Erindringsmedaljen for Krigen 1864: Forskelle mellem versioner

Medaljerne blev uddelt i startenbegyndelsen af [[1877]] til de berettigede, der var yderst tilfredse med denne erkendtlighed. Den [[11. marts]] [[1877]] samledes en masse tilfredse medaljemodtagere ved [[Børsen]] i [[København]] for at vise deres taknemmelighed til [[Christian 9.]] De samlede medaljemodtagere valgte en deputation, der blev ledsaget af 5-6.000 mand til [[Amalienborg]], hvor deputationen overbragte en tak på vegne af de forsamlede medaljemodtagermedaljemodtagere. Herefter holdt [[Christian 9.]]kongen en tale til folkemængden, der blev besvaret med et ”Kongen"Kongen Leve”Leve", hvorefter man gik hver til sit.<ref>Lars Stevnsborg, s. 515-517</ref>

[[Christian 9]]. havde den [[29. april]] [[1864]] afgivet et løfte om at indstifte en krigsmedalje for deltagelse i krigene 1848-50 og 1864. Da dette endnu ikke var sket i [[1871]], tog 30003.000 [[De danske Vaabenbrødre|våbenbrødre]] kontakt til Kongen for at få ham til at indfri sit løfte.

Sagen blev drøftet på et statsrådsmøde[[statsråd]]smøde den [[21. januar]] under punktet ”Medaljen"Medaljen for Tapper daadDaad 1864”1864", hvilket endte med at Kongen overdrog sagen til [[Krigsministerkrigsminister]] [[Wolfgang Haffner]]. [[Wolfgang Haffner]] tog kontakt til [[Den kglKgl. Mønt]], hvor [[professor]] [[Frederik Krohn]] kunne fortælle ham, at det ville tage cirka to år at præge de 100.000 medaljer på Mønten, hvorimod støbte jernmedaljer kunne fremstilles på den halve tid. [[Wolfgang Haffner]] fremlagde sagen for [[Christian 9.]] den [[14. juni]] [[1871]] og gav her udtryk for at han mente, at [[Christian 9.]] burde tilbagekalde sit løfte. Kongen efterkom ikke dette ønske, men sagen blev sat i bero.

Da bevillingen fra [[Rigsdagen]] var indløbet, blev der foretaget en undersøgelse af, hvor denne ordre kunne blive fremstillet. Ifølge rustmestrerrustmester [[Georg Christensen]] var der kun tre steder i [[Danmark]], der på dette tidspunkt havde kapacitet til at fremstille dem: sølvvarefabrikant V.[[Vilhelm Christesen]], sølvvarefabrikant [[Arent Dragsted]] og et jysk firma, der var i besiddelse af en presse brugt til industrielle formål.

Det blev krigsministerietsKrigsministeriets arkivar, [[intendant]] [[J.E. Dittmann]], der undersøgte forskellige tilbud i ind- og udland og endte med at skrive kontrakt på regeringens vegne med fabrikanten [[Ernest Robineau]] og gravøren [[Alphée Dubois]] fra [[Paris]], der havde det billigste tilbud. Medaljerne skulle præges af Maison Robineau-Sorin Frères Manufacture de Bijouterie Religieuse i [[Paris]] og efterfølgende leveres mellem maj og november [[1876]].

Ifølge kontrakten skulle der fremstilles ét par [[poinçon]] (patricer) og to par produktionsstempler, hvilket skulle kunne holde til prægning af cirka 20.000 medaljer i alt. Senere blev der produceret endnu et par [[poinçon]] – kaldet [[poinçon]] générel – af Dobois. Dobois skulle ifølge kontrakten selv skulle betale for dette par, da det kun var de tre første par der var indbefattet i kontrakten. Dette senere producerede par poinçon kunne være forklaringen på, hvorfor der findes to forskellige stempelvarianter af Erindringsmedaljen for Krigen 1864.<ref>Lars Stevnsborg, s. 519 og s. 521</ref>

Man blev ikke automatisk tildelt Erindringsmedaljen for Krigen 1848-501864, hvis man havde deltaget i felttoget 1848-501864. Man skulle selv udfylde en blå ansøgning, hvorefter det blev undersøgt, om der var belæg for at tildele medaljen til ansøgeren. På denne ansøgning skulle man besvare følgende spørgsmål:

* ''Er De MiedlemMedlem af ,,De Danske Vaabenbrødres Selskab”? I hvilken af dettes Afdelinger og i hvilket numernummer staaer De?''

* [[Lars Stevnsborg]]: ''Kongeriget Danmarks ordener, medaljer og hæderstegn. Kongeriget Islands ordener og medaljer.'', [httpOdense://www.universitypress.dk/shop/frontpage.html Syddanskuniversitetsforlag[[Syddansk Universitetsforlag]], 2005. ISBN 87-7838-911-9.