|thumb|right|Svenske udvandrere på vej til at forlade Göteborg i 1905]]
{{uddybende|Emigrationen fra Sverige til Nordamerika}}
I løbet af det 18. og 19. århundrede skete der i Sverige en betydelig stigning i befolkningstallet, hvilket forfatteren [[Esaias Tegnér]] i 1833 tilskrev "freden, [koppe]vaccinen og kartoflerne" ("freden, vaccinet och potaterne").<ref name=emigrant /> Mellem 1750 og 1850 fordobledes befolkningen i landet. Dette medførte en omfattende udvandring af svenskere til Amerika i de følgende årtier, og denne udvandringsbølge var med til at undgå sultkatastrofer og social oprør i landet. På højdepunktet af bevægelsen udvandrede over 1 % af den svenske befolkning årligt i løbet af 1880'erne.<ref name=einhorn /> På trods af denne enorme immigration forblev Sverige fattigt og bevarede en økonomi baseret næsten udelukkende på landbrug i en tid, hvor resten af Vesteuropa, herunder Danmark, overgik til industribaseret økonomi.<ref name=einhorn /><ref>Koblik, pp. 8-9</ref>
De fleste udvandrere udså sig Amerika som stedet, hvor de kunne få et bedre liv. Det anslås, at i perioden 1850-1910 udvandrede over en million svenskere til USA.<ref name=einhorn /> I begyndelsen af det 20. århundrede boede der flere svenskere i [[Chicago]] end i den næststørste by i fædrelandet, [[Göteborg]].<ref name=beijbom /> De fleste svenske immigranter flyttede til [[Midtvesten]], i særlig grad til [[Minnesota]], mens mindre grupper slog sig ned andre steder i USA og i Canada.
På trods af den langsommelige proces med at industrialisere Sverige til langt op i det 19. århundrede skete der en række forandringer i agrarøkonomien på grund af nyskabelser og den store befolkningstilvækst. Blandt de nye tiltag var indhegning af marker, markant forøget opdyrkning af landarealer og indførelsen af nye afgrøder som kartofler.<ref>Koblik, pp. 9-10</ref> Da de svenske bønder aldrig havde været [[livegenskab|livegne]], som det var almindeligt i stort set resten af Europa, begyndte den svenske bondekultur at påtage sig en kritisk rolle i politiske debat, noget der har fortsat op til nutiden med [[Centerpartiet]], der i lighed med det danske [[Venstre]] har rødder i bondebevægelsen.<ref>Koblik, p. 11</ref> Fra 1870 til udbruddet af [[1. verdenskrig]] kom der omsider fart i [[industrialisering]]en, som medførte, at industriproduktionen i den periode overtog pladsen som dominerende i den svenske økonomi, hvilket har været gældende næsten til nutiden.<ref>Koblik, p. 90</ref>
Stærke græsrodsbevægelser dukkede op i Sverige i anden halvdel af det 19. århundrede ([[fagforening]]er, [[afholdsbevægelsen]] og en række uafhængige religiøse grupper), og disse var med til at skabe de [[demokrati]]ske spilleregler, der siden har været bærende i landets kultur og politik. Denne proces var gennemført omkring tiden for 1. verdenskrig. [[Den industrielle revolution]] i det 20. århundrede skabte yderligere forandring af landet, idet en betydelig del af landbefolkningen i takt med denne rykkede ind til byerne for at arbejde i fabrikkerne, og en stor del blev involveret i [[Socialisme|socialistiske]] fagforeninger. En kommunistisk revolution blev afværget i 1917, hvorpå man igen indførte [[parlamentarisme]]n, og landet blev demokratiseret.
=== Sverige under verdenskrigene ===
[[Fil:Swedish soldier during ww2.JPG|thumb|right|Svensk soldat træner under anden verdenskrig]]
Sverige holdt sig officielt neutralt under både [[1. verdenskrig|første]] og [[2. verdenskrig|anden verdenskrig]], selv om neutraliteten under sidstnævnte har været omstridt.<ref name=koblik303 /><ref>Nordstrom, p. 315</ref> Sverige var under en stor del af denne krig under indflydelse af [[Nazityskland]], idet forbindelserne til den øvrige verden var begrænset på grund af tyske blokader.<ref name=koblik303 /> Den svenske regering så sig ikke i stand til at gå imod tyskerne<ref name=nordstrom313 /> og indgik derfor samarbejde med den store magt mod syd på forskellige områder.<ref name=zubicky /> Sverige leverede også stål og maskindele til Tyskland under hele krigen. Men samtidig hermed ydede landet støtte til den norske modstandsbevægelse, og i 1943 tog det imod [[jødedom|jøder]] fra Danmark, der flygtede fra deportation til [[koncentrationslejr]]ene. Også Finland oplevede svensk støtte under [[Vinterkrigen]] og [[Fortsættelseskrigen]] med frivillige og materiel.
