Rudolf von Jhering: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Linje 1:
{{wikify}}
[[Fil:RudolfvonIhering2.jpg|thumb|Rudolf von Jhering.]]
'''Caspar Rudolf''' (eller ''Rudolph'') '''von Jhering''' ([[22. august]] [[1818]] i [[Aurich]] – [[17. september]] [[1892]] i [[Göttingen]]) var en [[Tyske kejserrige|tysk]] [[retslærd]], søn af [[Georg Albrecht Jhering]].
Jhering blev [[Dr. jur.]] [[1842]] i [[Berlin]], [[privatdocent]] sammesteds 1843, ordentlig [[professor]] [[1845]] i [[Basel]], [[1846]] i [[Rostock]], [[1849]] i [[Kiel]], [[1852]] i [[Giessen]], [[1868]] i [[Wien]], [[1872]] i [[Göttingen]]. Han var jurist af Guds nåde, et intuitivt juridiskt geni, en sprudlende rig og frodig natur, ærgerrig og selvfølende, ikke sjældent grovkornet og ikke altid taktfuld, en sprogets mester og behersker, besjælet af en mægtig drift til at rydde op i retsvidenskabens pulterkamre, vel ikke den store fornyer, en forgudende, men ofte ukritisk samtid anså ham for, men dog en sædemand, en befrugtende ånd som få. Han udgik fra [[den historiske skole]], oprindelig som en beundrende tilbeder af [[G.F. Puchta]], hvem han på et senere punkt i sin udvikling i de skarpeste udtryk betegnede som en fanatiker i juridisk konstruktion, som en træl af den af Jhering så inderlig forhadte og så hæftig angrebne begrebs jurisprudens. Men Jhering var historiker af en egen slags, af en særlig støbning.
Linje 7:
I et af hans hovedværker, det ufuldendte ''Geist des römischen Rechts auf den verschiedenen Stufen seiner Entwickelung'' (I, 1852, 6. oplag 1907, II, 1. afdeling 1854, 5. oplag 1894, 2. afdeling 1858, 5. oplag 1899, III 1. afdeling 1865, 5. oplag 1906) er hans mål ikke den historisk-deskriptive fremstilling, han negligerer tværtimod jævnlig de historiske kendsgerninger og begår væsentlige fejl, men han tilstræber at give en rettens [[naturlære]]; det er "idéen", han vil have frem, en historisk-filosofisk udredning af de virkende kræfter, de skjulte drivfjedre. "Gennem den romerske ret, men udover den" — således formulerede han et af de slagord, som var hans styrke, men også hans svaghed. Allerede i det nævnte skrift opererede han med den tankegang: formålet som skaber af al ret, der ligger til grund for hans andet hovedværk, det ligeledes ufuldendte ''Der Zweck im Recht'' (I 1877, II 1883, 5. oplag 1916), et skrift, der, mange åndfulde og værdifulde enkeltheder tiltrods, i anlæg og udførelse forråder en vis dilettantisme og uklarhed, og som derfor i de forskelligste videnskabelige lejre i Tyskland, både filosofiske og retsvidenskabelige, stadig betragtes med kritiske øjne.
End mere gælder dette de [[Posthum|efter Jherings
Mægtig indflydelse i tysk videnskab og retsliv i det hele vandt det af Jhering sammen med hans ven [[Karl von Gerber]] [[1856]] stiftede [[tidsskrift]] "Jahrbücher für die Dogmatik des römischen und deutschen Rechts", et tidsskrift, der bidrog væsentlig til at skaffe Jhering herredømmet og førerskabet inden for Tysklands civilistiske verden. Nye problemer blev her stadig satte under debat i en stålende række afhandlinger, forenede i værket ''Gesammelte Aufsätze aus den Jahrbüchern für die Dogmatik des heutigen römischen und deutschen Privatrechts'' (I 1881, II 1882, III 1886), hvilket sluttede sig til bogen ''Vermischte Schriften juristischen Inhalts'' (1879). Særlig berømt blev Jherings ''Beiträge zur Lehre vom Besitz'' (1868, 2. oplag under titel ''Ueber den Grund des Besitzesschutzes'' 1869) og ''Der Besitzwille. Zugleich eine Kritik der herrschenden juristischen Methode'' (1889), der tilkastede den hidtil eneherskende [[Friedrich Carl von Savigny|Savignyske]] besiddelsesteori handsken, og som har spillet en hovedrolle i alle landes besiddelseslære ved sine teses om, at i besiddelsen beskyttes den formodede ejer, og at grænsen mellem besiddelse og den blotte indehaven ligger i denne indehavens retsgrund.
I »Scherz und Ernst in der Jurisprudenz. Eine Weihnachtsgabe für das juristische Publikum« (1885, 12. Udg. 1921) rider J. ret ▼
sine videnskabelige Kæpheste; i sin satiriske Kamp mod Begrebsjurisprudensen er han vel ofte vittig og træffende, men ogsaa uretfærdig og trættende. Bogen fremkaldte E. I. Bekker’s Svar »Ernst und Scherz über unsere
Wissenschaft« (1892). Af J.’s øvrige Produktion skal endnu fremhæves »Das Trinkgeld« (1882, 4. ▼
Opl. 1902). Hverken i det politiske ell. det jur. praktiske Liv havde J. deltaget. Han blev dog ▼
meget søgt som Affatter af Retsbetænkninger, afgav saaledes bl.a. et Responsum i den ▼
bekendte Lucca-Pistoja-Aktiestrid (1867). I visse Retninger er J.’s glimrende Skikkelse endnu ▼
et Stridens Tegn. Som andre fremragende Personligheder fik han en Skare Eftersnakkere, ▼
der forfladede hans Tanker; baade fra nykantiansk og nyhegelsk Side og fra den moderne ▼
Friretsskoles Apostle er der rettet skarpe Angreb paa ham. Overdrevent voldsomme og ▼
derfor skydende over Maalet er Kohlers haanende Udfald mod ham. I Strafferetten ▼
paavirkede J. den moderne Skole. Mellem hans Proklamation af Formaalet som det retsskabende ▼
og [[Franz von Liszt]]s Indførelse af Formaalstanken i Strafferetten bestaar der videnskabeligt og ▼
litterært en nær Forbindelse. De hidtil bedste Vurderinger af J. er vistnok givne af E. ▼
Landsberg i hans Fremstilling af den tyske Retsvidenskabs Historie og af [[Ludwig Mitteis]] i ▼
▲Jurisprudenz. Eine Weihnachtsgabe für das juristische
▲Wissenschaft« (1892). Af J.’s øvrige Produktion skal
▲Opl. 1902). Hverken i det politiske ell. det jur.
▲meget søgt som Affatter af Retsbetænkninger,
▲bekendte Lucca-Pistoja-Aktiestrid (1867). I visse
▲Personligheder fik han en Skare Eftersnakkere,
▲nykantiansk og nyhegelsk Side og fra den moderne
▲Friretsskoles Apostle er der rettet skarpe
▲haanende Udfald mod ham. I Strafferetten
▲Proklamation af Formaalet som det retsskabende
▲Formaalstanken i Strafferetten bestaar der videnskabeligt og
▲litterært en nær Forbindelse. De hidtil bedste
▲Retsvidenskabs Historie og af [[Ludwig Mitteis]] i
▲»Allgemeine Deutsche Biographie«.
== Kilder ==
| |||