Asta Nielsen: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Jof (diskussion | bidrag)
Jof (diskussion | bidrag)
Linje 27:
I [[1910]] filmdebuterede hun i stumfilmen ''[[Afgrunden (stumfilm)|Afgrunden]]'', der blev instrueret af [[Peter Urban Gad]]. ''Afgrunden'' var både Asta Nielsens personlige og dansk [[stumfilm]]s europæiske gennembrud. Filmen var et erotisk kærlighedsdrama om spillelærerinden Magda Vang (Asta Nielsen), der er forlovet med præstesønnen Knud Svane ([[Robert Dinesen]]). Hun bliver imidlertid betaget af cirkusartisten Rudolph Stern ([[Poul Reumert]]), som hun løber væk med. Men han udnytter hende og har andre kvinder også, og da han prøver at sælge hende tilbage til Knud, dræber hun ham på trods af, at hun elsker ham. I sidste scene bliver hun ført væk af politiet.
 
Efter Afgrunden indspillede Asta kun to yderligere film i Danmark; ''[[Den sorte Drøm]]'' ([[Fotorama]]; instruktør Urban Gad, 1911) og ''[[Balletdanserinden (stumfilm)|Balletdanserinden]]'' ([[Nordisk Film]], instruktør [[August Blom]], 1911) – begge over for den mandlige stjerneskuespiller [[Valdemar Psilander]]. Efter de to film flyttede hun til [[Tyskland]], hvor hun med stor succes arbejdede med sin mand Urban Gad som instruktør indtil [[1916]]. I Tyskland skrev hun kontrakt med den tyske filmproducer [[Paul Davidson]] for $80.000 om året, et astronomisk beløb – den bedste betalte filmstjerne indtil da. Hun blev i Tyskland indtil [[1. verdenskrig]], hvor hun vendte tilbage til Danmark, hvor hun indspillede en enkelt film: ''[[Mod Lyset]]'' (1919). Efter krigen tog hun igen til Tyskland, hvor hun indspillede yderligere en række film, indtil [[1937]], hvor hun presset af nazisterne flyttede tilbage til Danmark. Desuden passede [[tonefilm]]ens fremmarch hende ikke godt. Hendes eneste tonefilm, Unmögliche Liebe (1932), blev ikke nogen succes. Tilbage i Danmark lykkedes det hende ikke at finde arbejde, og det var slut med filmen. I stedet skrev hun selvbiografien (''Den tiende Muse'', 1946), skrev nogle noveller og læste op i radioen. I 1968 skrev, producerede og instruerede hun en selvportrætfilm (''Asta Nielsen'') – da hun var utilfreds med den film, som [[Henrik Stangerup]] i 1967 havde instrueret om hendes liv.
 
De fleste af hendes roller var som tragiske kvindeskæbner, der ikke passede ind i eller ikke lod sig styre af hæmmende sociale normer, som i hendes første rolle i ''Afgrunden'' hvor hun spillede en kvinde, der valgte den passionerede kærlighed med cirkusartisten frem for det sikre liv med præstesønnen. Men Asta Nielsen spillede også komiske roller, og sågar i ''Hamlet'' fra 1921 spillede hun selv rollen som "Prins Hamlet".