Erindringsmedaljen for Krigen 1848-50: Forskelle mellem versioner

[[Christian d. 9]] havde den 29. april 1964 afgivet et løfte om at indstifte en krigsmedalje for deltagelse i krigene 1848-50 og 1864. Da dette endnu ikke var sket i 1871 tog 3000 våbenbrødre kontakt til Kongen, for at få ham til at indfri hans løfte.

Sagen blev drøftet på et statsrådsmøde den 21. januar, under punktet ”Medaljen for Tapper daad 1864”, hvilket endte med at Kongen overdrog sagen til Krigsminister [[Wolfgang Haffner]]. [[Wolfgang Haffner]] tog kontakt til Den kgl. Mønt, hvor professor [[Frederik Krohn]] kunne fortælle ham, at det ville tage cirka 2 år at præge de 100.000 medaljer på Mønten, hvorimod støbte jernmedaljer kunne fremstilles på den halve tid. [[Wolfgang Haffner]] fremlagde sagen for [[Christian d. 9.]] den 14. juni 1871 og gav her udtryk for at han mente, at [[Christian d. 9.]] burde tilbagekalde sit løfte. Kongen efterkom ikke dette ønske, men sagen blev sat i bero.

På et statsrådsmøde den 10. april 1874 blev sagen taget op igen, fordi den nye krigsminister [[C.A.F. Thomsen]], efter mundtlig befaling, havde indgivet ønske om at drøfte ”medaljesagen”, som sagen blev kaldt. [[Christian d. 9.]] gav [[C. A. F. Thomsen]] lov til at søge om den nødvendige bevilling i finansloven på 50.000 kr. for 1875-76.

Erindringsmedaljen for krigsdeltagelse i felttoget 1848-50 blev endelig stiftet den 10. juni 1875 af [[Christian d9. 9]], efter indstilling af [C. A. F. Thomsen]] dagen før.

Da bevillingen fra [[Rigsdagen]] var indløbet, blev der foretaget en undersøgelse af, hvor denne ordre kunne blive fremstillet. Ifølge rustmestrer [[Georg Christensen]] var der kun tre steder i [[Danmark]], der på dette tidspunkt havde kapacitet til at fremstille dem: sølvvarefabrikant V. Christesen, sølvvarefabrikant Dragsted og et jysk firma, der var i besiddelse af en presse brugt til industrielle formål.

Det blev krigsministeriets arkivar intendant [J. E. Dittmann]], der undersøgte forskellige tilbud i ind- og udland og endte med at skrive kontrakt på regeringens vegne med fabrikanten [[Ernest Robineau]] og gravøren [[Alphée Dubois]] fra [[Paris]], der havde det billigste tilbud. Medaljerne skulle præges af Maison Robineau-Sorin Frères Manufacture de Bijouterie Religieuse i [[Paris]] og efterfølgende leveres mellem maj og november 1876.

Ifølge kontrakten skulle der fremstilles ét par [[poinçon]] (patricer) og to par produktionsstempler, hvilket skulle kunne holde til prægning af cirka 20.000 medaljer i alt.