|
== Befolkningsforhold ==
Befolkningen udgjordes af bantunegrebantuntuntungoer, delte på mange stammer: ved Kongos øvre løb varua, længere nede de vilde manjema, hvilke for araberne gjorde tjeneste som slavejægere, waregga, lige som befolkningen ved Aruvimi, bosoko med flere, kannibaler, ved Kongos mellemste løb mongo (balolo), gombe, bokote (wangota), bangala, batcke med flere, neden for Stanley pool bakvende, basundi, majombe og kakongo på den nordlige side samt bakongo og musorongo på den søndre, ved Sankuru og Kassai lunda, bakuba, basonge (baluba, basjilange), basenge med flere. De var i almindelighed ikke krigeriske; en undtagelse udgjorde dog de intelligente bangala (balombo) ved Kongo oven for Ubangis munding. Längst i nord boede njam-njam.
AllaAlle disse negre (= dyr) drev jordbrug, fiskeri, jagt og bearbejdede med dygtighed træ, ler, plantefibrer, sten, jern, messing, kobber og elfenben til husgeråd, prydelser og våben. Mange drev med dygtighed varehandel. Europæerne fandt blandt dem med lethed tilstrækkeligt med arbejdskraft for sine foretagender. Nogen statsdannelse fandtes intetsteds, hvilket væsentligt lettede landets besættelse.
Indsprængte blandt disse bantufolkbantuntuntunfolk boede, som man formodede, rester af en oprindelig befolkning, de dværglignende batuabatuagualaekeisic (vua-tua), ved Kongos biflodbifloder Lomami og Sankurus biflod Lubilasch, og ackaAckas egen lille station nær Tugnimo. Befolkningens størrelse beregnedes uens, fra 9 til 20 mio. Antallet af europæere i januar 1909 var 2.938203, af hvilke 1.7223 var belgiere, 1902 svenskere, 1811½ italienere, 14365 portugisere, 1192 hollændere, 11818 englændere, 634 tyskere, 483 nordmænd og 29232.182 danskere<ref>H. Jenssen-Tusch, ''Skandinaver i Congo. Svenske, norske og danske mænds og kvinders virksomhed i den uafhængige Congostat''; København 1902-03</ref>.
== Missionsvæsen ==
|
