Napoleon 3. af Frankrig: Forskelle mellem versioner

Han var søn af [[Napoleon|Napoleon 1.s]] steddatter [[Hortense de Beauharnais]] samt, ihvertfaldog officielt, af Napoleons broder [[Louis Bonaparte]]. Sin ungdom tilbragte han i landflygtighed forskellige steder i Europa, hvor han tidligt prøvede at placere sig som Bonaparte-familiens officielle tronarving. I denne periodeHan propaganderede han ivrigt for den bonapartistiske sag, som han søgte at fremstille som en progressiv, næsten halvsocialistisk ideologi, men uden at blive taget alvorligt. To mislykkede kupforsøg mod [[Louis-Philippe]] førte dogi [[1840]] til livsvarigt fængsel, hvorfra han [[1846]] flygtede til [[England]].

[[Februarrevolutionen]] 1848 og kongedømmets fald gav Louis Napoleon hans chance. Han sejrede ved præsidentvalget samme år ved at udnytte striden mellem højre og venstre fløj, og i de næste år skaffede han sig popularitet ved sinat afstandstagentage afstand fra de konservatives politik. [[2. december]] [[1851]] begik han [[statskup]], bl.a. med hærens hjælp, arresterede de ledende politikere, tog diktatorisk magt og slog en arbejderopstand hårdt ned. Efter en forfatningsændring året efter genindførte han kejserdømmet undermed sig navnetsom Napoleon 3.

I sinSom kejsertidkejser søgte han at gøre Frankrig til en ledende europæisk stormagt og at hævde sin egen magt. Økonomisk var hans regering i begyndelsen en fremgangstid for fransk finanskapital, og under ham gennemførtes den sanering og modernisering af Paris, som har præget byen op i vor tid. Han styrede nærmest enevældigt baseret på storborgerskabet og en ny adel, men hævdede officielt sociale reformtanker uden dog for alvor at realisere dem. I [[1860'erne]] gennemførte han under pres fra oppositionen en vis halvhjertet liberalisering med større parlamentarisk spillerum, det såkaldte ”liberale kejserdømme”. Styret blev styrket af en effektiv propaganda, som fremhævede de strålende ydre resultater.

Napoleon 3. undgik modsat sin onkel storkrige, men tog flere gange del i mindre. Han optrådte officielt som forkæmper for de undertrykte folkeslags rettigheder, men kunne ikke holde sin linje ude fra fransk erobringspolitik og nød derfor begrænset troværdighed. [[1853]]-[[1856]] deltog han i alliance med England i [[Krimkrigen]]. [[1859]] udkæmpede han den [[Fransk-østrigske krig]], officielt for at støtte de [[italien]]ske samlingskræfter; herved fik Frankrig byen [[Nice]]. I 1860’erne1860'erne svækkede han til gengæld sin prestige alvorligt ved den mislykkede intervention i [[Mexico]] [[1862]]-[[1867|67]]. Da [[Preussen]] under [[Otto von Bismarck]] i samme periodesamtidigt begyndte at trænge sig frem, førte han en vigende og afventende kurs uden klart at tage stilling. Han søgte at opruste Frankrig, men uden konsekvens.

I [[1870]] førte han landet ind i [[Den fransk-tyske krig]], som førte til hans fald. Skønt stærkt svækket af sygdom fulgte han med hæren i felten, blev slået og fanget af preusserne i [[slaget ved Sedan]] september 1870 og næsten omgående erklæret for afsat i [[Paris]]. Han blev frigivet samme år og tilbragte sine sidste år med familien i eksil i England, hvor han døde af sygdom kort før et planlagt politisk come-back. Han er blevet hårdt bedømt af eftertiden som en politsk eventyrer, der var dygtig til at komme til magten, men ikke til at administrere den. Hans kraftige udnyttelse af Napoleonsmytennapoleonsmyten skaffede ham øgenavnet "Napoleon den Lille".