Mod slutningen af krigen begyndte Sverige at spille en rolle i det humanitære arbejde, og talrige flygtninge, heriblandt jøder fra mange af de nazistiskbesatte områder i Europa, blev reddet, delvist som følge af svensk deltagelse i redningsaktioner for indsatte i koncentrationslejrene med [[de hvide busser]], og delvist fordi Sverige fungerede som tilflugtssted for flygtninge, primært fra de nordiske lande og [[Baltikum]].<ref name=nordstrom313 /> Den svenske diplomat [[Raoul Wallenberg]] og hans kolleger skal have reddet op imod 100.000 ungarske jøder.<ref name=holocaust /> På trods af dette har der været rejst både intern og ekstern kritik over, at Sverige ikke gjorde mere for at bekæmpe nazismen, også selv om det kunne have betydet besættelse af landet.<ref name=nordstrom313 />
=== Efterkrigstiden ===
Som erklæret neutralt land holdt Sverige sig uden for de to store forsvarspagter, der opstod efter 2. verdenskrig, [[NATO]] og [[Warszawapagten]], og landet forblev neutralt under [[den kolde krig]], men på uofficiel basis havde Sverige gennem sine ledere tætte forbindelser til [[USA]] og andre vestlige stater i denne periode.
Efter krigen nød Sverige godt af at have et intakt produktionsapparat, social stabilitet samt mange naturressourcer til at udvide sin industri, der kom til at hjælpe med genopbygningen af Europa.<ref name=nordstrom335 /> Sverige indgik i [[Marshallplanen]] og i [[OECD]]. I størstedelen af efterkrigstiden sad socialdemokraterne, med tætte forbindelser til fagforeningerne og industrien, solidt på magten i landet. Regeringen støttede aktivt udviklingen af en internationalt konkurrencedygtig produktionssektor bestående særligt af store virksomheder.<ref name=steinmo />
Sverige var med til at grundlægge [[EFTA]], en gruppe lande, der i 1960'erne ofte blev kaldt "De syv" i modsætning til [[EF]], hvis lande blev kaldt "De seks".<ref name=dkhistorie /> I lighed med de mange andre lande verden over oplevede Sverige økonomisk tilbagegang på grund af [[oliekrise]]rne i 1973-74 og 1978-79.<ref>Nordstrom, p. 344</ref> I løbet af 1980'erne satsede Sverige på at omstrukturere sin industri, hvorunder fx skibsbyggeri blev nedprioriteret, og træmasse kom til at indgå i en moderniseret papirfremstilling, stålindustrien blev specialiseret på færre områder, mens den mekaniske fremstilling i stort omfang gik over til it-baseret styring.<ref name=schon />
Mellem 1970 og 1990 steg skattebyrderne med over 10 %, en ret beskeden stigning sammenlignet med andre vesteuropæiske lande. Efterhånden kom det offentlige til at stå for over halvdelen af landets [[BNI]], og Sveriges placering på listen over lande rangordnet efter [[BNI pr. indbygger]] faldt i denne periode.<ref name=steinmo />
=== Nyeste historie ===
En bristet ejendomsboble skabt af utilstrækkelig kontrol med låntagning kombineret med international recession og en politik, der vekslede mellem at fokusere på at nedbringe arbejdsløsheden og at nedbringe inflationen, resulterede i en finanskrise i begyndelsen af 1990'erne.<ref name=englund /> Sveriges BNI faldt i den forbindelse med omkring 5 %. I 1992 fik valutaspekulation Sveriges Nationalbank til kortvarigt at hæve dag-til-dag-renten til 500 %.<ref name=highbeam /><ref name=jonung />
[[Fil:Tratado_de_Lisboa_13_12_2007_(081).jpg|thumb|right|Sverige har været medlem af EU siden 1995 og var medunderskriver på [[Lissabontraktaten]] i 2007]]
Regeringens svar på dette var at beskære de offentlige udgifter og sætte gang i en række reformer med henblik på at skærpe Sveriges konkurrenceevne; blandt disse midler var reduktion goderne i [[velfærdsstat]]en og [[privatisering]] af offentlige opgaver. Majoriteten af politikerne gik ind for medlemskab af [[EU]], og folkeafstemningen herom gav 52 % opbakning for dette ved valget 13. november 1994, hvorpå Sverige blev optaget i EU pr. 1. januar 1995.
Sverige står fortsat uden for militære samarbejdsorganisationer, men har deltaget i øvelser med NATO og andre lande samtidig med, at landet intensivt har samarbejdet med andre europæiske lande inden for forsvarsteknologi og våbenindustri. Blandt andet er nogle af de våben, USA har anvendt i Irak, fremstillet i Sverige.<ref name=local /> Endvidere har Sverige en lang tradition for at deltage i internationale fredsbevarende missioner, heriblandt i de senere år i [[Afghanistan]], hvor svenske tropper er under NATO-ledelse, samt i EU-baserede operationer i [[Kosovo]], [[Bosnien-Hercegovina]] og [[Cypern]].
{{Sveriges historie}}
| |||